TagTag, no. (isl tak) ik. 1) tag, greb; i t ɔ: i lag (tagende fat på); mus vil gierne være i tag med rødderne. Holst IV. 100. – til t. ɔ: til at tage; i dend enge-pryded Guden spillet lax og gik til tags. Randrop 5. Jf sv vara i taget. 2) ran; medh roff oc tagh wor han wel fwll. Rkr f 2v; att skicke oc giøre hospitall, som nw almijndelige skeer wdaff roff oc tag. PE 454. 3) håndtag. M. 4) borgen, kavtion; de fidejussione, que dicitur tak – om han vederthorff tak, som kalles louen foræ segh, foræ 40 march, tha sculæ brødræ væræ tak foræ hanom. Nyrop, Skråer I. 21. Jf Lund: tak; Schlyter: tak 3); Fritzner2: tak 3); nam ovf. 5) strækning; de danskis ryst-vogne vare et temmeligt tag tilbage. RFII 115; der han hafde løbet et got tag bort. Curtius ved Wingaard 31. – (n tak) tidsrum, stund; et tag derefter kom min søsters foged (1659). BraschV I. 174; det maa være et svar tag siden (1676). Vaupell, Griffenf II. 121; hand sagde saa eet gott tag de samme ord. Jm 98, 104, 119, 171, 188; drog ieg fra R til J der it tag at were (1696). NhT II. 569. – øjeblik; det siger y huer annden thag. Rch 214. Jf MbD 587: hvæ tagn (også i Salling). Fk jydskhed, gennemgående ik. i Nord. – Jf fagn-, for-, fór-, hånd- (u. hand), mis-, ord-, spade-, aftag.Tagførke, go. slæbe sig frem med hænderne. M. Jf isl forka ɔ: stage; FeilbO: førke; fær førka ɔ: flytte. Ordet er hos M mulig påvirket af lovudtr. takføræ (se Lund), der findes hos M med (uret) forkl: sagsanlæg.Tag(s)mand, no. 1) (æ sv takæ man) røver; fogden och vyrdingsmendt skall ey hede røffuere, ranssmendh eller taxmendh. Rsv* V. 516. – Jf tægtemand. 2) vurderingsmand; thagmendt udi A herrit (1567). Rsv III. 44 (= vurdingsmendt. sst.); efter eders maj.'s forordn. udvælges »thaxmenne« borgere, som har taxeret enhver borger, hvad skat enhver aarlig burde at udgive (1639). Wulff 190. Her mulig påvirket af tax (se ndf.). Anf. st. 189 skal for 7/4 1639 læses 7/4 1619, og i denne fdg. bruges stadig taxt, taxere o. s. v.Tagsmærke, no. mærke (på kvæg som ejendom); viisse hannom ther paa syt rette thagis-merche. Rsv* IV. 45; et sviin, som fands paa hans stii, som H J tog tagsmærcke udaff oc igienn vant (1543). Rsv II. 140; then kliper hagde MT tagit tagsmercke aff och kiendes vedt fore sinn kliper (1558). sst. 238. Tage (ud) af på de to sidste prøvesteder bet.: lægge mærke til (holde sig til), jf MbO: kiende, no., ik., landkiende. Jf følsmærke og ovf. III. 39 b44 ff. At ordet er forskælligt fra isl takmark, æ n takmerki, er (mod æ. opfattelser) hævdet af Schlyter (u. takmark), jf Ark V. 345ff. Tagsættemål, no. retsgyldig handling, ved hvilken der kræves sikkerhed (for noget omtvistet); huo som siger sin gilldbroder thill tagsettemaal imellom 4 strande. Bendz, Rønninge 106 (imellom 4 strande ɔ: på Fyn, jf ovf. IV. 209 b18). – Jf Lund taksættæ (u. takføræ); Schlyter: taksætiæ; æn taksetja; mål ovf. III. 167 b33 ff. – M har: tagsætte ɔ: beskylde, vel kun misforståelse.Tagvis, bio. stødvis. M.Tage, go. (isl taka) 1) gribe, tage; AM 187 4916 (ovf. III. 393 a11), 6111 (ovf. u. flod 2)); hon thog aff thæs frukt. 1 Msb 36 (ÆB og flgd. overs.); naar two trættes, tha tager the, ther egher. PL** I. nr. 262; it menniske kand icke tage nogit, vthen thet wordir hannom giffuit. Joh 327 (1524 og flgd. overs.); han sckall inthe tage mett seg, nar han døer. Ps 4918 (FV og flgd. overs.); Heg 45 (ovf. IV. 50 a49); Etym 179 (u. præcerpo), 1267 (u. sumo); Steph II. 1083, 1344. – t. forsømmelse, se I. 718 a. – t. freden af ɔ: erklære fredløs; proscribo, giøre fredløss, tage freden aff en. Etym 1125. Se også u. frid. – t. ord, mund og hånd af ɔ: få bekræftet ved ord og håndslag; stipulor, tager ord, mund oc haand aff. Etym 1230; Steph II. 1304. Jf ovf. II. 141 a37 ff. – tager sig rolighed, sumere sibi otium. Dict (Etym 1268: tage sig rolighed til (u. sumo), 640 (u. colligo); Steph II. 241), jf nuv. tage sig hvile. – se også ovf. u. fagn 1); II. 132 b22 ff; III. 387 b52 ff, 726 a23 ff, 713 b54. – gribe, overraske; tager en med ferske gierninger. Steph II. 41027. Jf ovf. II. 70 a42 ff; III. 49 b29. – tagen, greben i løgn. Etym 427 (u. manifestus). 2) tage på, ramme, røre ved; at porten skulde hannum enctet taghe, thet hans liiff mottæ noget skade. RD II. 153 (= a hanom taghe. RD I. 24); thet hog tog melom them bodæ. RD I. 110 (= kom. RD II. 222); W hiøgh till B ok wegh wnden, ath thet tog icke. RD III. 4220 (= CP V. 3017); bade hannom, at the oc motte tage buorden aff hans cledbon. Mark 656 (1524; CP og flgd. overs.: røre); skøød hand til hannem med tre spyde ... det ene tog imellem hans venstere arm og side. VdSv 149-150; – Br 3097 (ovf. u. bevise 1)). Jf Lyngb 60; Hagerup 94; Thors 30. Se også u. bet. 4), 8 c) og 24). – i overført bet.; min tale tager icke iblant eder. Joh 837 (Luther: fähet unter); ieg kand tage och finde paa, den dannemand ingenlunde da foractede det hederlige klocker embede (1641). Hüb II. 85. Jf finde 4); fsv taka a, sv taga på; nuv. tage og føle på, jf VSO: føle 6); MbO: føle 1). – slå, betage; slap hund (ɔ: siugenn) hannom med kuld och thog hanom med hede (1564). Wad II. 48. 3) tage fra, plyndre; hwo som tager eller røffwer nogen skibbroden mand (1558). Rsv* IV. 278. 4) modtage; vidæ ma j, at vi haffuæ taget paffuens breff. NdM VI. 187; then skrefft, han haffwer taget aff eder. NdM VI. 191; thet er bedre at giffue end at tage. ApG 2035 (1524 og flgd. overs.); sumere doctrinam, tage lærdom. Etym 1268. – fæste; HKv 7420 (ovf. u. fingerne). Til formen jf u. bet. 2). – tåle, finde sig i; Rkr c 2v (ovf. II. 17 b40). – behandle; i haffue mig saa vell opdragit, alt thing met mig i det beste thagit. TK 83. – tm. anset, behandlet; Mardocheus. vaar megtig blant Jøderne oc veltagen blant sine brødris mangfoldighed. Ester 102; en part saa rigeligen vaare afflagde met forlæninge oc saa vel tagne, oc andre skulde intet haffue. Hvf III. 355; indignis acceptus sum modis, ieg er tagen i onde oc slemme maader. Etym 314. 5) få vedtaget; dersom nogen komme udi slagsmaal och fred imellem dennem bliver taget (1611). NdM III. 194; paco, giør eller tager fred mellom nogen. Etym 860; Steph II. 991. 6) (fsv taka) begynde; togh thæt at regnæ. Luc 39, 26 (ovf. II. 351 b6); toghe the ridderæ af husæt løbæ. RD II. 136; hon togh ath bortkastæ hannom. ÆB Dom 1619 (Vulg: cæpit abigere); – (1579). FA II. 8 (ovf. III. 717 a2). Jf bet. 22 d), 27 g). 7) slutte; meente, ieg haffde ond troe til dronningen, hand tog ded der aff. Jm 80. 8) t. af ɔ: a) dræbe; diurene saa vilde skuld' icke tages af til giestebud oc gilde. TkB 37. – også t. af dage. ieg i taarn tog hannem aff dage. VdP 92; Etym 351 (u. interimo), 379 (u. interficio), 601 (u. jugulo); Steph II. 787, 786, 823. Endnu alm. – b) (sv aftaga) flå. M. – c) få bort fra, forstyrre i; de sententia deducere, tage en aff sin menning. Etym 335, 780 (u. moveo); Steph II. 903; extexo, affvender, tager aff sit forsæt. Etym 1326; – Etym 1081 (ovf. II. 578 b41); Steph II. 797. – jeg tog ham af med det. M. Jf skilje 7 c). – skille ved, frigøre for; til binne wi oss thenum aff at teighe aff alle then skathe (1407). DoB 337-8 (flgd. o. ovf. II. 838 b6 ff). Til formen jf u. bet. 2). – d) t. af dåben, se ovf. II. 881 a22. – e) gribe, fange i; Luk 2020 (1524, ovf. III. 401 a5; CP og 1550: gribe i). – f) uvirk α) mindskes, sætte af; naar nogen tager af paa huldet og kand ikke trives. Steph I. 246 a (u. atrophia); Steph II. 16 (u. abolesco), 372 (u. decresco). Endnu brugeligt. – β) t. af sted ɔ: færdes, bære sig ad; hoo som maglighe tagher aff stædh, han kommer besth fræm. PL** I. nr. 184; om den ene icke toge ret aff sted, at indbyggerne da kunde haffue tilfluct til den anden. Hvf VIII. 5; Cold c 4 (ovf. III. 772 a40); mens hand tog saa afstæd og skaate sig saa ilde. Helt, Skr 212. 9) t. an ɔ: a) antage, leje; lod hand telle høffuitzmendene penge, at de skulde tage folck an. Cold sss 4; M; – sumere legiones, tage sig an. Etym 1268. – b) påtage sig, overtage; capesso, tager an, tager paa sig, tager til sig. Etym 162; Steph II. 178; – Etym 205 (ovf. u. antage 3)); Steph II. 196. – c) vurdere, sætte; købmenden taager øxenen dyre an. ChrIV* III. 182. – d) holde for, antage. M. – e) t. sig an ɔ: α) påtage sig; Hvf V. 130 (ovf. u. antage 3)). – β) tage sig nær, bekymre sig om; SthU a 3 (ovf. II. 778 a42); (1641). Hüb II. 90, (ovf. u. dængeri), 91. – γ) antage sig; fromme christne, som tager sig Herrens arbeydere an. GHD II. 191; antog sig. sst.; tag dig hendes sag an. KPs 597. 10) t. efter (sv taga efter) ɔ: gribe, snappe efter; Etym 924 (u. appeto); hand kunde icke i en gang gaa en trappe op foruden att huiile sig oc tage effter sin aande. Jm 49. Endnu brugeligt. 11) t. for ɔ: a) (isl taka fyrir) holde for; formerckte mange met stor lyst at læse oc tage for got det, hand haffde schreffuit. Cold c 4; æqui bonique facio, tager for gaat. Etym 373; tager for alvere det, som dog icke er. sst. 1422; Steph II. 603. – b) t. for sig s(j)elv ɔ: α) skilles ad, blive uenig; secessio, naar huer tager for sig selff. Etym 194. – β) arbejde selvstændig; naar nogen ung embitzmand seg will nedersette oc tage for seg sielff (1558). Rsv* IV. 286. – c) t. for dag ɔ: bringe for lyset. M. Jf dag 2). – d) t. sig for ɔ: tage for sig, gennemgå; kand kong. mait. tage sig den skriffuelse for ... huor aff hans mait. kand forfare. Hvf IX. ii 3v. – e) t. (sig) for hand (hænder) ovf. II. 141 b24 ff; 12) t. hjem med sig ɔ: tilbagekalde som ubevist; i sin stævning forgaf, om hand icke bør at tage de løgnactige ord hiem med sig igien, som er tagen ofver hans beløgte søster. SR I. 163. Jf nuv. tage i sig, også i æ Dsk: dog vilde hand den (ɔ: dommen) ingenlunde forandre eller tage i sig igien. SkP 269. 13) t. hen ɔ: a) tage bort; kom døden oc tog mig hen. VdP 64v, jf hentage 1). – b) tilintetgøre; paa den fransøske flode har farlig skade giort, med top og tavl en deel af den slet taget hen. AB II. 18. 14) t. (ud)i ɔ: a) (sv taka i) tage fat, tage på; the begynte at tage horder vti sigendis, hand vprørir folkit. Luk 235 (1524). – b) t. udi dag ɔ: bringe fred i stand, slutte fred; VdS 474 (se dag 4)); de wendiske stæder haffde tagit det vdi dage imellom kong F oc kong G. Hvf VIII. 73. – t. i sind ɔ: få i sinde, bestemme; tog ther keyseren saa i synd ... orloff han meg paa førde. Rkr n 4; ieg tog meg fast i hw oc sinde, ieg wilde samme Dytmersken winde. Rkr (v Molb) 272; Hvf II. 26 (ovf. III. 726 a50). 15) t. igen ɔ: a) gentage; som han tit og ofte tog de samme ord igien. Curtius ved Wingaard 30; Steph II. lll1 (med henvisn til itero, u. d. o.: gientager). – b) svare imod, slå igen. M; – t. digt igen ɔ: forsvare sig kraftig. M. – c) t. sin hånd igen, se ovf. II. 141 a2 ff. 16) t. igennem ɔ: a) plage; tager mig stifft igiennem, plager mig. Etym 246; Steph II. 349. – b) irettesætte; gennemhegle; tager hand de bagvaskere igiennem, som ville rette alting. BT II. 140; der skal skieldis paa ofverdaadigheden, kiødens lyst skal tagis noget igiennem. BT III. 293; bad, ieg skulle tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem. Jm 164. 17) t. ind ɔ: indtage, sætte sig fast i (på); de toge de klipper ind. Judit 75; at fienderne skulde icke komme til at tage den (ɔ: Volgast) ind igien. VdS 416; uddragen her af riget at tage bedre og frugtsommeligere landskab ind end deres fæderneland. VdSv fort c 5; expugnabilis, som staar til at tage ind. Etym 1008; toge der strax biskopsgaarden ind. RFII 167. 18) t. med ɔ: a) overanstrenge. M. Jf nuv. medtagen, se VSO og MbO: medtage. – b) t. med ord ɔ: fange med ord, overtale; ieg men, at du lader dig saa tage met ord. Jes 365. Jf ovf. III. 379 b6 ff. – c) t. med spore(r)ne ɔ: give s.; handt tog sin hest medt sporre, hand spranck thre spreng. DgF I. 9 b; tog sin hest met sporene, red til hannem. VdS 315, 318 (ovf. IV. 72 a24). Jf ovf. II. 70 b2. 19) t. mist(e) (sv taga miste) ɔ: tage fejl; en pige læt kand tage mist. TkN 20 Jf ovf. III. 107 b9, 16, 24. 20) t. sig nær ɔ: a) antage sig; fangen, som rætfærdig er, Guderne tar ham sig nær. KPs 502. – b) t. sig for nær ɔ: lægge for megen vægt på; hand tager sig det huercken for nær eller for lætt. Etym 421 (u. indifferenter). Endnu brugeligt, jf ovf. III. 255 a8 ff. 21) t. om hånden, se ovf. II. 142 a46. – t. om næsen, se ovf. III. 260 a48 ff. – t. en om sine egne ord ɔ: fange i ens egne ord; kongen tog hannem om sine egne ord. VdS 492 (i r: griber vdi sine ord). 22) t. op ɔ: a) (isl taka upp) modtage, få; HKv 1736 (ovf. II. 46 a28 = Luk 2341, 1524: anname, CP og flgd. overs.: faa). Jf optage 4). – b) tage imod, nøjes med; tag saa først op, det først kom paa, huad heller retterne ære mange eller faa. Bredal, Børnespejl 13. 23) t. (o)på a) gribe; loed hand hannem strax tage paa oc met andre christne ihielslaa. VdP 33v. Jf påtage 2). – b) (isl taka á) tage fat på, give sig til; siælffuæ willæ the ey taghæ ther paa, och the, som willæ, them draghæ the fraa. HM 122; min søster lader mig tiene alene: sig hende dog, at hun tager paa met. Luk 1040 (1550, 1607; 1647: tager (haanden) i med); Guthi med fyndig ord opvekker dend kiekke ungdom til at tage reysen paa. KC* c 1v. – c) gribe til; Heg 103 (ovf. III. 828 b15). – d) begynde på, give sig til; K thog paa enn wyse och kuad. DgF IV. 455 b (= begyntte. sst. 457 a); thag du først opaa. sst.; tog den gantske hær paa løff oc flyde. Dom 721 (1550, 1647); Kv v 3224 (ovf. III. 902 b42); her af toog folket paa den sæd hos sig at giemme. KC* c 4v. – e) (n taka paa) angribe, overfalde; haffwer myn broder sendt seth folck wdt ath taghe poo thennom (1523). Allen 77; (1549). DM4 IV. 168; (1568). Rsv III. 60; som haffuer begynt at røffue oc tage paa Danske oc Engelske. VdV III. 14 indl; hans vdliggere haffue tagit paa de Engelske. Hvf VIII. 28; de begynte at legge sig vd til søes, der at røffue oc tage paa alle, som de kunde offuerkomme. Lysch 45. – f) svække, mindske; den tager paa eens styrke, formindsker den. Steph II. 18330. Endnu brugeligt. – g) vidne (sværge) ved; A J tog thett paa syn dødt, føre enn handt bleff retth, att handt aldrig hagde handlett mett AA (1537). Rsv II. 55; thette tog K paa then partt, hun ville haffue hoss Gudtt i hemeriigh, ad ssaa giick (1549). DM3 I. 324, 325, 330; ieg will det tage paa min død: for mig er hun fuld-god møe. DgF II. 361 a (= saa santt hielp mig Gud. sst. 351 b); att thette er saa vdi sandhed, vil iegh tage paa min siels salighed och himmerigis dell (1586). DM3 III. 152. – i) t. ting på - ɔ: sagsøge, anklage; anklage, steffne, tage ting paa en. Etym 301 (u. dica), 1301 (= intendere actionem). – j) (e take (up)on) tage på veie, larme; hei dreng, hui tager du saa oppaa, huad er det for snack, hui larmer du saa. Heg 107. Endnu brugeligt, jf MbO; OG. 24) t. over = tage igennem a); D heffteligen tager dem offuer, straffendis deris wretferdige dom. Heg 106. – t. over næsen, se ovf. III. 260 b5 ff. 25) t. til ɔ: a) (isl taka til) tage til (at være); hand toog mig alene til giest med sig. Steph II. 618; – wi engen herre skule tel kong teghe (1387). DoB 12 (taghæ. sst. Jf u. bet 2). Endnu alm. – b) (isl taka til) gribe til, bruge; t. til et par bens (sv taga til benen) ɔ: løbe. M; som hand seer sti-bøylen fode-tom, da tãer det stakkels bæst til lobs. SortS 65; – t. til rams, se ovf. III. 552 a12 ff; – huat jech skulde til rode taghe. RD II. 139; jf ovf. III. 641 b9 ff; – ihielsloge alle dem, som toge til verie paa muren. 2 Mak 1017. – c) tage anledning til; t. til fare, se ovf. I. 512 a. – t. til mistykke, se ovf. III. 109 b2 ff; – t. til takke, se u. tak. – i tage det ikke til vrede. PSV 429. – d) tiltage sig; hun tog formynderiet til i kong Achabs huss. KP a 7. – e) (isl taka til) begynde; togh Jhesus til ath øpæ. Luc 9; thætte tok han til at gøre. HKv 19, 1533; togh ligeth till ath bløde. RD II. 158 (= togh ath bløde. RD I. 30); Guds tale tug til at voxe. ApG 67, 8 (1524). – f) t. til bedste ɔ: få det godt; i haffde met oss møgen vmag, i schulle alting thill beste thage. TK 84. – g) t. til gode ɔ: regne til gode; at Gud tager mig dette, i hvor ringe det er, til gode. Hors* (1685) fort c 3. – h) t. (sig) til hande ɔ: påtage sig, foretage sig; then ær ey j thettæ landh, ther sig tørff tage til handh ethert landh so voctæ. RD II. 286, 29 (ovf. II. 145 a34), 132 (ovf. u. fordum). – i) t. til mål ɔ: være at sige, fortælle; heræ tager thet fyrst til maal, ath hertwg F ær brænd i bool. RD I. 263 (= sv tagher thz först til maal. Fredr af Norm v 2585). Jf isl nú er til máls at taka. – j) t. til sind ɔ: lægge sig på hjærte; thet skwlle wii tha taghe til sind oc med flid legghe ther paa wind. Rkr (v. Molb) 294. – k) t. til styrke ɔ: blive stærk; invalesco, styrckis, tager til styrcke. Etym 1383; Steph II. 807. – l) t. til vare ɔ: α) passe op; tage pilgrym til waræ. RD I. 288 (= sv tagha pelegrima vara. Fl och Bsf v 22), jf sst.: ther worte the war, hvaræ pilgrim gaa. – β) passe, holde ved lige; han (ɔ: gården, se bet. 1) ovf.); stor wel i twsende aar, om han bliffuer taghen tijl waræ. Rkr n 2. Jf tage vare u. d. o. 26) t. til sig (sig til) ɔ: a) tage for sig; (1460). Barner, Rosenkr. dipl I. 105 (ovf. III. 436 a27). – b) tiltage sig; han tok sek sligh æræ til, som hannum ikcæ burdhæ at hafuæ. MR 1742; att wij icke haffuer tagitt osz dett (ɔ: gods) till, men att wij tillforn haffue ladit besøge kon. matts. ther om (1570). RdAH till 6; min syster hun tager sig til stor myndighed. Heg 152; jeg skulde ingenlunde have lid saa længe spot, at en fremmed skulde tage sig got til af det, som mig tilhører med rætte. VdSv 97. – c) påtage sig, overtage; tagett tiill segh konning Christierns gielld (1523). NdM V. 11; III. 221; han (ɔ: Jesus) haffuer taget seg vfred til oc lid stor modgang. TSd 22v; gerne tage oss denne wmage til. 2 Makk 228; Tdm I. 158 (ovf. II. 60 b47); saafremt JB vil benægte de ord, som PP i sit svar foregiver, bør denne den skade tage til sig; men hvis ikke, bør PP derfor fri at være (1634). Wulff 99; – for vor skyld tøre i icke haffue angist, men at i tage eder angist til. 2 Kor 612 (ɔ: ængstes). – d) tillægge sig selv, erkende sig skyldig i, gribe i egen barm; tager ether thet ey til skam. RD II. 135; ellers motte mange flere saadane Guds høye helgene ocsaa tage til seg. TSd 120; er ieg from, da tør min siel icke tage sig det til. Job 921; (1596). KhS V. 635 (ovf. III. 246 b24); hun aldrigh torde tage sig sligt till, det kom hinde till at suare och icke Ouse (1621). NdM I. 380. Jf Aasen: taka til a). – e) agte på, sætte pris på; tror hand det icke, da tager hand sig det oc icke til, oc haffuer huercken lyst eller glæde der aff. Tdm I. 38v (= t nimpt er sichs nit an. udg. 1549 I. 27v); der faare tager ieg mig saadant til. Tdm I. 46v. (= t nim ich michs an. sst. 34v); tager eder til met flid den nød oc store fare. Psd I. 79 a. – f) tage sig af, antage sig; Corvinus II. 39 (ovf. u. forgætte); hand saa til dem oc tog sig dem til. 2 Msb 225; salig er den, som tage sig den nødtørfftige til. Ps 412 (jf Brochmand, Post II. 110 a, 439 a); Gud tager sig saa faderlige til den menniskelige nature. TdmU c 6v; Christus haffuer taget sig mig til. Tdm I. 46 (= t sich meiner angenomen. udg 1549 34). 27) t. ud ɔ: a) tage indvolde ud; fugle plucker hand og tager dem ud. ComO 159 (= t nimmt sie aus). Endnu brugeligt. Jf: tager indvolden vd. Etym 592; Steph II. 552. – b) pibe, lave piber på; cinerarius, som tager kraffuer ud med hede jern eller pinde. Etym 220. 28) t. ved a) tage fat på, give sig til; ieg tog ther wedh ok war ey seen, ieg hwgh tessæ rym oppaa en steen. Rkr d 5v; wij lyddhe hennæ oc togæ ther wedh. sst g 6, q 1v. – b) overtage; en mand, som skulde vere borgen for mig og tage ved min geld oc skyld. Tdm I. 45v; hans høstru skullde thage wedt ingenn gielldt effther hans dødt, och alldt løssøer och panthe-pendinge skullde hinde tilhøre (1594). Rsv IV. 429; Hans schrivere tog vedt thet stigtschriverii (1568). Rsv III. 74. Til denne og flgd. bet. jf isl taka viƀ. – c) antage; wthen ieg willæ tagæ wz kristhendom. Rkr k 2; som haffde taget ved troen. ApG 1918; forfulde dennem, som haffde taget ved den christne tro. VdS fort 5; som alle tog ved de romerske bogstaver. GE 21. – d) vedtage; skatten togæ the gensthen wedh. Rkr l 6v; de toge siden ved ath ... da skulle han strax springe i haffuit. CP V. 29127; hvilket tegn de havde taget ved om. Steph II. 34327; tage alle ejere ved reeb paa tinge. DL 5-10-12 (= Jl I. 50). – e) tage efter, gøre efter; Bonifacius fick at høre aff Satan ... oc hand tog ved strax. PlSk h 7; effter herrers oc førsters sed der tager landit ved. Hvf IX fort b 3. – f) = tage på g); vil hand tagit ved Gud oc en god samuittighed, at hand aldrig haffuer giffuit hannom leyde. Hvf IX. ii 3. – g) t. ved næsen, se ovf. III. 260 b15. – i) støde til, begynde; skal jeg have alt bryggerhuset, indtil stegers væggerum tager (ved) (1529). BraschV I. 41; naar mand kommer her offuer, da tager en vey ved. VdS 445; vi sige de Atheniensers grendser at strecke sig saa vjt, som deris naboers landemercke tager ved. BT I. 161. Jf bet. 6). 29) tages i hænder (isl takast í hendr) tage hinanden i hånden, give hånden; the togis i hendher, ath so skulle bliffue. RD III. 3811 (= CP V. 2730); togis i hendher, ath engen skullæ fly fro annen. RD III. 5623-24. – tagen bort, se borttagen. – Jf af-, an-, be-, fag[v]n-, fore-, for-, fra(n)-, frem-, fri[e]d-, gen-, h(j)em-, hen-, igen-, imod-, ind-, kvit-, lod-, ned(er)-, om-, op-, over-, på-, sam-, til-, ud-, und(en)-, under-, voldt.; arv- (I. till 21 b), bort-, for-, fuld-, ha[å]nd-, løs-, mund-, ny-, nær-, s(j)elv-, ube-, vart. Tag(e), no. fk. 1) slag; du skall haffue huer anden thag, den sortte smed skall bancke din bag. Rch 189; M sticker ham huer anden tage. sst. 111; jeg tacker jer (ɔ: Hesiodus), jeg aldrig fick for jer een tag' i hende, ia ey saameget som een tick. GH indl 10. – flt.; hand gaff J B otte eller thi thag aff enn thiøremj (1593). Rsv IV. 357; – SthH n 6 (ovf. II. 801 a51). Jf handt. 2) (æ n taka) afgift ved fæstning (indfæstning) og for det 3dje år; huilcken bonde, som fester sin gaard oc vdgiffuer sin festning eller første tage. ChrIV L llb k 1; dog skal hand vdgiffue huer tredie aars tage. sst.; gaffuer hos tredie tage, wsedvanlig paaleg. Fdg 15/3 1633 (for det 11); tredie aarstage. sst. (for det 16, 18); ChrVL 3-14-12 (ovf. II. 880 a52). Vist kun n, jf Fritzner2: tökumáli, tagemaal. ChrIVL llb k 1 overskr. – Jf teje.Tagebod, no. bøde for tyveri; stiel mand iern, da giffue tre dobilt igien oc sex øre sølff i tagebod. ChrIVL llb k 15; M. Vist kun n. Jf Fritzner2: taka 2); bod 3) ovf. I. 238 a.Tageret, no. ret til at tage; tage-retten er aflagd (mand maa ej tage uden lov). PSO I. 360.Tageret, no.; her bruges tageretten, som længe udi christendommen varede. PSV* 673.Tagelig, to. antagelig, velbehagelig; han skal the tyngh willæ ther tegh ær tagælith. KhS I. 440. Jf Grimm W: angenehm; fort. ovf.Tagelig, se uant.Tagelse, no. (fsv takilse) det at tage, berøring; fæmthæ sindh ær tagelsæ, om tw haffuer nogen mand eller quindhæ vblyelige taget. Mc 3; alle, som fortørne Gud i hiemmerige met deriss tagelse, i det de tage wbluelige paa andre menniske. CP II. 242; y siwn, tagelsse eller hiærtens samtyke. PE 12. Jf be-, bort-, igen-, ind-, tilt.Tagelse, no. Jf af- (II. 174 a14), fri- (ovf. u. føringskab), gen-, op-, under-, vedert.Tagen, se påt.Tagende, se fore-, kvært.Tagere, se ind-, lod-, sværdt.Tagn, no. rov, bytte. M. Vist = tag (jf bet. 2)) i j form (jf henvisn v. bet. 4)).Tæge, no. vedtægt. M. Vist tvivlsomt. Jf samt.Tæge, no. (mnt teke) væggelus (cimex); vegge-luus vel teege. ComO 75; DSt 1909 67 (ovf. V. 258 b38). Jf fåre-, hunde-, ljuse-, senge-, silket.Tæ[a]gt, no. (fsv tækt) tagning. M. Jf fore-, fra-, ind- (II. 420 b8), op- (III. 370 b10 ff), til-, ud-, und-, under-, vare-, veder-, voldt.Tægt, no. Jf arm-, arve-, fagn-, hand-, kvinde-, op- (III. 370 b10), på- (V. 834 a17), ægtet.Tæ[a]gtedag, no. retsdag (da en retssag skal tages for); war skickit NK then rætte tæktæ dagh. DC 35; satte vii thennom en termin, oc vor nu uti fredags theris rette thecthedag att møde (1537). Rsv II. 47; (1550). Rsv I. 128; denunciare diem aduersario, at forkynde sin vederpart tecte dag. TV 372; biuder sig neste oc tredie tegtedag i rette (1621). Rsv* IV. 335; skal næste søgnedag holdis for rette ting-dag og tægte dag. DL 1-3-4; – beggis theris tacte dag som the baade viidtagitt haugde (1555). KhS III. 258. Tægtefæ, no. = indtægtfæ. M. Jf fæ 1).Tægtefæmon, no. kvæg, der tages til græsning på bymarken; om tægte-fæmon – – ingen maa noget kreatur paa byens mark antage (1681). HT IV. 535. Jf fæmon.Tægtekvinde, no. frille, medhustru; hans tæktæ qwynnæ Roma aff naffn. ÆB 1 Msb 2224, 3522 (ovf. III. 256 b11); hans løsæ qwinnæ æller tækte qwinnæ fødde hannom søn. Dom 831 (ÆB, 1550, 1647); kongen haffde giffuit dem sine tectequinder. 2 Makk 430 (1550, 1647); Dom 1924 (sst.); mulier usuraria, quæ usu tantum uxor est, non confarreatione, tectequinde. Etym 1486; GH 47 (ovf. III. 765 b14); kongen blev ved at elske sine tægteqvinder (1740). DS IV. 88. Jf Fritzner2: taka 17) Sdw: taga 40).Tægtemand, no. = tag(s)mand; fore theth skule the (ɔ: foged og virdningsmænd) ey hedæ røware oc ey ransmen oc ey tæktemen (1361). Rsv* V. 62 (= taksmen, sst. not 92). Tægtetingdag, no. = tægtedag; neste søgnedag, som skal holdis for rette tecte-tingdag (1643). Rsv* IV. 443 (= tacte tingdag. Fdg 31/3 1635 § 1).Tøge, no. 1) håndfuld. M. 2) = tage 1). M. Jf isl tœki, n tøke. Vis mere +