StygStyg, to.
1) strid, stiv; lana sollox, strii oc styg vld. Etym 1187 (jf errata; Dict: stygvld). Jf MbD. Isl styggr bruges om sjælelige egenskaber.
2) i nuv. bet.; trunten dend er stygger. Wielandt I. 113. Ordet synes ualm. i æ. Dsk., findes NL 457 (u. foedus), 465 (u. informis), 607 (u. horrus), men ikke i CPV el Etym u. tilsv. o. Jf NTH I. 585 ff. Styg, to.
3) utilfreds; PSB 181 (ovf. II. 75 b38).Styghåret, to. stridhåret; Etym 565 (u. hirsutus); NL 598; M.Styguldet, to. havende strid uld. M. Jf MbD.Stygge, go. (isl styggja)
1) vække uvilje; – lf få uvilje; støghges for allæ wsedher. KhS VI. 151; huer man maa stygges ved mægh. AM 420 (12°) 97v; i skulle stygges wedh oc aldrig sættiæ tro ær loffwen til naaken aff the forrædere (1504). GhA IV. 314; hans onde sodomitiske leffnet, som alle styggedis ved. Hvf III. 570.
2) (fsv styggia) skræmme, standse, hindre; han wille tock engelunde vppwæcke eller stygghe henne ther aff (ɔ: af synet). GkS 141v; samledh sijldh stijggher offthe sthoor hwalff. PL** I. nr. 145 (= l fugat); bleff folket stygd aff det offer. 2 Msb 366 (T); at oppeholde oc stygge. HWR 272; i fugle, som mig før kunde stygge med eders vingeskygge. Hex 196; turbare, stygge en i sin gierning, eller forset. Etym 1370, 905 (u. interpello); Steph II. 793; at stygge en i sin tale eller falde ham ind i ordene. ErB* 43; stygge oc forraade Nehemiam fra tempelens bygning. GHD I. 345; had skal mand stygge, venskab skal mand styrke. PSO I. 173.
3) ægge, tilskynde; der met giffue de huer andre mod, stygge huer andre frem. TP c 8; – Egipterne stygde folket til, att de skulde fare wdaff landet. 2 Msb 1233 (T); er det saa dijn broder stygger deg lønligen til oc siger, lad oss gaa oc dyrcke fremmede guder. 5 Msb 136 (T); Heg 51; hand styggede almuen til oprør. Hvf VIII. 69; saae ieg dieflen styggendis mig til det onde. JDV i 6v. Jf af-, til-, veders.Styggelig, to. (fsv styggeliker) afskyelig, vederstyggelig; thesse styggelig oc vnd tankke. HS 1813-4; then, som lywgher, han er styggeligh Gudh. GkS 24; M.Styggelighed, no. (fsv styggelikhet) afsky. M.Styggels(e), no. (fsv styggilse)
1) skræk; ther vti boer ewinnelig styggels oc rætzel. HS 7735.
2) uvilje; hwilkit um han ecki giorthæ, tha mate folkit fa ther nogher styggilsæ aff (1404). NdM VI. 250. Jf veders. Styggeling (støgling), no. mandsling, mand forsat i væxten. M. Jf n styving; MbD: støg[v]ling; stygge 2) ovf.Støglingspige, no. halvvoxen pige; tjænte der to støglingspiger, hver ved 9 år gammel. SR II. 262. Jf n styvingsgjenta.Stygning, no. afbrydelse; interpellatio, stygning, indtale i andens ord. Etym 905; M.Styggelig(-hed) jf veders.