StudStud (styd, stø(d)), no. hunk. (∾ isl stoƀ, stuƀ)
1) støtte (pille); som han gik fræ studhen oc war nylle hudhstrugen. HS 55; ten stydh, som vor herræ vor bundhen vedh. MR 4718, 4214 (ovf. II. 282 a37); siee deg heesset, huor den staad hun staar. DgF IV. 33 a. Jf sst. 42 a. Dog må mindes, at stad forekommer som hunk.; se ovf. IV. 89 b16 ff. Jf stadkorn u. studk.
2) støtte (støttende genstand); gaa ved stød oc bæncke. SkP 885; ved benke og stød kunne og svage folk gaa. PSO I. 185; gaaer mand ligesom ved stød oc ledis af de gamle. GE 18; ieg maatte gaa, først ved stød, siden ved 2de stocke. Æreboe, Autobiogr 29; – ryggeraden er den gandske bygnings støe eller stytte-laug. ComD § 259; de bladfulde wiingreene støtter hand med støer oc wiinstager. ComD § 439.
3) støtte, understøttelse; laaw ær rætthens stwdh och vrætthens forbwdh. PL** I. nr. 71 (= styd. sst. not. 4), PSO I. 275); en stødh och hielp til alle æmbedhe (1496). DS IV. 342; det er forstandigheds støer (støtte) ad viide ad vurdere en hver ting efter sit værd. ComD § 802; – er mangen en opgroed til sty for ræts og rigets foed. Randrop 11.
4) afgift, skat; wil æi æn tha vmbuzsman takæ stuth ... at hun lægs thær in i kirkiæ (1284). GhA V. 25; – wor ræthæ stud och leedingh (1379). DoB 6; DC 103 (ovf. II. 768 a13); giffuer huercken stud eller leding (1552). Rsv I. 187; hendis gods fri for stud, inne, all tieniste, de kunde vere kronen plichtig. Hvf III. 353; HvfB g 2v (ovf II. 394 a22); Dict (= stipendium); – (1477). FA I. 27 (ovf. II. 394 a13); Hvf II. 21 (sst. a19); subsidium, tributi genus, stød oc hielp. Etym 1140; skyller »stød« 212 skilling (1633). Falkman II. 108; (1668). Rsv* V. 273 (ovf. III. 338 a11). Jf Bernts II. 96 (ovf. II. 588 b29 ff); Lund: stuþ;; Steenstrup, Vald. Jordeb. 162, 166; HT4 V. 84. Misforståt SchuL IV. 455 a30 ff.
5) stub; stud, stød. M; Hex 228 (ovf. IV. 113 a7); afhugne trunter, steen og stød som espeblade ryste. KSK a 2v. Endnu brugeligt, jf VSO og MolbO. Begge st udledt af stød (= sv stöt), men den givne forkl. støttes ved bet. 1). Jf svb stotz? – Jf alter- (I. till. 13 a), brand-, fram-, kong-, krigs-, lov- (II. 729 b23 ff), marie-, sten-, ting-, tjuves.Studfalden, to. stående tilbage med sin stud; forne gaardtt haffuer leigit uti lemelsse oc er therfor studfallen (1549). Rsv I. 116. Jf falde 4). Stødegalt, no. gris som stud; bønderne, som schulle giffue støedegallte (1555). HübB 254. Jf skatteg.Stødhavre, no. havre som stud (bet. 4)); KB I. 88 (ovf. II. 768 b19). Jf skatteh.Stu[ø]deko, no. ko som stud; deris sogne-oxen, stude kiøer (1555). HübB 252; – de bønder, som schulle giffue kiøer till støede kiøer. sst. 253. Jf skatte-, ydek.Stu[a]d(e)korn, no. korn som stud (bet. 4)); vort stud korn æfthær landes sætti skal bytalæs om sanctæ Andreas tijd. GhA II. 8 (= stuthækorn. sst. 6); 3 ørt. stu koren aff Assens (1523). NdM VI. 308; – cum comunitate pecorum et stath korn (1345). SRD VIII. 145, 147. Jf skat-, ydek. Studting, no. opkrævning af stud? dette sogn holder et studthing hvert aar i 2 samfelde aar, det tredie ere de fri (1599). HübB 533, 534, 572 (ovf. III. 818 a3, her og mange g. sammen med skriverting); foughden iche pleyede at riide vdi stuttning med flere heste (1555). HübB 252, 254. Er dette den opr. form? Hos M findes studde ɔ: udrede stud, jf isl stoƀa, styƀja.Stø[y]de (stø(j)e, sty(j)e), go. (isl styƀja, fsv sty[ö]þ;ia) støtte; PL** I. nr 488 (ovf. IV. 95 a15); wi ville støde oss met en sterck staff. CP IV. 43434; – ieg maa styde mig paa en kæp. VdS 173; ondt at stydde sig ved ludende vegg. PSO I. 448; – den romske stoel at hielpe oc støye. Heg 234; – en holden staff, wed huilken man kan styie seg. TSd 78v; kød oc blod vil haffue noget andet at styie sig ved oc forlade sig paa end dig herre Gud allene. TP d 8; – naar hand skal støe sig der paa for aluore, da falder hand oc støder sin hals i sønder. PlR a 2v; – de vgudeliges frimodighed er falsk, thi den er grundet paa falske fundamenter, den støyer sig paa Guds godhed men uden grund. HenrJR 130; – k. Dauid støer sig paa harpen. Rch 39; den opvoxende urt staar (støer sig) paa en stelcke. ComD § 125; – at stye, stole paa, bygge paa, innitor. ComO 351, 354; du ved alderdommens staf nu styer dig, som gammel mand. Randrop 21; – han stodh segh widh ien slegie. RD I. 10 (= støddæ. RD II. 138); – RD II. 139 (ovf. II. 539 b16); lagde aff sin hielm oc stødte sig op til sin skiold. VdS 27; hand stydde sig ved tuende staffue. VdS 173; – han saa herræn stødh til stiæn. ÆB 1 Msb 2813. Jf ops.Stød(e)stav, no. (sv stödjestaf) støttestav; hun (ɔ: månen) er de mattes liv og rette støde-staff. KH 2; KS 44; en anden søn hand hende gav til lindring, trøst og støde-stav. KPs 597; Guds venskab er min støddestaff (1684). Psd I. 394 b; – ded knusde rør æj sønderbryyd, en styd-stav lad ded blive (1672). Psd I. 345 b; venner hvo ey haver og en stød-stav, hielpe-steen. Rothe, Griffenf. II. 170.Stød(s)staver, no. = stød(e)stav; du gaffst hannem en methielpere, en stødstaffuer. Tob 87 (1607, 1647); – en ven i nød, en ven i død, en ven bag sin ryg, det er tre faste brygger oc gode stødsstaffre. Pouch a 4; huo er hans stydz staffuer. Jes Sir 3415 (1607, 1647). Jf staver. Støtte (styt(te)), no. hunk. (∾ sv stötta) i nuv. bet. søjle; Absalon haffde opreyst sig en støtte, hun staar i kongens dal. 2 Sam 1818 (1550, 1607); en støtte vaar atten alne høy oc hendis knap vaar aff kaaber. 2 Kg 2517 (sst.); skulde hand sende hannem samme støtte, saa loffuede hand at ville lade den opsette, saa hun skulde bliffue euig bestaaendis. Lysch 72. – stang, spile; der vaar it vindue, stod paa en stytte. HWR 67v; vinduet falt til, der ieg monne røre den stytte, som der stod vden faare. HWR 68 (= nt stutteklinken. Schröders udg. v 1569). – stive; Hex a 1 (ovf. III. 462 a6); støtter, som sættes til huuse, som staae paa fald. Steph I. 197 a; NL 1897. Jf lig-, marmel-, mils.Støtte, no. – en engelsk mønt; 8 engelske »støtter«. KB I. 183. – Jf bom-, brand-, drille-, eld-, erts- (V. 716 a3), grav-, hælpe-, jord-, jærn- (V. 591 a45), kampe-, live-, mellom-, minde-, rand-, ryg-, salt-, sky-, sten-, væder-, æres.Stø[y]tte, go. (sv stötta) i nuv. bet.; Etym 491 (u. fulcio), 650 (u. sublevo), 918 (u. pedo); Steph II. 636, 1318; ComD § 439 (ovf. u. stud 2)). – s. til ɔ: stille op ved? den skulle i stytte til maytræit. PlV 6620. Jf be-, ops.Støtte, go.; ÆB 2 Msb 127 (ovf. V. 201 a32). Jf unders., stytte, støjte.Styttekæp, no. stok (til at støtte sig på); baculus, staff, styttekiæp. Etym 108; M. Jf kæp 1).Styttelag, no. støttende del - (af en bygning); ComD § 259 (ovf. u. stud 2)). Mulig for støttelad, jf savlag = savelad, se ovf. Støtteso, no. et tilnavn til Benedikt af Nursia (hvis navnedag er 21. marts); eum namque Bent støtte sov vocant. Ferunt etenim, quod si quis sues per hyemis sævitiem ita paverit, ut die Benedicti eos sudibus fulcire queat, ne tribus ictibus caulis Artemisiæ dejiciantur, quod tum seipsos in posterum alere sufficiant. WF 113; Bent støtteso (da skal soen taale 3 slag af en bønke-stilk og siden føde sig selv). PSO II. 4. Jf bendiksdrift.Støtteso, no. Jf Espersen, BhOb: svinabäjtnijn, (da svinene komme ud).Støttestok, no. stang (til opbinding af planter). M.