StridStrid, no. kamp; – hank (∾ sv strid, mnt strit); then strid ... sex monede mwnne han stande. Rkr i 4v. – hunk. (∾ fsv striþ;); han skulle en gøre større mandom i denne strid, naar hun fonger ende. CP V. 2611; vil ieg sielff følge dig [i] striden, och naar hun skall begyndis. CP V. 40610-11; huo blant oss skal føre strid. Herren sagde: Juda skal føre hende. Dom 12; skicker Vria i striden der, som hun er haardest. 2 Sam 1115 (1550, 1607). – flt.; NdM V. 164 (ovf. u. from 1)); WD ok R haffuæ wunit 4 stryde i dagh. RD III. 9320 (= strider. CP V. 6413); offueruant met wtallige suare stride alle de lande. CP V. 35131-32; hand haffde vundet disse tuende stride. VdS 239; nu haffuer ieg været i attan stride. VdV I. nr 18 v 33. – met mangæ stridher oc stort arbeydæ. MR 16213-14, 3515 (ovf. III. 488 b36); ieg wand bode storm och strider. Rkr i 4; RD III. 1663 (= CP V. 1139); alle hans strider. 2 Kr 277 (1550, 1647); Saul klager, at Gud svarer hannem icke, men finder store straffer oc strider imod sig. GHD I. 439. – være til s. ɔ: være i strid; være til striids med nogen. PG 511. Jf gen-, s(j)elvs.Strid, no.; til s. 163 a1 = hwn Rkr* v 2126. Jf lege-, nabo-, ord-, s(j)øs.Stridbegærlighed, no. krigslyst; før sig dit helte-mod og strid-begærlighed omsider stille kand. AB I. 65.Stridsblod, no. blod af kamp; som hand slo ihiel oc styrte stridzblod i fred. 1 Kg 25 (1550, 1647; Luther: kriegsblut).Stridsbue, no. krigsbue; stridzbuene skulle sønder slass. Sak 910 (1550, 1647; Luther: streitbogen).Stridbåren, to. kampdygtig; vdsende aff deris affkomme fem høffuetzmend stridbaarne mend. Dom 182 (Tdm; Luther: streitbare). Falsk dannelse, jf stridbar ndf.Stridbåren, to.; Wiel XI. 505 (ovf. V. 612 b25). Jf dyrebåren (V. 195 a14).Stridsdag, no. (fsv stridsdagher) kampdag, trængselsdag; ieg vil bije alle mine strids dage. Job 1414 (1607, 1647).Stridsfolk, no. (fsv stridsfolk) trop, hær; Dauidz tienere komme fra stridzfolcket. 2 Sam 322 (1550, 1647); hand haffde it veldigt, gaat stridzfolk. 1 Makk 14 (1550; 1607: hær); 1 Makk 1036 (ovf. IV. 37 b52).Stride[strids]fuld, to. kamplysten, kampdygtig; Wæmund wor moghet stridefwl. NdM V. 168; ien stærk, strideful ridder. HS 7911 (= belliger miles. udg. 1724 142); Moyses var stridhefwl ok klogæst. ÆB 315; pugnax, stridefuld, kiffactig. Etym 1008; – bellicosus, strydz fuld. CPV.Stridfærdig, to. (sv stridsfärdig) kampberedt; strjdferdig staar modig mænd i sinde. Wallensbek 17.Stridfør, to. kampdygtig; drager nw bewebnede hæden saa mange, som stridføre ere. 5 Msb 318 (T); toge alle, som vaare beuebnede oc stridføre. Test o 7 (flgd. o. ovf. III. 406 a11). Jf før (ovf. I. 832 a).Stridsgevær, no. krigsvåben; Buc g 7 (ovf. III. 192 a24). Jf steng. Stridshammer, no. (sv stridshammare, t streithammer) hammer som våben; engen gilbroder maa bere swerd eller spywd, swiitzsere, striidzhammer (1496). Nyrop, Skråer I. 774; mand haffde slagit dem paa hoffuedit met stridzhamre. Tdm I. 130v-131; Dict (= cestra (ɔ: gr κέστρα)). Efter Dalin besat med pigge. Jf Weiss, Costümkunde III. 179; stridskølle ndf.Stridshelt, no. (sv stridshjelte) krigshelt; hun slog Sisaram, den veldige strjdshelt. Brochmand I. 469 a.Stridshelt, no.; SortS b 3 (ovf. IV. 343 a33). Stridehånd, no. kampdygtig hånd; det tredie (ɔ: rige) har hun og ved suerdet vundet en krone til de tou ved stride haanden fundet (1685). DS2 VI. 213. Jf t streithand ɔ: højre hånd. Stridshær, no. krigshær; haffuer ført sin stridzhær faar Tyrus. Ez 2917 (1550, 1647); kongens stridzhær, som vaare hendragne met hannem. 1 Makk 656 (1607, 1647).Stridshø[o]vedsmand, no. hærfører; Abimelech foer til hannem met P sin stridz høffuidzmand. 1 Msb 2626 (1550, 1647); – hans stridz hoffuitzmand hed Abner. 1 Sam 1450 (1550, 1589, 1607; 1647: strjdshøfvetzm.) Jf krigsh.Stridshøvding, no. = stridshøvedsmand. M.Stridshøvding, no.; Vlff Jarl var en duelig strids-høfding. ClS 259.Stridsjagt, no. let krigsskib; liburna, stridziact, som vel segler. SmdL 405. Stridsknægt, no. kriger, soldat; CPV (u. miles); nogle tusinde stridsknegte. AB II. 317. Jf krigsk. Stridskæmpe, no. (fsv strids kämpe) vældig kriger; Herren vere met dig, du stridzkempe. Dom 612 (1550, 1647). Jf krigsk.Stridskæmpe, no.; være den sande gud oc vor stridtzkempe. Hvasz x 5v; – sterke stride kiemper. KC b 1v.Stridekær, to. krigersk; Cimbrerne vare it striidekiært folck. Pros 164. Jf kær 2).Stridekær, to.; VdV I. nr 4 indl (ovf. I. 3 b24); Wiel III. 161 (ovf. V. 578 a50).Stridskølle, no. kølle som våben; clava, stridskylle. Steph I. 220 a. Jf Blom, Mdald. Våb. 41; Weiss, Costümkunde III. 178; RD II. 254 (ndf. u. stål); sv stridsklubba; pigkølle ovf.Stride[strids]mand, no. (isl stríƀsmaƀr) kriger, stridsmand; all stridhemæns ællær kæmpemænz slækt. 5 Msb 214 (ÆB; 1550: strids mendene); – ti twsændhe stridzmæn. ÆB Dom 414; de ypperste stridzmend och kiemper. CP V. 35117.Stridemod, no. mod til kamp; KC* e 4v (ovf. u. forsmægtes).Stridsorden, no. slagorden; mact til at giffue wgudelige vnder rætferdige i strids orden. Visd 129 (1607, 1647 = gr παρατάξει); Juda kom nær oc hans hær til stridsorden. 1 Makk 642 (1607, 1647 = gr εἰς π.). Stridsredskab, no. krigsredskab, krigsmateriel; brugede ocsaa skud oc stridzredskaff mod fienderne. 1 Makk 652 (= krigis r. sst. v 20; Luther begge st.: kriegsrüstung).Stridsregemente, no. styrelse af krigsmagt; 1 Makk 355 (ovf. III. 788 a33; Luther: feldregiment). Jf regement(e) 1). Stridsskrig, no. krigsråb; der er it stridzskrig i landet oc stor iammer. Jer 5022. Stridsskrig, no.; du hørde basuns liud, ja stridzskrig. Jer 419 (1607, 1647; 1550: en stridzslag).Stridssværd, no. sværd til kamp; skal mit stridssuerd gaa igiennem dine sider. Jud 65 (1607, 1647 = gr σίδηρος τῆς στρατιᾶς).Stridsvåben, no. (sv stridsvapen) kampvåben; wor stridz wabene ere icke kødelige. 2 Kor 104 (1524; 1647: stridsvaabne; CP og flgd. overs.: stridz vaaben); nedfarne til helffuede met deris stridz vaaben, oc deris suerd skulle ligge vnder deris hoffueder. Ez 3227. Jf våben.Stridsværje, no. = stridsvåben; arma pugnatoria, stridsverie. Etym 1008. Jf værje.Stridsøverst, no. hærfører; en strids øffverst vill haffve meer ære oc sold end andre, endog hand voffver icke meere liff end den ringeste. GHD I. 122. Jf krigsøverst(e). Stridagtig, to. stridbar; Etym 1008 (u. pugnax); herrens tienere bør icke at være strijdactige. Brochmand I. 627 a. (= 2 Tim 224; 1524: kyffagtig; 1550: tretactig). – være s. ɔ: være i strid; certo, er striidagtig med nogen. Steph II. 196.Stridagtighed, no. stridbarhed; pugnacitas, stridactighed. Etym 1008; M. Stridbar, to. (sv stridbar) kampdygtig; Etym 114 (u. bellicosus); NL 68. Jf us., stridbåren. Stridbar, to.; de ere strjdbare oc uforsagede til at forsvare deris konge. Holst IX. 5; Wallensb 1 (ovf. u. bevant). – dette stridsbare folck. Strelov 104; som stridsbare mænd paa jorden vel kund' figte. Diderichsøn b 3.Stridsbarhed, no. (sv stridbarhet) kampdygtighed; der blev talt med berømmelse om en andens stridsbarhed. Nysted 14.Stridsbarhed, no.; – om Trojæ undergang oc Græckers stridbarhed. GI 80. – kamp; leyer de Syrer till stridbarhed. GHD II. 381.Stri(de), go. (isl stríƀa) kæmpe, strides; – dat sv (∾ isl striddi); HS 13110 (ovf. II. 575 a32); han stridhe mz myn brodher. Rkr e 4; ÆB 4 Msb 2126; somme menthe, ath the striide saa løssactige, for kongh Karll hagde nogre danske till høffuitzmend for sit folck. CP V. 50526; åb 127 (1524 (og flgd. overs.), ovf. II. 515 a32); PlSk e 5 (ovf. III. 571 b31); fectede oc stridde sammen. HWR 273v; VdS 53; hand stridde med sig self. BT II. 81; som stridde for Troja. PSB 148 not. a; de stridde udi een retferdig sag. GH 47. Jf PG 276: strider habet stridde vel stridede; HøjsgG 95: stridde, stred; Rdq I. 215. – tm.; du haffuer stridet met Gud. 1 Msb 3228; hand haffde før stridet mod Moabiternes konge. 4 Msb 2126 (1550, 1647); pugnatus, stridet. Etym 1008. Jf HøjsgG 95: stridet, strid. – nm.; PlH e 3 (ovf. III. 613 b21). Jf Thors 52. – (fsv stridhas) lf. i samme bet.; Luc 31 (ovf. III. 699 a35). – stride, slide sig; jeg strided saa hen til den sidste krig. GFK2 52. Jf an- (ovf. I. till 18 b), be-, for-, gen-, imod-, mod-, overs. Stride, go.; – strjdede tilsammen om deris konst. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 169; stride (tale) imod; stridde oc sagde. ApG 239 (1550, 1647 = stridte. HørnB (u. å.) I. 9; 1524: trettede). – kæmpe for; LthÆ a 3v (ovf. V. 296 a34). – gå; det under - jordes Styx mod synder-axel strider. Raun 13. – Jf igennem-, uds.Stridelig, to. (isl stríƀligr) hørende til - (følgende med) kamp; af bordage oc strideligh nøth. RD II. 257; stridelig eller til strid hør(d)elig, militaris. SmdH 35v. Jf gens. Stridelig, to. Jf igens.Stridelse, se meds.Stridelse, se gen-, imods.Strider, no. stridbart menneske. M. Jf med-, mod-, fors.Stridig, to. (sv stridig) 1) fjendlig, modstridende, modsat; mørcket oc liuset ere som tvende stridige kryshær. Hex nn 4v; (skriften), som hender synnis icke paa alle stæder at komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Jm 251; Maren spillemands bekiendelse, som hand sagde at være aldeelis stridig imod hans daglig forfarenhed. Beretn 39. – stridende, disputerende; opsatte ieg riimwiiss en striidig samtale imellem fornufften oc sinded. Jm 222. 2) uenig, tvivlende; mit sind haffuer lenge offuer denne iammers minde werret striidig, ey kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Jm 1; – det, som holder verden nogenledes i balance, er saadane folk som disse stridige personer. Lykk. Skibbr. A 5, S 10; saasom han vidste, at raadet bestoed af adskillige stridige lemmer og at nogle vare Pharisæer, andre derimod Sadducæer. Holb, Khist 57. 3) omtvistet; om disse tvende stridige sogne høre til Herjedalen (20/2 1647, AL); RFII 224 (ovf. I. 14 a. nederst). Jf VSO: stridig 2); tvistig ndf. – Jf gen-, igen-, imod-, mod-, umod-, us. Stridighed, no. (sv stridighet) strid; efter lang strjdighed oc vjtløftig modstand oc modsigelse tuang de os. RFII 427. Jf gen-, mods.Stridehvættet, to. skærpet til s.; hans hiernis smidden var ey stride-hvetted braadde (1702). DSt 1909 45. Jf hvætte (II. 326 b32).Stridrig, to. kampdygtig; den stridrigste stad Thebæ. Nør- Nissom, Husspejl i 8.Stridsskare, no. krigertrop; turma, stridzskare aff XXX reysenere. SmdL 430.Stridsskrift, no. (t streitschrift) i nuv. bet.; (1593). KhS3 I. 133 (ovf. V. 807 a13).Stridsslag, no. slag (kamp), se frgd. o. (Luther: feldschlacht).Stridstegn, no. (mholl strijtteken) 1) tegn på kamp; her er stridstegn, pantzer og skiold. HenrW II. 95.Stridstid, no. kamptid; som vaaben til en stridstid. HenrW II. 48. Vis mere +