StumpStump, to. (mnt stump ɔ: sløv) gnaven; morosus, stump og haard met ord (1590). DM IV. 198. Jf studs, kort for hovedet.Stumpraget, to. tæt afhugget; truncus, stump raget bull. Etym 1361; NL 1944. Stumprumpet, to. korthalet. M. Jf stakr.Stumprumpet, to.; en stumprumped hund. Lade, Phrases rar b 1v. Jf svd stumprumpug.Stump, no. (mnt stump) stub. Dict (= truncus). Stump, no.; Steph I. 168 b (u. caudex); det (ɔ: træet) en stump blef kaldet. Wiel II. 106. – rod; KV 2 (ovf. I. 660 b s. l.). – stump (sammenbunden) ende; huad heller de ramme met riset eller stumpen. Husf (1634) r 7v. Jf ege-, figens.Stumpe, no. 1) (fsv stumper) stump; biid meg paa thenne stompe, indttil anden mad worder rede. T 130; Etym 120 (u. bolus); KV 2 (ovf. I. 660 b nederst); hand skal have en stor stumpe i munden, der bier efter en andens død. PSO I. 172, 67; rekker jeg selv min rumpe, saa gnaver jeg selv min stumpe. PSO II. 16. 2) lille dyr; stumpen (ɔ: en lille hest) stumper af, men kommer ey af sted. SortS 71.Stumpebroder, no. dværg (krøbling?); stomppebrøder, staugingere, slette strygere. DS III. 225. Her vel som tigger (mulig: den, der får stumperne). Jf broder.Stumpedorte, no. lille, tyk kvinde. M. Jf svd stompegompa.Stumpe, go. (sv stympa, t stumpfen) 1) afkorte, lemlæste; detrunco, stycker, stumper. Etym 1361; Steph II. 432, 373 (u. decurto); PSK 36 (ovf. u. forstumle); mand blødt taler oc ligesom med dend sidste staffvelse talen stumper. Pros 435. – tm. kort, stump; (1555). RdKl I. 466 (ovf. III. 898 a33); cornua lunæ hebetiora, stumpede. Etym 556; – slagen til deth hellighe korss met stompede iern naffle. CP II. 333, 475; I. 358; øxerne vaare forslidne oc taggene vaare stompede. 1 Sam 1321; saae saa gierne, at de Danske støtte paa dennem met den stompede, som met den skarpe ende aff deris glaffuender. VdS 473; stumped er din hvasse odd. Psd I. 369 a; NL 1955 (ovf. u. døve). 2) være for kort. M. Jf VSO: stumpe b 1). 3) (n stumpa) gå dårlig; i medens at min pen kand stumpe til sit maal. KK a 2v; M (her forkl.: at gå på lemlæstede ben). – s. af, se ovf. u. stumpe, no. 2), jf af, bio.Stumpe, go. Jf fors.Stumpested, no. stedet, hvor noget mangler; hvor lidet er, der hastelig kand synes stumpe-stedet. Wielandt VI. 149.Stympe, go. tale afbrudt, hentyde til; murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg icke wille suare. Jm 56; hun stympede derpaa, i synderlighed engang. Jm 186. Jf Kok I. 180; nuv. hakke i, h. på, jf VSO: bet 2) og 7).Stu[i, y, ø]mpere, no. (fsv stympare, mnt stumpere) 1) usling, stakkel; wij stwmperæ, hwi tæncktæ wij thet ey ffør. HM 175; – ta safnædiss tee aff alt rigit oc i hiel sloghæ then stimpæræ. MR 17418; PL** I. nr. 572; thijn stympere sckulde foracthe then cristen kirke med thijne æslige breff. PE 65, 80, 141; CP V. 2632; PlV 4616; en gerig stimpere oc forbandet aagerkarl. Tdm II. 70v; I. 154; naar stimperen faar magt, ved hand ej at fare sagt. PSO I. 490; ynker dog dend stymper (ɔ: Jesus for Pilatus). KPs 529; der reiser stympren sig. SortS 62; – det arme stømper. DV II. 107 (= Reenb, Skr II. 207). – flt.; nidske stimpere. CP I. 123; gerige stimpere. Tdm I. 101v; II. 94; drikkere blive stimpere; drankere prakere. PSO I. 74; wi vsle stømper. Bertelsøn, Form t Poenit b 3; den stød oc forargelse, som de fromme fattige christne faa aff saadane wgudelige stympers omgengelse. Thms 219v (= Psd I. levn 12). 2) krøbling. M. Skønt alm. anset for grundbet. findes ordet næppe i brug med denne bet. i Nord. el. T. Stumpere, no. 1); – drog, gieck, stemper oc andet saadant. HemmP* II. 97. – flt.; Wiel VII. 221 (ovf. IV. 878 b46).Stu[y]mple, go. (fsv stympla, mnt stumpelen) 1) sønderskære; contruncare cibum, stumple maden hen, snitte, skamfere. Etym 1361; PSK 36 (ovf. u. forstumle); M. 2) kludre, drysse; stympler oc staar imod. ComD § 886 (= l tergiversatur et restitat (ɔ: nøler, uret overs.)).Stympler, no. stymper; en stømpler skull' i prise. TkA I. 132. Stympre, go. = stumpe 1); koldet (stympret), mutilus. ComO 46; contamino, forderver, krænker, stymprer, skamferer. NL 1834; M.Stumperis, no. småkvas; stolones, stumperiiss eller quas. Etym 1243-4 (jf errata). Vis mere +