TandTand, no. (isl tönn) i nuv. bet; øghæ for øghæ, tan for tan. 2 Msb 2124 (ÆB og flgd. overs.); PL** I. nr 744 (ovf. III. 551 a22); MP 30 (u. dens); Etym 298; Steph I. 108 a. – HE fordhæ S's tan til Thydæsland, oc ther the moldæ hannum, tha wor han swo stoor som sex temmelfingræ. NdM V. 172. Overvejende hunk. i Nord, men jf Wimmer, No. bøjn 95–96; Rdq II. 155. – flt.; om thec wærkær i tændær. AM 187 3622; HS 5336 (ovf. III. 184 a14); han rystæ ner wd all myn tænder. RD III. 7410 (= CP V. 513); man kan eij see een man lengher æn tijl tændherne. PL** I. nr 672; Heg 114 (ovf. II. 553 a45, rimord: hender); PG 180; jf u. dej, to.; – føler oss i munden, om wi haffue tænd! Heg 69, 243 (rimord: mend begge st.); hun har ret lærdt at bruge sin tænd. Rch 281 (rimord: end); op da voxer den liden hund met huasse tend vdi munde. VdV II. nr 20 v 16 (= tander. DgF I. 145 b); labefactio, tandfald, fald paa tænd. Etym 383; spæde børn, som icke haffue tænd. sst. 481. – Jf Varming § 249; AM 187 173-4. – PL** I. nr 718 not 2 findes: a tende, jf tændzens sst. nr 736 (jf Kok I. 406; Thors 31, 64), men på første sted tilhører omlyden snarest hsf (jf PL** II. 292), og på det andet er hele ordet usikkert (jf sst. 298). – (holde) t. for tunge (sv ha tand för tunga) (tale med) varsomhed; y holde tand for tunge. DgF I. 145 b; at hafve tand for tunge. Hors* (1685). 369, 478; PSO I. 435; tand for tunge er god. Rch 350. – skære (med) t. se ovf. III. 858 b19-25. – en t. af munden ɔ: et smærteligt tab; huor de skulle giffue it fattigt menniske en kiortel, det er en tand aff deris mund, saa nødigt ville de der til. Tdm II. 88. Jf Wander, Sprichwl: zahn nr 109, 118. – komme inden t. ɔ: være alvorlig ment; dy kan siige, huad dy uyl, endog ted kommer dem ycke ynden tenderne. ChrIV* II. 5; jeg kjender vel den snak ... det kommer ikke inden dine tænder. GFK 33. – føle, om en har t. ɔ: prøve ens mod; føle, om en haffuer tænder, experire, ecquid aceti habet in pectore. Dict. Jf nuv. føle på t. (også i T, jf Wander, Sprichwl: zahn nr 134.). De anf. talemåder til dels endnu brugelige. – slå i t. ɔ: slå tænderne ind på; jech tør thom væll j tender sloa. RD II. 211 (= thender. RD I. 96; sv tænder. Iv Lejonr v 2785, jf Birg Uppenb I. 20822). Forkl RD III. 263 (af ten, se ndf) er umulig. – drage læderet over t., se ovf. II. 865 b5. Jf axel-, hegle-, horse-, hunde-, kamme-, kar(d)e-, klaffe(r)-, knibre- (u. knebber), kærling-, lyste-, lækker-, rosmer-, sagl- (u. sægl), smør-, sukker-, sætte-, vin-, æble-, kindt.Tand, no. – bide t., se ovf. u. bide (I. 99 b); I. 747 a18. Jf akker-, avends-, dobbel-, dvæle- (V. 180 b31), elefants-, for-, gløde-, grine-, hestedræbe-, hugge-, (h)valros- (III. 620 b18), hval(s)-, hyrne-, jærn-, kamme-, klemme-, nødde- (V. 758 b27), orme-, sav-, skumme-, stok-, svine-, tære-, ulvs[e]t., fåretænder.Tandbrækker, no. 1) redskab til at trække tænder ud; Etym 479 (u. dentifragibulum). 2) (nt tänebreker) tandlæge (spotudtryk). M. Tanddøvning, no. smærte i tænderne af surt. M. Jf døvelse 2).Tandfald, no. det at miste sine tænder; Etym 383 (ovf. sp a7). – Efter M: tandskifte. Jf fald 2). Tandfældelse, no. det at få tænder - (og den dermed forbundne upasselighed); SmdL 61 (ovf. IV. 80 a37).Tandfælding, no. (n tannfelling) tandskifte. M.Tænd(er)gnidsel, no. (fsv tanna gnistlan) det at skære tænder; der skal vere graad oc tender gnidsle. Matth 812 (CP; 1607: tendergnidsel; 1550: tendeg.); 2451; – tendgnidsel. Matth 1342; anamme den skendige dieffuel igen met graad oc tendegnidzel. Tdm I. 3v; tendgnidzel aff fraast. Tdm II. 137; huilcket hand kand lettelig acte udaf tænd-gnidsel, hylen oc græden. SS I. 129; kaster mennisken omsider hen i den kolde krug, huor der er idel graad oc tandgnidsel. Hiee, Ligpr. o. Knud Vrne v 4. Jf gnisle.Ta[æ]ndgnistring, no. = tænd(er)- gnidsel; graad oc tand gnyssteringe. Matth 812 (1524); 1342, 50; brende der ewindelig med vlidelig oc vsigelig graad oc tandgnistring. TVd 128v, 124v, 145. Jf isl tannagnístr (-gnísting), gnistre ovf.Ta[æ]ndgær(d), no. (isl tanngarƀr) kæbebenet med tandkødet; rudæ sodhen i win oc lagd pa tangierd. Br 28618; parulis, bwller paa tangerden. CPV; sst. (u. gingiua); TV 24; siuge, naar tandgeren voxer megit vd. TV 84; tandgærren hoffnis. SmdLb II. 36; sepes dentium, tandgiærd. Etym 1147; ålbL 349 (ovf. u. forfule); munden oc den saare tandgierd her med smurdt læger visselig. ålbL* 138, 241; skylle tandgierden. FD 324 Q, 284 Ee; – i thendher, i tendhegiarde. KhS VI. 464; thinæ tænder oc tængiærdh. Thottske Saml. nr 553 (4°) 124v; MP 30 (u. gingiva); Etym 523; tenderne oc tengierdene raadne. PlD b 3.Tandgærdsve, no. sygdom i tandkødet. Dict (= parulis). Jf ve. Tandhøs, no. tandhule. M. Jf høs 3).Tandjærn, no. (t zahneisen) tandskraber; CPV (u. dentiscalpium).Tandklap, no. = tandgnissel; ther som inthz er wdhen graad och tandklap. Disp 10v. Jf mnt teneklappern.Tændekød, no. tandkød; om tænnæ køt waxer ofær tændernæ. AM 187 361. Hos M: tandkød. Ordet synes ej alm. i æ Dsk., jf tandgærd.Tændekød, no.; for tendkiødet. CS 97.Tandkødssvær, no. byld på tandkødet. M. Jf svær.Tandkødsve, no. = tandgærdsve. M. Jf ve.Tandkødsvæxt, no. udvæxt på tandkødet. M.Tændløs, to. (isl tannlauss) tandløs; edento, giør tændløs. Etym 299; – tandløs. sst. (u. edentulus); Steph I. 252 b; II. 489; tandløs kierling bær avind ved, at andre faa mad. PSO I. 174.Tændløs, to.; – o tændeløse oc feie hunde! SkR ggg 3v.Tændernidskel, no., se ovf. III. 229 a4.Tandrod, no. lathræa squamaria; dentaria, tandrod. FD 19 A; Kyll 115; M. Jf ovf. II. 463 b11 ff. Tandrod, no. 2) (fsv tannarot) i nuv. bet. M.Tandskarp, to. havende skarpe tænder; hand viser dennem, hvor en tand-skarp sav den hengde. KC* a 2v.Tandskurer, no. = tandjærn; dentiscalpium, tandskurer, tandstecker. MP 127; Etym 1112. Tandskår, no. = tænd(er)- gnidsel. M.Tændskælven, no. = tænd(er)gnidsel; Dommed c 1v (ovf. II. 85 b25). Jf isl tannaskjalfti.Tandstanger, no. tandstikker; dersom noget sidder fast i tenderne, skal mand tage det vd med tandstangernes od. ErB b 8v (= tandstenger. ErB* 8, mulig trykfejl). – Steph I. 280 b (u. dentiscalpium); giøris her tandstangere aff disse olier-træers grene. FD 105 G; i det tredie rum laae en øreskie och tanstanger. Suhm II. 3. 147.Tandsti[e]kker, no. (t zahnstecher) 1) i nuv. bet.; MP 127 (ovf. l 27); – tandsticker. Etym 1112; en bog aff enhørning, huorudj fantis en øreskie, en tandsticher. Suhm II. 3. 147. 2) tænder på en sprød(de -) (i bet. 1)). M. Tandstyrke, no. lægemiddel styrkende for tænder. M.Tandtrækker, no. tang til at trække tænder ud med; forfex, tand-trækker, en tang at drage tænder ud med. Steph I. 280 b; M. Tandurt, no. 1) forglem mig ej (myosotis); Etym 103 (ovf. III. 155 b5). 2) = tandrod; stor tandurt. Kyll 116 (= orobanche, dentaria major). Lign. navne i andre sprog. Nemn II. 340. 3) chondrilla. M.Tandve, no. (t zahnweh) tandpine; hun jo kunde signe for tandvee (1620). Grønlund 133; for tandevæ veed jeg god raad. DrH a 2v; tandvee er største vee. PSO II. 258, 70 (ovf. III. 885 b2; Lucoppidan a 4 (ovf. IV. 30 b10); du hellige jomfru Appolonia, som af tandvee stor pine leed. JS IV. 109, 108. Helgeninden Apollonia påkaldtes særlig for tandve (hun havde efter sagnet fåt tænderne slåede ud, jf HelvC kk 3), jf u. tandværk. Jf SchuL IV. 532 a33 ff; Wetzer u. Welte, Kirchenlex.: Apollonia.Tandve, no. – til s. 311 b13 jf: Pernille feber drev, Aplone tænders brøst. Wiel IX. 367, jf l33. Ta[æ]nd(e)værk, no. (isl tannaverkr) = tandve; HH 138 (ovf. III. 596 a1); swa dughær thænnæ koppæ oc for tanwærk. DM3 II. 174; Br 28617-18; CPV (u. angina); strax en liden tanduerck kommer, forsuinder deris glede. VT 11; DM3 III. 97 (ovf. II. 164 b46); tandverck aff kuld. ålbL* 241, 299; FD 191 G (ovf. u. forlindre); tandeverck skeer, naar tandgierene begynder ad raadne. ComD § 298; – for tænwærc tac quinque folij rot. AM 187 3517, 19; messer for hoffwed werck, tende werck, ryg werck. Mb 6v; s. Apelloni [paakaldtes] for tenduerck. PlSk i 4; tenduerck kommer stundem aff maffuen. SmdLb I. 46. Jf børnet. (u. barn). Tand(e)værk, no.; huo som haffde suaar tandeuerck, sin bøn til Apollonie giorde hand sterck. Lyndsay 47.Tande, go. 1) harve. M. Jf sst.: ageren er tre-(fire) tændet ɔ: harvet 3 (4) gange. Jf n tanna, mnt tanen ɔ: gnave. 2) t. ud ɔ: slå tænder ud. M.Tande, go. 3) få t. M.Tandet, to. (isl tentr) havende tænder; hin tanded hugorm og den brodded snog og slange. KC* a 2; M. Jf stor-, svinet.Tandet, to. Jf dej-, høg-, lækkert., skarp-, tretændet.Tanding, no. kløe i tandkødet. M.Tandebid, no. bid med t.; HiørP e 5 (ovf. II. 493 a31).Tandbørste, no. (sv tandborste) i nuv. bet. M. Tandfæ, no. gave til børn ved t. frembrud; tandfæ (ɔ: en gave, naar børn finge tænder). PSV 426. Jf Fritzner2: tannfé; Lb 139; Rietz: tanngåv.Tandgjord, no. = tandgær(d); om lipperne oc tandgiorden. CS 97 (2 g).Tandgnisten, no. = tandgnistring; ligger vdi graad oc tandgnisten. Bertelsøn, Formaning e 6.Tandhule, no. (sv tandhål) i nuv. bet.; M.Tandpine, no. (t zahnpein) i nuv. bet. M.Tandpulver, no. (sv tandpulver) i nuv. bet.; Dict (= dentifricium); NL 256.Tandskifte, no. i nuv. bet. M.Tandskraber, no. skraber til t. M.Tandskæren, no. det at skære t.; Etym 261 (= crepitus dentium); NL 210.Tandslag, no. klaprende tænder; HS 7721 (ovf. II. 151 a20, = l stridor dentium. udg. 1724 139).Tandstikkerhus, no. foderal til t. M. Tandstyrkevand, no. vædske, der styrker t. (= aqva dialaccæ). M.Tand(e)vis, bio. som t.; Etym 298 (Dict: tandvis).Tandvæxt, no. frembrud af t.; M; – NL 256 (u. dentitio). Vis mere +