SkyndSkynd, se tils.Skynde, go. (isl skunda, skynda)
1) sætte i fart, lade gå hurtig; ithert rad skynnet meg hiith. RD III. 6011 (= skyndede. CP V. 4120); han snart thennom fra seg skynde. BruunV 30; beder ieg, att etthers K. M. will skøndhe hanom tilbage hiid till meg (1543). DM VI. 42; ieg vil hannem oc snarlige skynde fram. HWR 130; ChrIV. 275 (ovf. II. 58 a1). – lf; skynder sig; hans siæl skyndis til forderffuelsen. Job 3322 (1550, 1647; Luther: nahet).
2) sætte i gang, volde, lade komme; han then annen ey skade well oc ængen skade vppa skynde aff nogher man vppa hans weghne (1443) KD I. 176; then, som borgemestere oc raad icke taare dømme oc dræbe, hanwm taare somme predicanter wmijschundelige skynde aff dage. PE 449; de haffue giort hannem det eller skyndet hannem det paa hender. CP IV. 2239; offuer hannem skyndit nogle løsse kompaaner. ChrIV* I. 325; AB II. 401 (ovf. III. 387 a4).
3) drive, tilskynde; dieffuelen, som altiid skynder mennisken til synd. CP II. 284; PE 77; du haffuer skyndet meg til at giøre en liden forclarelse om den christelige kamp. Hub 3; som haffde skyndet hannem til at komme i landet. 1 Makk 969 (1550); opueckis oc skyndis til arbeyde. Tdm II. 87; I. 152v; II. 16; III. 19v; VdS 179; hvortil mig disse aarsager skynde oc frimodig giøre. Hex b 2; skynder oc skammer os til at foracte saadant. JDM a 12; JDV m 5v (ovf. III. 508 b46); BT I. 29; III. 274; her Kingo meest mig hertil og har skynded. Naur indl d 1.
4) skynde sig; hvn skyndedhe ok løp til sin man. Dom 1310 (ÆB; 1550: løb hastelige); skyndendis vpfuor til Hierusalem. Luk 1928 (1524); hund vilde, y skønndit alle did. Rch 201. – s. sig. 1 Msb 186, 7 (ÆB og flgd. overs.); Etym 724 (u. maturo), 1469 (u. evolo); Steph II. 876. Jf af-, på-, uds.Skynde, go.
1) – s. af ɔ: skaffe bort; DgF I. 46 b (ovf. IV. 649 a44).
4) – skynde sig med; hver stierne skynder at omgierde med glæde maanens stoel. DV IV. 284; SortH d 1 (ovf. IV. 301 b46). Jf he(de)n-, tilsammen-, tils.Skyndel, no. (n skyndel) dørtvinge. M.Skyndelige(n), bio. (isl skyndiliga) hastig, ilsomt; hwilken skyndhelighe jgen kom. ÆB 1 Msb 2461; CPV (u. festinanter); drog skyndeligen ind i Gylland. VdS 6; NL 1461 (u. raptim).Skyndels(e), no. skyndsomhed, hast; min pines aminnels skal ey vordhe met snar skyndels. HS 10632; CPV (u. festinatio); M. Jf pås.Skyndelse, no. Jf tilbage-, tils.Skyndig, to. hurtig; kom ikkun hid, vær skyndig. PSB 170. – Som bio. NL 1378 (u. præpropere).Skynding (skening), no.
1) tilskyndelse, drift; vor længsel sigter af natuurlig skynding paa det gode. SortSk 90. Jf: hendes navn vorde en skynding paa eders dyd. Lund, Egede 62.
2) tidspunkt; TM slog sig och løss i det samme skynding. Cold ii 1v; maa Fransken bukke meest i saadan skynding need. AB II. 292; – de pleiede gierne vdi saadan skening at løbe aarle vd om morgenen. VdS 470; begynte i den samme skæning at siunge. VdS 500. Jf skene? Ofte senere, jf: min pen i dvale i dende skynding laa. Thura, Poet Sag 65, 292; Ewald, Fiskerne A 2, S 4; (JP Mynster) KhS4 IV. 465. Endnu alm på. Kbhvns. amt. Jf momentum (af moveo). – Jf sammen-, tils.Skyndere, no. tilskynder. M. Jf tils.