TilnegeTilnege (-neje), go. hælde til; vergo, ieg tilneiger. TV 325 (Etym 1412: helder). Jf nege 2). – tm. a) hengiven, gunstig; foruisse thennum aff riigett som kon: C ere tiillnegede (1525). NdM V. 98; menniskene aff tilbøyelig nature vaare tilneigede til det, som ont vaar. HWR 5 (= nt thom quaden geneget. udg 1549 5v); VdS 17; een høvedsmand, som var de danske mere tilneyet end kong E. VdSv 76; aff huilcke wi kand kiende hans faderlige, tilneyede hierte oc gode vilie. SthT a 2v, a 11; andre, som oss haffve veret tilneyede oc tilbundne. RS h 4; moderens hielp, huilcken vaar hannom altid mere tilnegen som den sidste fødde. Hvf VIII. 1; addictus, tilneiget, tilgiffuen, suoren. Etym 303. 2) tilbøjelig; børn fød vnder steenbucken bliffue bevegelige til vrede, saare tilnejede til sorrig, betenckelige i tale oc gierninger. HK 1634 f 3v; Bernts IV. 576; hafver ladet sig finde tilneyet til krjg, u-enighed, blodstyrtning. RFII 213. Jf ut., tilgenegen.Tilnegelse, no. tilbøjelighed, forkærlighed; skaber i oss ny rørelser oc tilnegelser til got (1546). Stemm 84; aff forældrenis affect oc tilneyelse. SthT a 3. – partiskhed; saa du giør intet effter tilnegelse. 1 Tim 521 (1607, 1647; 1550: for gunst). Jf tilgenejgelse.Tilnegende, no. = tilnegelse; ville vi for Guds skyld og god naadige tilnegende tilgifve begge dele (1536). RdM I. 154.Tilnegenhed, no. = tilnegelse; føle wij en willighed oc tilnegenhed at elske wor næste. TSd 109v; – tilnejenhed. M. Jf tilgenegenhed. Vis mere +