SlemSlem (slim, sløm), to. (fsv slember, mnt slim)
1) hæslig, snavset; sadh ieg bode nøghen oc slem. Rkr c 1, h 4 (ovf. III. 396 a47); Br 2913; deuenusto, slem at gøre. CPV; CP I. 98; siw magre oc slemme kiør. 1 Msb 4119 (1550, 1647; ÆB: wonskaptæ); PlV 158 (ovf. II. 519 b29); Hors d 8v (ovf. u. biørninde); Etym 461 (ovf. II. 73 a32), 1016 (ovf. III. 297 a13), 1219 (u. spurcus); hand var meget slem af saadan en bleeghed, hvilcken ligesom bar vidnissbyrd om hans galenskab. BT II. 216; dend ej er treven, gaar slem og reven. PSO I. 246.
2) ringe, usel; paakalder it meget slemmere træ, end det skib er. Visd 141 (1550, 1647); Psd I. 42 a; hand lod slaa en ny kobbermynt i stedet for sølff, at en slemmere kom i stedet for en bedre. Hvf III. 522; – at wi oc icke findis de vogeste eller slemiste. VdS 385; hans ringiste och slemmiste suindreng (1641). Hüb II. 86; vilde omsider ingen haffve sin post lumpen oc slemmiste. HiørP d 8.
3) ond, slem; Tit 112 (1524 (ovf. III. 265 b2); CP: slemme; 1550: onde); der er ingen slemmere ting til, end at en vnder sig selff inted gaat. Jes Sir 144 (1550; 1607, 1647: værre); ieg saa aldri verre oc slemmere pack. HWR 256 (= nt alderslimmeste. Schröders udg. v 6090); VdS 479; ere slemmere medlem sig sielf end hunde oc katte. Resen, Om Faste- og Bede-Dage a 2v; er der icke en slemmer oc vederstyggeligere ting. HiørP p 5v; ærevee er slemmere end tandvee. PSO II. 70; – papister ere de slemmiste kettere. PSm h 3; – alz slymeste oc forsmæligste dødh. Thott nr. 553 (4°) 64. – den s. gast ɔ: feber. M. (fra Tåsinge). – den s. sjuge ɔ: a) ligfald (epilepsi); naar hand hafde dend slemme siuge (= dum laboraret epilepsia). ComO 469; en vanfør stakkel med den slemme syge befængt (1689). KhS3 IV. 148; M. (ovf. u. arveguld). Jf ovf. III. 737 a50 ff. – b) stor last. M. – den s. ɔ: djævelen. M. Jf ovf. III. 323 b23 ff; Matt 1319 (1524 og flgd. overs: thend wndne (onde)) – det s. ɔ: det onde, dårlighed; PlV 158 (ovf. II. 519 b29). Anf. st. 215 uden grund taget som et andet ord. – Som bio. i bet. 1); Etym 641 (u. ineleganter); NL 317.
2) i bet. 3); ErF 21v (ovf. II. 707 a53).Slem, to.
2) – blive s. ɔ: b. bange (flov); strax bleff slem och skammede sigh (1621). DM3 VI. 96.
3) – 3 g.; HelvM I. 80 (ovf. V. 757 b44). – til s. 885 b7; Beretn 5 (ovf. V. 43 a49).Slemfærdelige, bio. usømmeligt; naar it barn bander eller snacker slemferdelige oc whøffuiskelige. Tdm III. 84v. Slemfærdig, to. usømmelig, uanstændig; huor gerne vnge folck høre wterige, slemferdige ord oc whøffuisk snack. Tdm III. 84.Slemsindet, to. ildesindet. M.Slemterig, to. uhøvisk, uanstændig; det staar ilde, at quindfolck oc vnge piger ere saa wsnilde oc slemterige met ord oc gerninger. Tdm III. 58v (= t frech. udg. 1549 III. 55 bv). Efter M = slemsindet. Jf terig.Slemterighed, no. uhøviskhed, uanstændighed; hoor og mord, skyld og styld, slem gerighed, slemterighed. PSV a 4v (sst c 7 forkl. turpis actio). Efter M = slethed. Jf terighed.Slemhed, no. (fsv slemhet, mnt slimheit)
1) urenhed, usømmelighed, hæslighed; Rkr c 3 (ovf. u. formærke 1)); faare syn slemhedz skyld oc den slemme lwct. CP I. 254; TV 131 (u. turpitudo), 140 (u. obscoenitas); huad slemhed druckenskab følger. PlD a 2v; dieffuelsens gierninger, som haffuer lyst til all wrenlighed oc slemhed. HemmE 179; Etym 1220 (u. spurcitia); samme sueren oc slemhed i synderlighed aff letferdige folck brugis (1643). Rsv* IV. 365. – noget urent, hæsligt; inden till ere de (ɔ: gravene) fulle aff dødis ben oc met al anden slemhed. CP III. viii (jf Matt 2327, 1524: fuulhed; CP: wrenhed; 1550: wrenlighed).
2) slethed, ondskab, synd; syndenss grwmhed oc slemhed. CP I. 179; at de falde icke vdi slemhed imod det siette bud. HemmE 403; endog at saadan slemhed bedreffuis aff dennem, dyrckedis de alligeuel som guder. VdS fort 5; lasternis slemhed oc skadelighed. BT I. indl. b 1; II a 1. – føghe sek til so stor vold met so stor slimhet. HS 1124. Slemme, go. (fsv slema, t schli[e]mmen) a) gøre værre. M. – b) blive værre. M. Sle[ø]mmelig (-e, -en), bio. (fsv slemlika, mnt slimlik(en))
1) hæslig, med skam; hand saa offte wlyckeligen oc slemmeligen rømte aff marcken. VdS 176; slemmeligen, ineleganter. Dict.
2) slet, ondt; at de saa slemmelige haffue forkast dem selffue. CP I. 31, 179; haffuer hende skent slemmelig. HWR 13; Kv v 2872; Rch 138; IR høgligenn och slemmeligenn haffuer forseett sig (1589). Rsv IV. xii; der saa slæmmeligen forsømme eders vngdom. SkR a 4; – de maae see, hvor slømmelig all stadtz er dem forkunckled. Ciegler indl g 1v.