StrygeStryge, go. (isl strjúka, fsv stryka) 1) stryge, gnide; theris skoo skalt thu stryge. HKv 9022; stryge de altolenge paa then samme streng then menige mand till stor kedsomhed. ErU h 4v; Tdm I. 18 (ovf. III. 803 a43); – the swette dwgge, som haffde strwghet sancti Pauli ansigt. PE 268 (isl tm. strokinn, fsv strukin). – afstryge, fjærne; paa det hand kunde stryge denne skam aff sig. VdS 71; – stryger skarnet af med it linklæde. ålbL 276. – s. en skalk af ɔ: narre, overliste; Esbern skulde da struget en skalck aff dennem. VdS 354 (= l calliditate perfidiam ultus fuisset. Sax 731); der strøg en Danske en skalck af en Frantzoss (ved at fange ham). Afskr 59. 2) afstryge, jævne; deruo, stryger top aff oc jæffner. Etym 1083 (jf errata); – 31 tønner rug met strogen maall (1568). Rsv III. 78-79; 17 schepper strøgen (1629). KhS3 III. 64; 17 schæpper strogen pænskorn (1628). KhS3 III. 60. Jf strogholt (-mål). – s. tegl ɔ: glatte (danne) mursten; lader oss stryge tegelstene oc brende. 1 Msb 113 (1550, 1647); tagsteen (som er strugen aff rødleer). WD II. 283. Endnu brugeligt. Jf teglstrygere. 3) piske; struge huden af hannom bag paa ald sammen, saa at det sad i en blodige kiød. SR II. 262; hand bleff strøgen oc slidt med Guds vrædis rijs. JDV e 5; hun hafuer fortient at være strugen til kagen. FD fort 2v; PBd 100 (ovf. III. 890 b19); ComD 389 (ovf. II. 465 a15). Jf hud-, kags. 4) gå over; som stryger stetten, hvor hun kand. GH 137 (frgd. o. ovf III. 29 b7 ff). Jf bet. 16). 5) hejse ned, sænke; te wunnde op seyell i dansker haffnn, de strøge icke førennd for Isslannd. DgF IV. 293 a; hans roer bleff affskut, huor ved hand strøg, de andre stryge ocsaa, der offuer vndseglet de Lybske. Hvf VI. 282, 249; der hand blev fienderne var, strøøg hand sit segl og tøvede efter kongen. VdSv 125; saa blev sejlet strøget og ankeret i bund (1632). Wulff 57; støtte vi paa en klippe, huor offver vi maatte stryge seil. RF II 431; (1702). KhS3 VI. 285. – i overf. bet.; mand maa stundem stryge oc fare saa sagt. Rerav, Fr. II g 6v. Jf MO. 6) måle - (med båndmål); hwo som clæde vill køpæ i the ængelske bother, tha skall han lathe stryghe thet clæde, før han bær thet aff bothen. Schlyter IX. 475 (= de schal dat want uth then luden nicht dregen vngestreken. sst. 484). Jf Schlyter: stryka 2); SchuL IV. 436 a4 ff. 7) indgnide, overstryge (med); Etym 1454 (ovf. III. 696 b25); – valmue olie straagen i tindingerne. ålbL* 114; hoffvedet der med varmt straaget. sst. 117; ålbL 300 (ovf. III. 471 b44). 8) (om heste) slå bag op, sparke. M. 9) smigre, bedrage. M. Jf s. om munden; BW IV. 1064: striken. 10) s. an ɔ: male, overstryge; dealbo, giør hviid, stryger hviid an. Steph II 362, kkk 5v (= anstryge. sst. 713 (u. incrusto)). Jf ans. 11) s. om munden ɔ: bedrage; Etym 669 (= decipere, u. oblino), jf ovf. III. 143 bff. 12) s. op ɔ: begynde at spille (på strænginstrumenter). M. 13) s. sammen ɔ: sammenføje, fuge - (bræder). M. 14) s. ud a) afmale, udmale; forti lector Paulus haffuer sielff alder, tha maa han sielff tale for sig oc strygæ eder wd, som i haffwe forsckyltt. Gensv i 1; i kunne bedst stryge mig ud og lære mig at kjende mig selv (1555). KhS V. 308; Dmdo 31; eftersom han tilforn havde strøget grevskabernes intrader saa høit ud (1676). Vaupell, Griffenf II. 128; Jm 119; en gifftig sqalder-sæk, som ofte seer i drømme, hvad nabo-konen giør og hende stryger ud. Helt 169. Jf uds. – b) gennembanke, handle ilde med; hun (ɔ: en skøge) haffuer ritthellig strogitt mig wd, saa thett ssuider wdj myn hud. Kv v 2475, 2827 (ovf. II. 130 b46); ieg saa strøg mine finder wd. Rch 146 (flgd. o. ovf. II. 694 b5 ff), mulig af grundbet: flå; – c) slå ud - (om en hest). M. 15) s. sig ɔ: a) være stolt. M. – b) gøre sig fordel. M = stryge sin stræng. M. – c) belave sig på? sagde høit i kirken, at bispen maatte nu stryge sig paa sin dom (1632, AL). 16) uvirk. flakke, færdes; mange stryger fraa eet stedt oc till eet andet aff geckerij. PE 87; ther hafue strughet omkring alle landt. PE 162; løffue de oc stryge mange mile der effter. T 243; pererro, stryger om med vancken. Etym 366; Steph II. 1015, 1017 (u. percurso). – færdes i, beskæftige sig med; derom prædicker propheterne, oc det stryger de igiennem fra begyndelse indtil enden. JDM h 3. Mulig i bet. 14 a). – Jf af-, an-, hud-, kag-, omkring-, om-, over-, på-, stavs., be-, hofte-, op-, seglstrugen, adelstrygende.Stryge, go. 1) – trække; Jm 71 (ovf. IV. 564 b39). – til s. 169 a25 se ndf. sp b25. 5); Æreb 201 (ovf. V. 867 a40). – i overf. bet.; de strøge toppen for Pilato, helsede hannem med herre naffn. ArøbT 475. 10); Steph I. 184 a (ovf. V. 231 b48 = l colorem mentiri fuco); hvor ofte stryges den (ɔ: skønhed) med sygdoms farver an. DV IX. 666. 11); jf viske (IV. 850 a1), også ndf. 16) – tm. befærdet; sidde de paa en strygende alfarvej. HT8 III. 163. Jf igennem-, ned-, ud-, unders., be-, halv-, hofte-, honningstro[ø]gen.Strygeblik, no. (t streichblech) slutblik (beslaget på karmen, i hvilken dørskodden går ind). M.Strygebånd, no. (svd strykband) pandebånd - (til opbinding af håret). M. Jf MbD.Strygegang, no. det stykke, der høstes mellem hver strygning af leen. M.Stryghammel, no. stivhammel (over hvilken løshamlen kan glide); stryghamler og hamler med svingler, med ringe og »strygejern« beslagne. Blom 294; M (= baghammel). Jf strygejærn 1). Strygholt, se strogh.Strygejærn, no. 1) jærnstive ved hver ende af stivhammelen (på stive vogne; i æ. tid fæstet med et øje på axelen mellem hjul og lundstikke, senere fastgjort indenfor hjulet i axeltræet); Blom 294; M. Alm. på Kbhvns amt. Jf VSO: stryghammel. 2) (t streicheisen) bogbinderredskab (til at gøre streger i læder). M. 3) (sv strykjern) i nuv. bet.; et strygjern af messing. Nysted (1727) 17.Strygekappe, no. lærred til at holde med på hanken af et persejærn. M.Strygelad, no. høvlebænk? et gamelt strygeladt met høfflindt (1534). DM4 II. 16. Jf mnt strikbenke; skærelad ovf..Strygesand, no. sand til at drysse i tjæren på en strygespån. M. Strygeske, no. murske; peniculus, strygeske, strygespaade, kalckekost. Etym 912.Strygeskjold, no. 1) træ til at glatte lervægge med. M. 2) træ til at gnide salt i flæsk med. M. Strygespade, no. = strygeske, se d. o.Strygespån, no. (svd strykspån) i nuv. bet. (fladt træstykke med håndtag, begge sider overdragne med tjære og sand); M; SortS 77 (ovf. III. 770 a15).Strygespån, no.; din strygspaan oc erindre. GH 174.Strygespånnehvæt, no. hvæsning med strygespån; for stryge-spaanne-hvet ey hacke-kniven spare. SortS 77. Jf hvæd(j)e. Strygespøttel, no. (t streichspatel) redskab til at smøre salve med. M. Jf spøttel. Strygestikke, no. = strygespån. M. Jf Rietz u. strykspån; stikke ovf.Strygestikke, no.; (1601). NkS 351d (4°) 130v (ovf. V. 996 a3).Strygetræ, no. (sv strykträ) = strogholt; med et ret stryge-træ selff at stryge tønde, som maalis med. Fdg 15/7 1651 § 3.Stryge, no. et træstykke, der sættes på muldfjællen - (ved at pløje grønjord). M. Jf MbD. Stryge, no.; (1601). NkS 351d (4°) 66v (ovf. V. 728 a44). Jf plogs.Strygere, no. 1) Jep strygere (1496). KD I. 244. Snarest (jf mnt striker): måler, jf stryge 6). 2) (sv strykare) landstryger. M. 3) (t streicher) et øje af snor - (som garn løber gennem); skall det hannom (ɔ: rebslageren) under høyeste straff vere forbødet, at lade løbe garnet igiennom en vaaed eller fucktig stryger, naar det paa ruller opvindis (1644). KD III. 252. 4) kårde. M. Jf rygs. – Jf dun-, hav-, ryg-, skov-, slette-, sogne-, stav-, stænte-, tegls.Strygere, no. 1) = teglstrygere; H stryger var igord i Æ tegl lade och lærde edher stryger at stryge dwuelth tagh och fick ham formen och skal han fylle ther en oon sten (1529, Fr Jessen). Jf land-, under-, vatn-, vegs. (IV. 782 a43). Vis mere +