TalTa[å]l, no. (isl tal)
1) tale, ord; Disp 31v (ovf. III. 576 b7). Fk jydskhed, jf frgd. tal. – have til t. ɔ: sige, have til mundheld; mand pleyer at haffue det meget til tals: falsk slar sin egne herre paa hals. Rch 115.
2) samtale; DgF II. 220 (ovf. II. 364 b29). – især i forb. til tal(s) ɔ: i samtale; han wille hafd hannum till tales meth segh. RD III. 178 9 (= til tal. CP V. 1419); Wdger wore gernæ till tals meth ether. RD III. 3719, 11919 (= CP V. 2712; komme til talss. sst. 8133); som hand er kommen til ords og tals med en anden prædikant (1536). NdM III. 16; huorfor hand nu begierer dennom til tals. Hvf VIII. 307.
3) omtale, rygte; komme wdtij noget werlicth tall oc wanære. PE 6. Jf ord 2). – Samme ord som frgd. tal, men vist tidlig skilte i udtale, jf den i bet. 1) særlig hyppige skrivemåde: tall. – Jf af-, bag-, fór-, for-, gen-, ind-, sam-, tilt.Ta[å]lsmand, no. (isl talsmaƀr)
1) forsvarer, forbeder; han (ɔ: præsten) er skicked till en talss man oc middel mellem Gud oc menniskene. CP II. 453; haffue wi en talssmand hoss faderen. 1 Joh 21 (1550, CP, 1647; 1524: fortalere); menniskens talsmand hoss Gud. MP 3; deprecator, talsmand, den, som giør bøn for os. Steph I. 3 b (Etym 986: forbeder); – hafuer vi en taalsmand hos Gud. JDV m 11v. Endnu brugeligt.
2) (sv talman) ordfører, mellemhandler; man skulde sende hannem thi aff de alderbeste oc lærdiste talsmend. HWR 2v; deris raadgiffuere oc talssmend. sst.; talssmænd paa nogen førstis eller meenigheds vegne. Dict.
3) (mnt talesman) sagfører; ath ieg mig oplede kand en talls mand, som min sag forhandle kand. CP II. 44; saadane aduocater eller onde talsmend. HWR 190v (= nt vorspraken. udg 1549 176); Etym 820 (ovf. u. forsprækker); os giøris en talsmand fornøden, som kand underrette os imod de reguler. BT III. 263; for præsten, lægen og talsmanden (advocat) skal mand intet dølge. PSO I. 1.
4) = talfoged (ndf. u. talje); naar noget gierde er bortstiaalet, skal talsmanden med sine tvende tilhørende randsage. Økonom Journal 1757 754; hvad qvæg som findes i korn-markerne skal af talsmanden opdrives. sst. 759.Talsmandsstok, no. den af talsmanden (bet. 4)) opbevarede karvestok; hvad smaa forseelser kand være, som ikke overløber 1 mk bøder, maa talsmanden tegne paa talsmands-stokken. Økonom Journal 1757 777; naar talsmanden slaaer til lyd med sin talsmands-stok. sst. 776.(Talsminde, se tale i minde.)Ta[å]le, no. hunk (∾ isl tala)
1) = tal 1); HKv 5815 (ovf. u. fals(k)); thennæ ær talen, hwilken som herren bødh, gører hennæ. ÆB 3 Msb 96; denne tale hun er icke min al eniste, men hun er oc gud faderss. CP II. 80; IV. 913-14; the høre myn tale, att hwn er lystig. Ps 1416 (FV); denne er en haard tale, huo kan høre hende. Joh 660 (CP, 1550, 1607); Dom 1413 (1550, 1607); Job 625; huo som vdgyder en daarlige tale, den kommer hun selff igien vdi halsen. VdS 88; – taale, sermo. SmdH 36; thend taale techtis for thend gantske forsamlinge. ApG 64 (1524). – flt.; hwilken som jkke lydher alle tale, huilke som thw bydhær hannom. Josva 118 (ÆB; 1550: dine ord); husualer met disse tale. Mogensen, Lprd. over Jak. Hvitfeld fort b 1v.
2) tiltale, krav; - CG skall verre frandømpt huis tale hand paa samme skiøde kand haffue (1575). Rsv III. 273. Jf JL II. 66. – Jf bag- (u. bagtal), efter-, for- fram-, gen-, imellum-, ind-, kollats-, mang-, mellem-, nær-, om-, på-, rette-, sam- (u. samtal), sendings-, skænds[skand]-, til-, åt.Ta[å]le, go. (isl tala)
1) i nuv. bet.; tw skalt aldrigh meræ talæ til mik aff thæn thing. 3 Msb 326 (ÆB, jf af 4)); som skulle scriffuæ, hwat Frankes men talede. RD III. 14816 (= CP V. 10111); talendes thet, som icke bequemmer. 1 Tim 513 (1524; CP og 1550: och tale); mand tal almindeligen. Etym 680 (u. loqvor), taler. sst.; – then lyffwer offthe, ther møghet maa thaalæ. PL** I. nr 629; om ieg end ubeskedelige taalde. Psd I. 230 b. – tale hans terff oc gagn. PE 234; huer taler sin egen tarffue hos os. Hvf V. fort. b 1. Jf nuv. tale ens sag. – t. minde, se ovf. III. 92 b48 ff. – t i. minde ɔ: have samtykke; - vdhen swo ær, at han kan talith i theres mynne (= talsminde. Suhm I. 1. 34), som han gield skyldug ær (1496). Nyrop, Skråer I. 976; hues hand icke taler y MB's minde (1543). Rsv I. 76. – t. i en andens ord ɔ: afbryde; interloquor, tal i en andens ord. Etym 681; Steph II. 788. Jf nuv. tale i munden på.
2) tale (ilde) om; sagde for ham, at nogle af borgerne havde talt hans øl ... de havde talt hans øl som skjælmer (1576). DS2 VI. 340.
3) t. af ɔ: aftale. M.
4) t. ind ɔ: gøre fordring på - (ad retslig vej); kand och opspørgis flere pendinge hos nogre, som byen med rette burde att thilkomme, tha skulle borgemestere tilhielpe kemmenere thennom ind att thalle (1581). KD II. 407; M. Jf indtale.
5) t. om = tale ind; weell nogher tale om swodant gotz, han tale therom fore wor nadige herre oc Danmarckes riges radh (1488). Rsv I. 21.
6) t. (o)på a) = tale ind; som ther meth rættæ vppa talæ kunnæ (1407, jf Or* II. 83). DoB 8; – taldæ nogher paa hans iordægotz (1468). DM3 III. 265; antworde ether Rom ok fly tedhen ok ther aldrig mer pa tale. RD III. 2817 (= CP V. 2118); (1536). Rsv* IV. 164; forplicte hand sig ved band til at aldrig vilde tale der paa. Hvf II. 348; saaledis handle med hannem, at hand aldrig skulde mere kunde være konge eller tale paa riget. ClS 428. – b) klage over, påtale; aldrig att kiere eller thalle paa denn sag (1547). Rsv I. 102; hans hustruis moder inthit taell eller klager therpaa och haffuer thett samtøckit (1574). Rsv III. 225. – c) (sv tala på) tale ilde om; CP I. 301 (ovf. IV. 54 b38); Heg 242 (ovf. II. 517 b50); – at the ingen ordsage giffue theres modstandere, at hand kand tale ilde paa thennom. 1 Tim 514 (1524; CP: tale ille om); detractor, som taal paa anden oc formindsker hans naffn eller ære. Etym 1348; at tale ilde paa anden. Steph II. 431 (u. detraho).
7) t. over ɔ: tale vildt; deliro, tal offuer. Etym 674; taler offuer sig. Dict; Steph II. 393. I sidste forb. endnu brugeligt.
8) t. til (fsv tala til) ɔ: a) stævne, sagsøge; give vii thennum loff oc magt at tale til theris skyldener oc til andere, the thennum uret gøre. Rsv* V. 204; the thalle thenum tiill mett logenn (1526). NdM V. 113; talled hans forloffuer till for nogit, som igienn staar aff hans hossbondholld (1553). Rsv I. 209; (1554). Rsv I. 241 (ovf. III. 694 b44); – med den påberåbte lov som gst.; biscop P wildæ ladæ talæ kirckelow till forne BE om the ærendæ, han till hannum hathæ, oc ey feythæ lathæ (1408). DoB 393. – b) gøre krav på, fordre; paa sinne egnne och sinn broders vegnne talle till godssitt (1560). Rsv II. 286; RFII 140 (ovf. III. 585 b27). – c) tale (henvende sig) til; ingen skall tale broders suend till, førend hand hafuer [talt] till bunden, som suenden tient (1514). KD II. 199, 284; haffuer NM (siden ieg talde mester P til) talet met hannom och forbudet hannom at giffue nogen bandz breff vth (1573). KhS5 I. 762; tale til med søde ord. Etym 904 (u. appello), 401 (u. affari); Steph II. 77; ChrIV* IV. 47 (ovf. III. 893 b48).
9) t. ved (isl tala viƀ) ɔ: tale med; talæth keiseren vith henne. HKv 6321; vilt thu vid mig talle? DgF I. 395 a.
10) lf. (fsv talas) samtale; hun mødte hannem, at tales indbyrdes mundeligen med hin anden om alting. VdSv 82. Jf MbO.
11) tm. (n talande) veltalende; en talende mand oc mectig i scrifften. ApG 1824 (1550, 1607; de andre overs: vel talende); Etym 400 (u. facundus). Jf af-, be-, for-, frem-, fuld-, ind-, om-, over-, på-, sam-, skam-, til-, gent., løs-, mang-, mild-, rum-, rund-, sand-, sledsk-, snar-, stor-, styt-, stød-, svar-, veltalende. Tale, go.
1) – dat.; HWR 89v (ovf. IV. 291 a30). Jf ndf. HøjsgG 96. – t. ens bedste ɔ: tale ens sag; (1467). DM3 III. 252 not 1) (ovf. IV. 414 b51); tale hans beste hoess hannom (1539). RdKl I. 78. Jf sv tala till ens bästa; ovf. V. 68 b50. – t. sit eget bedste ɔ: søge sin egen fordel; Dict (= canere intus = t. paa s. e. b. Etym 157). – t. udi rette ɔ: tale til r.; saaat hand icke kand thale thennom vdj rette (1529, Fr Jessen). – t. imod (sv tala emot) ɔ: modsige; Etym 631 (ovf. IV. 139 a51); 681 (u. obloquor); Steph II. 942. – t. en ɔ: tale til en (afbryde); interfaris, tal en i ordene eller i hans gierninger. Etym 402, 1372 (u. obturbo); Steph II. 786. Jf ovf. IV. 306 b2.
5) – b) omtale; memini, tal om noget. Etym 729, 905 (u. interpello); Steph II. 793; talte om anded smaat. Jm 179; hwor om taltist. sst. Jf fattes 2) (I. 520 a). – t. stort om ɔ: fremhæve; Wad I. 166 (ovf. IV. 852 b23). – t. om store ting ɔ: prale; grandiloqvus, som taler om store ting. Etym 682 (jf ovf. IV. 150 b2).
6) – c); (1443). KD I. 179 (ovf. IV. 633 b36); – RD II. 180 (ovf. IV. 871 a26). – t. på ens værste ɔ: ville skade ved sin tale; EF skal have talt paa kongens værste (1468). HT5 V. 39. Jf ovf. IV. 919 a14 f.
8) – b) – t. til rette, se ovf. III. 585 a42 f.
9); jf bet. 10) ndf.
10); – MR 17922; RD II. 244 (ovf. IV. 664 b23, 764 b18); fra sidst vi taldis ved. KC* a 1.
12) t. ud (sv tala ut) ɔ: tale færdig; perorastine satis, haffuer du icke talet vd? Etym 856; Steph II. 1038. Jf udt. ndf. – Jf bag-, efter-, under-, ved(er)-, åt., bred-, fri-, få-, glad-, ild-, kunst-, mørk-, ren-, rund-, sammen-, sand-, sød-, tungtalende.Taledrik, no. snak i drikkelag. M. M har vist ordet fra PSO I. 541, hvor det er sv, forkl. sst. s. 586. Taleriv, to. (fsv taluriver) snaksom, sladderagtig; vnne quinne, talerifwe, dantsere oc hedhergire quinne. HS 7531. Jf rive, bio.Talelse, no. tale; den femte aand er talelsens. Test* a 8; M. Jf tilt.Talelse, no. Jf bag-, efter-, for-, fore-, over-, åt.Talende, no. tale; det var ingen talende værdt. VdSv 142. Jf velt.Talen(de)hed, no. veltalenhed, vidtløftighed i ord; TSd 210 (ovf. III. 867 a43-44); Mercurius slog feill daa y sin thallenhedt (1600). FrTB 87; Etym 400 (u. facundia); geraader de ofte udi en talenhed (1635). RdKl III. 238. Jf sagt-, stor-, svart.Talen(de)hed, no. Jf hundsk-, sød-, tungt.Taler, no. snaksom mand. - M. Jf bag-, be-, fór-, fort.Talerske, no. snaksom kvinde. - M.Talerske, no. Jf fór-, fort. Taling, se bagt.