TabTab, no. i nuv. bet.; lide denne tab paa skib og folk. VdSv 151. Ik. hos M. (∾ fsv og n tap); – under t. ɔ: under straf af at miste; se ovf. IV. 204 b39. Ikke alm. i æ Dsk, NL 248 (u. damnum, ikke i Etym el Dict).Tab, no. – ik.; PSL a 4 (ovf. III. 625 b36).Tabe, go. (isl tapa)
1) ødelægge, tilintetgøre; at the rætæs ey oc vredis amod tek oc tapæ tegh. HKv 3934. – lf. gå til grunde, omkomme; skipman tapes. NdM V. 236; iech ser hannum tapæs aff døthzs tapelsse. HKv 5434.
2) spilde; hun taber nw ther sinæ mødæ. RD II. 234; du maat tabe dine kærlige ord. Ordspr 238; ey heller taber hand slet sin u-mage. BT I. 102; den, som dem (ɔ: tyvekoster) af hannem bekom, have tabt sit værd. DL 6-17-2. – have forbrudt; skeer thet icke, tha wil ieg haffuæ tabæth myth hoffuet. RD III. 1497-8 (= CP V. 10127).
3) miste; thæn, sijn syn hauer tapæt. AM 187 128; PL** I. nr. 81 (ovf. u. fedting); Etym 754 (u. amitto); Steph II. 98. – i nuv bet. miste ved at noget falder fra en; i dagh tapthe iegh mijn naal. PL** I. nr 595. – høre op med, lade falde; alle dy iomffruer dy tabte dieris lægh. DgF II. 4 b (jf: glembtte løst och lieg. sst. 3 b).
4) blive den ringere (i), overvindes (i); naar sandhen oc løgen komme samen, tha hawer løgn tabeth. PL** I. nr. 352; naar hiørdhen oc wlffwen gøre baade eeth, tha hawer hiørdhen tabeth. PL** I. nr 444; cadere causa, tabe sagen. Etym 132; Steph II. 167. – give (sig) t. ɔ: erklære sig overvunden; bade om fred oc gaffue tabet. 1 Makk 1350; VdV II. nr 44 v 35 (ovf. III. 40 a16); hastam abjicere, giffue sig tafft. Etym 555; do manus, giffuer tabt. sst. 318; Steph II. 480, 828. Endnu brugeligt. Jf fort.Tabe, go.
2) – til s. 289 a20 = havæ tapæth sit wærth. JL II. 23. – til s. 289 b5; (1555). HübB 238 (ovf. IV. 282 a15); Wiel II. 104 (ovf. V. 693 a30). – til l8; Hex 171 (ovf. u. forskabe); BT II. 144 (ovf. III. 62 b6).
4); NdM V. 171, 191 (ovf. III. 387 b10, IV. 190 a12); jf Lyngb* 33; – Rkr e 4 (ovf. IV. 336 a47); ehure rettfærdige sagen kandt wære, skall the ther mett haffue tabett sagenn (1559). DVb 337; aff dem, som haffde tabt slaget. Melanchthon, Loci v ålb 657; naar hand har tabed spil. Raun 60. – blive skyldig (i spil); (1604). DS2 II. 268 (ovf. II. 623 a33). Til bøjn. jf PG 275. Jf aft., væddetabt.Tabevejr, no. spøgeord om en forpustet; Mæris, tabe-vejr, for en pot øl at vinde sig render mat og tret til mig med denne tinde (ɔ: tidende). SortS 81. Jf MbO: tabe veiret (se d. o. bet. 3)).Tabelse, no. (fsv tapilse)
1) ødelæggelse, spild; huat skulde thenne tapels? HKv 1229 (= Matt 268, jf ovf. IV. 64 a14), 5434 (ovf. u. tabe 1)); CPV (u. perditio); TV 309; kom der strid oc tabelse fra løgnens fader. GHD II. 10.
2) tab; jæk skal jgen taghe en hæfnd for tw øgenes mistilsæ ællær tabelsæ. ÆB Dom 1628. Jf penninge-, fort.Tabelse, no.
2); HKv 581 (ovf. III. 241 b4). Jf kornt. Tabst, no. tab; vinde oc tabst gaar paa begge sider effter antallet, som vdsendis. Hvf III. 148, 210 (ovf. III. 585 b24); hand met hans herre brooder giorde it til vindst oc tabst. Hvf VIII. 7; M (mulig her fra Hvf, for hvem ordet synes eget).Tabning, no. tab; gid een anden dig foruden æris tabning maa nyde. OR II. 25.