SnarkeSna[o]rke, go. (fsv snarka, mnt sna[o]rken)
1) snorke; soffue oc snarcke. HWR 175; du skalt icke snarcke eller snuffue. Bredal 1023; om patienten snarcker, gaber, nicker med øynene i søffne. ålbL* 37; den sofvende snarler oc snarcker. ComD § 352; – Bredal 198 (ovf. II. 74 a33).
2) snøfte, fnyse, skænde; de snarcke, de raabe. TkA II. 143; tigerdyret snarker, snyrler. ComO (1672) hh 4v; M. – snorcke, fnyse, vrane oc vrie. Heg 218; de puckede oc snurckede, bandet oc trude. Hvf VI. 47; ringo, fnyser, stormer, snorcker aff vrede. Etym 1066; Psd I. 266 b; hvilken mand som icke will for ret orsage lade sig pante, menn truer, pucker och snurcker (1624). Webers Saml. I. 90; Skd 92; ad forbittre sig, snorcke (lade ilde), rase af sted. ComD § 893. Snarke, go.; se ovf. IV. 25 b29, 31. Jf uds.Snorkesøvn, no. søvn, hvori der snorkes, dyb søvn; indtil hand endelig i snorkesøvn henfaldt. KC* a 3v. Jf nuv snorksove, se VSO.Snorke, no. (t snarch) snorkning; rhonchus, snorcke. Etym 1063 (Steph I. 241 b: snorken).Snorken, no. fnysen, skænden; KD II. 774 (ovf. III. 526 a42).Snorken, no.; – huad skader dig de wgudeliges snarcken oc pucken. HelvM II. 54.Snarkere, no. (mnt snorker) praler; puckhanse oc snarckere forbluffe de fromme. HWR 195 i r.