StilleStille, go. (isl stilla)
1) standse, bringe til ro; en kellæ met clart vatn, som fordom pleydæ at rynnæ, men nw er tet stillet. MR 4425; han haffuer stijlledt strijdt indtill werdsins ende. Ps 4610 (FV, 1550, 1647); Job 374 (1550, 1647); de bleffue tuingde oc stillede aff Samuel. PlSk d 2; VdS 63; mollire animos, stille ens sind. Etym 771, 550 (u. binde 5)); got haab om, at den store krig skulde blifve stillet. RFII 31.
2) (fsv stilla sik) blive rolig, høre op; jeg gør thet gerne, ssom i wiille, jeg wiil meg icke førre stiille. ÆdS 111; i stiller eder for wor herris wold! i lader min yngste broder leffue. DgF II. 357 a; Hvf I. 77 (ovf. u. balstyrig); der ofuer blifue de saa hitzige, at de kand icke stille sig, den stund de hafuer en piil til rede. JDM f 4v; den holdt sin hviiledag, sig paa sabbathen stilled'. Hex 112; da stiller tungen sig og med en seene bindis. Naur ii 1. Jf af-, bes. (I. 181 b). Stille, go.
1) – bringe til at svinde; ålbL* 154 (ovf. V. 787 b50).
3) lf. blive stille (tavs); DgF II. 107 a (ovf. u. finne); Etym 446 (u. conflaccesco), 1173 (u. silesco).Stille, no. (n stilla) stilhed, vindstille, havblik; it stuort stille er giort. Matth 826 (1524); sæt dig ned i stille. Es 475 (1550; Luther: in das stille); Etym 13 (u. æqvor). – stande is. ɔ: stå stille; - (1558). Rsv II. 245 (ovf. II. 683 a52).Stille, no. Jf blik- (I. 219 a22), havs.Stil(le), to. (sv stilla, t still) stille, uvirksom; 1 Pet 34 (1524 og flgd. overs., ovf. III. 663 b17); den rette tro er icke stille eller ledigh i vaare siele. CP IV. 3448; bleff det gantske stille. Matt 826 (1550, CP, 1647); Etym 753 (u. mitis), 760 (u. moderatus), 1033 (u. tranqvillus); – de os i vort eenfoldige och still væsen ville opholde. Urfé II. 27; – aldrig var saa stilt i fogdens gaard. Ped Pårs B 3, S 3. Jf n og sv stillt. – Som bio. (e still) stadig; oratio perpetua in Pompejum, en tale som er stille paa hannem. Etym 926; de blifver stille ved det, de selff har forrebract, oc lader sig intet drage der fra. RFII 418. Jf knubbe-, kværs.Stille, to. – 3 g; den dag var fienden det stilleste mod byen. HiørK g 7; – der tør jeg heller gaa i vandet, end som hvor det er stillest. HørnB (u. å.) II. 9. – Som bio. – i nuv. bet.; Flemløs § 41 (ovf. II. 832 b20); se holde 12); ovf. IV. 340 b15, 24, 26, 27, 45. Jf al-, bliks. (I. 219 a u. blikke).Stil(le)hold, no. standsning, stilhed; begerede lyd oc stilhold aff dennem. VdS 331; striga, rytterorden vdi lid eller stillehold vdi lid vdi rytteri. Etym 1247; NL 1778. Her om afstanden mellem rækkerne. – Efter M som bio.: vedholdende.Stilholde, go. holde stille; bleff selff met sin hær stillholdendis paa nogle høye. Cold zzz 4; stilholde, stillhalten. vAph I. 664 b.Stillesnigende, tm. handlende i hemmelighed; hand stillesnigendis oc dennom uadvarit er dragen derfraan landet. SR I. 280. Jf ovf. IV. 24 a23. Stillestand, no. ik. (∾ sv stillestånd) stilstand, ro; der maatte anrettis et venligt stillestand. Lysch 98 (jf bistand); – som til forliig og stillestand kand høre. AB II. 343; da faar mit hierte stille-stand. KS 178. – stilstand vdi lowmaal. MP 234.Stillestand, no.; kand det vrede vand komme igen til stillestand. Heg 35. Stilletrappe, no. hemmelig trappe. M.Stillehed, no. (sv stillhet, t stillheit) stilhed; silentium, thet er een tauschelhedt eller een stillehedt. Præd 7 (= Hvf VIII. 216, jf stilhed. Ps 9417 (1607)); wære qwertawse oc ij styllehed. ErU g 4v. – silentium, stilhed. Etym 1172. Stillehed, no.; – BT II. 321 (ovf. I. 639 b2); AB I. 170 (ovf. II. 69 b16).
2) sagtmodighed; eders majestetis stilhed oc mildhed. Melanchthon, Loci v ålb fort c 4v–c 5.Stillighed, no. (mnt stillicheit) stilhed; en quinde skal lere met stillighed. 1 Tim 211 (1524, CP; 1550: stilhed); enlige steder ... er for megen stillighed GHD I. 293.Stilling, no. (n stilling, mnt stillinge) dæmpelse, havblik; (1536). NdM III. 10 (ovf. III. 625 b32); faldt der saadan en stilling udi søen, saa skibene kunde icke røre sig oc maatte ligge stille. RFII 143; M.Stillehold, bio. – til s. 136 b11; stillehold, continue. PG 324.Stilleholden, no. det at holde s.; saa fremt kudsken sig modtvillig med stilleholden anstiller (1685). KD VII. 89.Stilsindig, to. fredsommelig; stilsindige oc sactmodige mænd. Melanchthon, Loci v ålb fort d 5.Stilstandende (stillestående), to. stillestående; huilken er stillstandende wandt (1601). NkS 351d (4°) 42v; stilstandendis vand. Underv om Skørbug 1645 a 2v; – stille staaent(!) is pøtter oc mødinge pøle. Holst IX. 7.Stillesæde, no. fast bolig; de komme icke til nogen rolighed oc stille sæde. Jac 2.Stil(le)tiende, to. (sv stillatigande) stiltiende; AB I. 318 (ovf. III. 129 b50); KSB b 4v (ovf. II. 806 b36). – Som bio.; Hvf IX. mm 3v (ovf. u. bevægelig); det (ɔ: nadverens uddeling) iche mehre stilltiendes schulle forrettes (1646). RdKl III. 327.Stil(le)tienhed, no. tavshed; stilletienhed er anslags siæl og kiærn. AB II. 191; Wiel III. 159 (ovf. V. 830 a49); – NL 1665 (u. silentium).