StappeSta[o]ppe, go. (isl sta[o]ppa, fsv stoppa)
1) stikke, rette; stap icke henderne wdi din barme. Bredal 229; – huo kand da stoppe seg i skiul for hannom. T 251; PlV 5629 (ovf. III. 668 b6). – s. u. skæppe, se ovf. III. 856 b4.
2) stoppe, lukke; vthen the stappe ørnerne moed hine kloge beswerer. Præd 28 (= Ps 585, FV: stopper); heffuelsen i halsen, som stapper oc forquelffuer. Voc 23. – farcio, stopper. Etym 398, 1239 (u. obstipo), 1253 (u. præstruo), 1373 (u. obturo); Steph II. 604, 954, 1108; lad det udi tvende smale glas oc stop baade glassene vel. Holst II. 40.
3) s. ned ɔ: støde itu; ClS 590 (ovf. IV. 69 b2). Mulig kun n. – Jf be-, igen-, imod-, ind-, ned(er)., tils.Stappe, go.
1) – s. efter ɔ: jage e.; PE 388 (ovf. II. 617 b2). – s. under stol, se d. o. også ndf.
2) – s. til; BT II. 87 (ovf. IV. 242 a41). – forstoppe; hafver den natur, at de stoppis aff hønsesuppe. Holst V. 182-3; ComD § 123 (ovf. II. 165 a25). – tm. udstoppet (vatteret); Jm 37 (ovf. III. 194 b39).
4) fylde; som sig stopped før med sucker-baged mad. Naur s 1v. Jf for-, omkring-, uds., træstoppet.Stoppebul, no. udstoppet hals- klæde (for kvinder). M. Jf ovf. II. 134 a17, hvor bul bet.: halsklæde.Stoppefugl (-høne), no. fugl (høne), der fedes ved stopning. M. Jf stopkage. Stopkage, no. kage, som nedstoppes i fjederkræ (til fedning); gaasen, som de giøder med stopkager oc giør feed. ComD § 160 (= t stopffküchlein). Jf VSO: stoppe 4).Stopråd, no. stoppende lægemiddel. M. Jf nyrer.Stoppel, no. (t stoppel) told af trævler (i sår el. livmoderen). M. Stopper, no.
1) en, der stopper fugle (til fedning). M.
2) pibestopper. M.Stopper, no. Jf tabakss.