TingTing, no. 1) (isl þ;ing) møde, forsamling; - ingen maa thyge paa den allmindelige ting (1583). NdM II. 279; nyding kom fra tingen hiem met hans gieste fem. Rch 3317; – verne-ting, det ting, som man er pligtig at svare til. Steph I. 298 b; den t. sst. dd 3. Jf u. smsætn. – ting (dom-sted). HøjsgG § 76 (ik.). Om kønnet jf u. bet. 2). – flt.; (1523). GhA II. 72 (ovf. II. 157 b1); løgen skreff breff til alle thinge. Psd I. 34 b. – tage t. på ɔ: indstævne for ting; giffue last oc klage, tage ting paa en. Etym 1301; at give nogen sag, at tage ting paa en. Steph II. 777. – tingsted; forum, ting, sted, som rettergang holdes. MP 112; Etym 472; Steph I. 298 b; byer, stæder, slaatte, tinge, sogner. HvfB r 2v. 2) (fsv þ;ing) ting, genstand, sag; ik.; wrthær thet thing bortæ. Bl I. 157-158; HS 813-14; Rsv* V. 130; hand er en løgner oc thet samme tings fader. Joh 844 (1524); er dette det femte wnaturlig ting. ålbL* 43; bære Christi forsmædelse, saasom et af de ting, der allertyngest kand besværge os. Jespersøn, Lprd. o. M. Giøe 18. – hunk.; Luc 22 (ovf. IV. 317 b40); al thin brodhærs thing, om thw findær hænnæ. ÆB 5 Msb 223; hwo som tagher her noghen tingh, tha hængher hwn wz hans hænder. Rkr h 2v; omiomerium, naar huer part aff nogen ting kallis, som hun selff, i(!)or hun er hell. CPV; CP II. 108, 464; PE 85, 146, 151, 271, 492; ingen ting kan være nyttelig, vden hun er ærlig. HWR 227; naar en meen en ting anderledis, end som hun er. HemmE 172; en ting skikker sig vel, naar hun skee skal. PSO I. 441. – fk. PG 152; – som viiste en ting eengang saa stort, som det er i sig selv. Jeppe på Bjerget A 2, S 3; vAph I. 713 a og BadO 662 adskilles ordets køn efter nuv. brug. Overvejende ik. i Nord og T, men også hank. i N og Sv (jf Dalin), og hunk i T, jf GrimmG III. 485 not. Jf Thors* 182; Jensen, Vendelbomål § 163 j, 347. – flt.; emuæl naturlighe thing. HS 2124; wijd hannom er alleting. Rom 1136 (1524 og flgd. overs.; CP: all ting); store oc mectige ting. Jer 333 (1550, 1647); PG 181; – allæ thinghe. ÆB 1 Msb 366; HS 2124 (ovf. III. 206 b44). – hemmelig (lønlig) t. ɔ: kønsdel; fonger nogen hwl paa sin hemmelig ting. CPU 51v (jf ovf. II. 213 b23 ff); om man hauer wærc j sijn lønlec thing. AM 187 995. Jf ovf. II. 885 b47 ff. – som samlingsnavn; haffuer oss megen god ting tillagt. Rerav, FredrII e 7. Jf nuv. alting, også i æ Dsk; dødh man owergifuer al thing i hans andz vtgang. HS 2034; hand haffuer alting giffuet vnder hans fødder. 1 Kor 1527 (1524, CP, 1550; 1607: alle ting). – mængde; der fandtes en saare ringe ting efter hinde. VdSv 169; Holst IX. 27 (ovf. III. 468 a46); bleff dog en ringe ting der udi effterkommet. RFII 269. – som mål; al deres udvortes prydelse havde en føje ting paa sig. VdSv 17; tog en knippel, slog veldig ting paa hende. KP x 6; FD 68 H (ovf. IV. 140 b24). – for ingen t. (fsv for ängin thing) ɔ: på ingen måde; vilde for ingen ting dømme ret om denne ædle herris wskyldighed. VdS 253; da ieg for ingen ting vilde det giøre, hun vilde mig huercken see eller høre. VdP 53. Jf adel-, biskops-, bjærke-, by- (ovf. III. 589 a34; IV. 257 b41), bygde-, dag-, drik(ke)-, herreds- (ovf. II. 746 a39, 43; IV. 257 b36 ff), hjem-, kælder-, lands-, lignings-, marke-, middel-, proviste-, rette(re)-, skriver-, snaps-, snapsbirke-, snapslands-, sogne-, stud-, stue-, stævne-, syssel-, søgne-, søgnelands-, togs-, tægte-, u-, våbent.; konningens t. (ovf. II. 586 a11 ff); alstings.Ting, no. 1) inden t. ɔ: på tinge; (1551). Rsv I. 157 (ovf. u. delefoged), 200 (ovf. I. 641 a27). Jf ovf. IV. 142 b47 f, 394 a30 f. – til t. i samme bet.; (1558). Rsv* IV. 262 (ovf. III. 720 a3); (1558). Rsv II. 230 (ovf. u. delefoged); Dict (ovf. u. dele, go. 2)). Jf ovf. II. 746 a38, 43, 46. 2) –; til s. 390 b53; VdP 84 (ovf. V. 767 b1). – til s. 391 a6 jf ovf. V. 362 a17. – til s. 391 a10 jf ovf. IV. 396 a11. – til s. 391 a14; en præst for ingen ting tillades sig at gifte. Wiel X. 436. – til ærlig t. ɔ: i ærbarhed; RD II. 177 (ovf. I. 117 a17 = sv til ærlik thing. Iv lejonr v 1535). Jf ovf. IV. 904 b40 f. – Jf al- (IV. 391 a2, 4), be-, bænk- (se ubekvemmelighed ndf.), gæste-, kirk(j)e-, lag- (V. 642 a39), lykke-, tvær-, vedermåls-, vedermælst.Tingbog, no. (mnt dinkboke) bog til optegnelse af det på tinget forhandlede; skal hwer tinngschriffuer haffue en tinngbog, udi hwilcken hand skal indtegne alle domme, skødebreffue (1558). Rsv* IV. 259; schall hand (en borgmester) holde en clar och richtig tingbog, huorudj alle sager schulle indtegnis (1589). KD II. 438; recessen formeller, at hver tingskrifvere bør at holde en richtig tingbog ... det tingsvinde, som her omtrettis, icke findis i EJ's tingskrifver tingbog indskrefvit (1613). SR II. 428; DL 1-8-2 (ovf. III. 644 b5); skall ambtmanden igiennem drage alle tingbøggerne, som henhørrer till nogen voris herridz- eller bircke-tinge (1683). GhA II. 277 not. 4. – Jf lands-, birket.Tingbrud, no. brud på tingfreden - (bøde for ej at være mødt?)? de Aky Botild sun pro thyngbruth VIII sol' in censu. VJ 31. Jf æd: brut. Tingbrøde, no. bøde - for tingbrud; alle tingbrøde, som saa falder oc icke strax betalis. ChrIV L tfb k 5, jf: huor mand vorder brødfeldig paa laugtinget til nogen bøder. sst. Jf brøde 3) (I. 281 b). Mulig kun n.Tingbud, no. 1) mand, der tilsiger til ting; suarede herritzfogder, sandmendt, thingbudt (1609). HübB 571. 2) sammenkaldelse til ting; hver maa skiere tingbud op, som behoff haffuer. ChrIV L llb k 54; der bønderne finge tingbud aff kongen. ClS 150 (= isl kom þ;ingboƀ. Jónssons udg. I. 364). Nærmest n.Tingbud, no. 1); som haffde continuerit sin loulig deelis forfølling ued thingbuddenne (1635). KhS5 VI. 383 (også fra Bornholm).Tingbænk, no. (mnt dinkbank) bænk for de ledende på tinget; wiigdhæ ther vpneffndæ ottæ godhæ dondæmæn aff allæ firæ thingbænkæ ath domæ hanum (1433). NdM VI. 270; worth hans skøde meth syn fulle macth dømt offuer alle fyre tingbencke (1477) MbG (her forkl: i hele tingets paahør, vist rettere: af sandemænd fra alle 4 t., jf de andre prøvesteder); (1507). GhA III. till. 21-22 (ovf. III. 865 a34). Jf tingstok.Tingdag, no. (isl þ;ingdagr) retsdag; at ingen tingdage, torwedage eller andet arbeyd foretagis. Rsv* IV. 255; Etym 308-9 (ovf. III. 587 a32); Steph I. 32 b; saa fremt rettergangens visse tingdag indfalder paa een hellig dag. DL 1-3-4. Jf tægtet.Tingdele, no. retssag (der skal afgøres på et ting); meth laugdagh eller noghen andhen tinghdeele. Rsv* V. 280. Jf dele 3).Tingdeling, no. = tingdele; bør thennum thett att fuldgiøre udenn videre forfylling och thingdielling (1561). Rsv I. 289.Tingsdom, no. 1) (æ n þ;ingadómr) de på et ting valgte domsmænd; PM tilstod innen alle fyre stockæ for tingsdom, thet han haffde lawsoth oc fordelt forne mølle (1477). MbG. 2) (æ sv þ;ings domber (-domi)) dom fældet på ting; med tingsdom for saadanne sager er forvunden. DL 1-19-1; bryder nogen det huus op uden tingsdom. DL 6-14-5.Tingsdom, no. 1); (1440). DM VI. 71 (ovf. II. 425 a7); (1568). Rsv III. 79, 201 (ovf. I. 759 a9, 647 a8).Tingsed, no. ed aflagt på ting - (for retten); således må der læses Dict ss 1 for tings ild, jusjurandum judiciale. Da det flgd. o. er tingsiddere, stemmer rettelsen med bogstavfølgen. Tingfoged, no. herredsfoged, foged for en tingkreds; JS i S vor thingfogid (1545). Rsv I. 83; EN tingfoged i F herred (1557). KB II. 93; JJ tinghfogett paa Tossindt (1560). FA I. 95; Etym 309 (u. juridicus); tage beuissningh aff thingfoden till herritztingh och tinghørerne. DM3 I. 186. Jf Bernts I. 6.Tingfred, no. (fsv þ;ingsfriþ;er) 1) fred på vejen til og fra og på ting; - (1396). DoB 56 (ovf. III. 491 b17); thingfridh, ther han hafthe brudit (1408). DoB 347; tingfred regnis, fraa mand drager frann sit huus ret weigen til tinget (1558). Rsv* IV. 265, jf SL 2, 29. 2) brud på tingfreden; illud delictum sit thingfret brøthe ... sit delictum thingfret. GhA V. 38; kerde L offuer, at O giorde wor herritsfoged it fuld thingfred, skød til hanum oc veldelig dreff hannem fra tinget (1492). Rsv I. 24; schall oc bøtis forre kirkefredtt liigesom fore thingfredtt (1537). Rsv* IV. 174; (1539). Rsv* IV. 193 (ovf. IV. 246 b5); thenn same fatige manndt er komenn tiil H herritzting och tiltallitt JC, och JC ther haffuer slagit thenn fattige manndtt offuer hanndenn mett ett suerdtt och giortt ther tingfredtt, och hanum er tingfredtt offuer sorenn (1558). KhS VIII. 714. Jf byfrid 2).Tingfredbrøde, no. = tingfred 2); GhA V. 38 (ovf. l18).Tingfredsbøde, no. bøde for tingfred i bet 2); haffue bødt therforre ett fulldt thingfredtz bøder (1580). Rsv III. 331.Tingfærd, no. (isl þ;ingferƀ) rejse til ting; alle de mend, som vdi tingfærd ere, skulle fredelig met hin anden fare. ChrIV L tf b k 5; tretter, tingfærd, dom oc rettergang skulle vi fly. BT II. 78 (= l advocationes). Jf færd 1).Tinghelligt, no. ophør af rettergang; justitium, tinghelligt. Etym 1243; NL 682; M. Jf ovf. II. 203 b37 ff. Tingholdere, no. = tingfoged; tingholdher oppo J sisseltingh (1486). DM IV. 16; (1495). DM3 I. 39; vij JC herrisfoget och thingholler po G hærets tingh (1512). DS2 II. 7; (1514). Tvd 9027; y then szagh tinghollere tiill H herritzting (1536). GhA V. till. 7; den tid tingholder paa Ø herreds ting (1556). KhS V. 313. Jf DS I. 120.Tinghør(ere), no. 1) vidne på ting - (om det der foretagne); JH, thinghør paa B herritzthing (1465). Tvd 10024; LP, then dag tinghør paa L bierck ting (1507). DVb 126; – JE tinghører paa V herreds ting (1557). KB II. 113; DM3 I. 186 (ovf. u. tingfoged); tinghøreren til F herreds ting (1613). SR II. 404; DL 1-7-1 (ovf. IV. 144 a35). – som deltager i dommen; haffde hun udi rette steffnet OB herritzfogidtt OJ, HO och the andre theris metfølger, thinghører, for en dom, the haffve affsagt (1572). Rsv III. 160. 2) udråber af tingets afgørelser. M. Vist tvivlsomt, jf dog: schall forschiches enn tinghører aff huerdt herridt till landzting at merche oc forfare, hues tidender ther er ... och tha schulle the obenbarlige kundgiøre till theris herridzting for meenige herridtzmendt, hues the haffue ther hørt. Rsv* IV. 25; tingridere ndf. – Jf landstingsh.Tinghøring, no. (mnt dinkhoringe) = tinghør(ere) 1); ther (ɔ: på landsting) wor een skielich man skicket oc hathæ taghit thinghøringe met sick aff S hæretz thing (1408). DoB 393; quicunque ciuis alium ciuem conuincere voluerit ... debet tribus vicibus domum suam cum suis thinghøringh visitare (1440). DVb 28; three tidæ skal han søgæ hanss huss meth hanss tinghøringæ, och thereffter skal han laghsøge hanum pa tinget meth the same høringæ (1452). Rsv* V. 305, 269; wi oss beesport hathe meth them, som tilforn wore taghne tinghøring, tha her M lodh sette thet same hws wedh gaden (1472). KD I. 206. – Efter M: vidne på, at en har måttet afgive tyvekoster. Jf høring. Tingsilde, no. 1) klage på ting. M. Jf ilde, go. 2) benægtelsesed. M. Ordet mulig optaget efter den u. tingsed omtalte trykfejl.Tingkald, no. stævning til ting; skal jæch thom theres gotz fyllæ lathen(!) vthen noger ythermeræ dele æller tinghkall (1433). MbG.Tingkalde, go. stævne for ting; VJ vaar loglig tingkallit till R herridtzting (1540). Rsv I. 53; haffde JS tingkallit alle de mend (1543). FA I. 119; hand hagde tingkallit alle lodeiger till laghefft (1551). Rsv I. 158; the hagde logliig thingkallet alle lodseygere (1558). NdM VI. 138; (1578). Rsv III. 313, jf sst. 312 not 1). Jf kalde 2). Tingkære, go. = tingkalde; warthær thæt sua, at nokær man takær bref ofnæ vsot man, sua at han ær æi loghlikæ thing kærth (1282). GhA II. 4. Jf kære.Tinglag, no. (fsv þ;inglagh) tingkreds (det til et ting hørende område); næffne saa mange mend aff huer tinglaug eller skibrede. ChrIVL tfb. k 2; sin t. sst; M. Mulig kun n.Tingsljud (-lyd), no. stilhed på ting - (fordi sager forhandles); – med (udi) t. ɔ: så det er tydeligt for hele tinget; som met lowlige thingsslyud skøte och wplodh een gard (1479). NdM I. 183; (1485). KD II. 151; (1496). GhA III. till. 142; (1504). NdM I. 185; (1549). HoffmF. X. 245; hans fierde forfulde thingh, vdi huilche hand med louligh tingsliud haffuer affliust och forkyndet (1606). KD I. 565; hand vdj lougligh thingsliud haffuer ladet aff kynde och læse en schrifft (1613). KD I. 590; vdj louglig thingsliud schiøtte och affhende (1654). KD I. 676; – hwilke meth lofflig thingslydh skøtte innen fire thingstokke then gard (1474). DM III. 211; met lowlig tingslydt skøttæ och oplode (1512). SRD VI. 212; i samdregtelig beraadt vtginghe oc medh lowlig thingslydh ighen jndkomme (1512). KD I. 292. Jf l(j)ud.Tinglurere, no. stadig gæst på ting - (uden nogen sag); subbasilicani, torffuedriffuere oc tinglurere. Etym 113; M. Jf lurere 2).Tinglyse, go. (fsv thinglysa) bekendtgøre på ting; haver ej tinglyst, hvad hand indførte i fællig. DL 1-24- 27; lovligen tinglyste breve. DL 5-3- 28; M. Jf ljuse 2).Tingløber, no. = tinghører 2). M.Tingmand, no. (mnt dinkman) 1) mand, som er vidne (og deltager i dommen) på ting; tholff da vor di tinge-mend, som hinder skulle dømme thill døde. DgF II. 580; som skal lade sit liff effter tingmends dom. ChrIVL mhb k 7; dennom skall hand forhøre paa byetingitt mett byeskemner och mett tingmendene (1629). KD III. 85; ingen aff tingmendene maa gaa aff tinget vden oldermandens minde (1654). KD V. 373; DL 1-7-1 (ovf. IV. 144 a35); at byetings retten maa med 4 re tingmænd holdes (1711). KD VIII. 215. Jf Schlyter: þ;ingsmæn; Lund: thingmæn. 2) mand, der ofte går til ting; forensis homo, tingmand, som gierne lader sig finde til ting. Etym 472.Tingpant, no. pant taget efter en bestemmelse på ting; - (1570). Matzen 87 not. 3 (ovf. u. forstande 4)). Jf pant.Tingred, no. ridt (ridende bud) til ting; beboerne paa A toft har ikke holdt »ting red« (1563). KhS4 II. 275. Jf isl þ;ingreiƀ; tingrider ndf; red ovf. III. 592 b12 ff. Tingrette, go. søge bevist - (og godkendt) på ting; de presters synd vaare obenbare, och giordis icke behoff at tingrette noget der om. Cold y 8.Tingridere, no. en mand, der mødte ved ting - (fra hvert sogn) og bragte bud tilbage om det forhandlede; alle tingriddere af alle herrederne møde hver tingdag, som sædvanligt, paa landsting (1612). NdM II. 173; præco forensis, tingrider. Etym 982. Jf KhS4 II. 275 not 1); landstingr. ovf.Tingriderehavre, no. en afgift i havre (til tingridernes heste?); han sagde sin herredsfoged af med sin tingriderehavre (1559). KB II. 352.Tingsag, no. (sv tingssak) retssag (der skal afgøres på ting); causa forensis, tingsag. Etym 472; NL 470, 261 (u. dica).Tingsiddere, no. 1) befuldmægtiget, sagfører; pragmaticus, deelefogit, riidefogit, tingsidder, som altid haffuer at tage vare for andre til ting oc steffne. Etym 984. 2) = tinghørere. M. Jf bis.Tingsiddere, no. 1); for sandmand og tingsidders bestillingers forskaansel (1635). JS IX. 99.Tingsjug, to. æreløs, havende tabt ret til at optræde på ting; tingsiug, det er den mand, som er med low oc ret ofvervunden saaledis, at hand icke maa svare for sig selff til tinge, ut proverbium, at hvilcken mand, som 36 mænd (ɔ: tre tylter) icke kunde hielpe med deris eed, hand kand aldrig helbredis for saadan siugdom. OW* 775-6; kunde ikke 36 mænd helbrede den ting syge, da maa hand blive saa. PSO II. 184 (med henvisning til tylvtered, se d. o.); M. Jf sjug.Tingskrivere, no. (sv tingsskriffvare) skriver på et ting, herredsskriver; samme thingsvinde vare loulig thagenn till thinge, der hand var thingschriffuer (1545). Rsv I. 83; Rsv* IV. 259 (ovf. IV. 391 a34); tingskriffuer, notarius. MP 107; Etym 818; SR II. 428 (ovf. IV. 391 a43), 483 (ovf. III. 644 a40-41); raadstue- oc tingskrifverne (1683). KD VII. 57. Jf Bernts I. 6. Jf landstingss.Tingstok, no. (mnt dinkstocke) bjælke, der tjente til tingbænk; skulle hand neder haffue satt sig paa tingstockenn (1567). Rsv III. 52-53; H stod uden tinget ved tingstokken (1586). DM3 I. 216 (flgd. o. ovf. III. 92 b18); JS II. 162 (ovf. IV. 286 b49); Etym 1140 (u. subsellium); hugger eller opbryder nogen tingstok, da er det herverk. DL 6-14-8. – den anklagede sattes på t.; DgF II. 580 a (ovf. u. bulstok); sette hannem paa en aff tingstockene paa landstingit. Hvf G (fol) l 2v. – inden alle 4 t. ɔ: på retsgyldigt sted, for vedkommende ret; SS togh en halff bundægarth tel pant jnnen firæ thingh stokke pa G hæreths thingh (1407). DoB 324; hwilkæ vtgingæ ok wel beraddæ jgen komme jnnen 4 thingstokkæ (1462). Ann 1855 25 not; (1474). DM III. 211 (ovf. IV. 393 a33); EJ indenn alle fire tinngstocke hagde soldt, skøtt och affhenndt fra seg thvende hans byndergaarde (1558). Rsv II. 196; – lodh løsa inden fiir thingstøkkæ obenæ breff (1417). GhA II. till. 12 (sj, påvirkning af t stöcke?). Jf ovf. IV. 142 b43 ff; landstingss; tingbænk. – I en helt anden bet. (budstikke el. lign.) findes tingstok 1719, jf Henry Petersen, Nordboernes Gudedyrkelse 66 not. 1 (med afbildn.). Jf tingvol.Tingstokkelog, no. vidnesbyrd aflagt på ting; skulle the for ingen sag ther offuerwindes med log, som kaldis tingstocke log. KhS3 VI. 411. Jf lag 2) (II. 723 a13).Tingstud, no. sag- fører; som ellers icke er tingstud eller lader sig gemeenlig bruge for procurator (1643). Rsv* IV. 448; trette gjør parterne magre, men tingstuden feed. PSO I. 451; naar fattig mand sig har af tingstud ladet drille, der kan en traa-ret sag i knytteknude vrille. Lucoppidan a 6. – lovtrækker, vinkelskriver; homo ordinarius, ting stud. Etym 851; rabula, tingstud. sst. 1042; huad befligte hine lowkønne tingstude sig paa andet, end huem bæst kand giøre sig kyndt oc fryndt med dommeren. SkP 271; PSB 133 (ovf. III. 362 b33). Alm. hos Holberg: jeg ikke er en procurator og en tingstud. Ped Pårs B 1, S 3; de er kun nogle tingstude. Gert Vestf A 1, S 3, jf VSO og MbO. – Jf lovstud 2) (II. 729 b20), stud 3).Tingstud, no. – til s. 394 b8; PallSkr I. 28323 (ovf. V. 976 b43). Tingstuve, no. (sv tingstuga) tingstue, ting; ChrIV L tingfb. k 4 (ovf. IV. 196 b31-34).Tingstævne, no. (isl þ;ingstefna) indkaldelse til ting; hanndt icke vor plictige at bekoste tingsteffnner (1558). Rsv II. 234, jf sst: nar PP vill steffnne alle lodseigere och bekoste, hves bekostning therpaa skall giøris. Jf stævne 3).Tingstævne, go. (æ sv þ;ing stæmna) indstævne for ting; DH hagde ladet V's fader ther till tingsteffntt (1543). Rsv II. 135; (1553). FA I. 181 (ovf. III. 559 b48).Tingstævner, no. stævningsmand (den, der stævner på en andens vegne); Bendz, Rønninge 107 (ovf. II. 722 a19); thingsteffner for AS ere HT og MR (1679). Dske Herreborge 51.Tingsyg, se tingsjug.Tingtag, no. (æ n þ;ingtak) vedtægt gjort på ting. M. Mulig kun n.Tingtid, no. (mnt dinktit) tid, da der skal holdes ting; vpa ræt thing tiidh, som thinget hiolds oc plegher at holdes (1421). Antisl XIII. 111.Tingvid(e), no. (æ n þ;ingvíti) bøde for udeblivelse fra ting; hvo som bliver tilsagt ved budstikken og ikke kommer, skal bøde udi tingvide for hver gang et lod sølv. ChrV L 1-3-9; M. Mulig kun n. Jf vide.Tingsvidne (-vinde), no. (fsv þ;ings vitne) vidnesbyrd på ting; hwo som sigher segh att haffue logbwdhet sin iordh tiil thingæ, tha skall han thet bewissæ met tings witne. SSR 266; – en anden tyngsvitne aff H closters bercketing (1552). Rsv I. 194; – Steph I. 298 b (u. testimonium forense), 300 a (u. instrumenta); DL 1-7-1 (ovf. IV. 144 a35); – kunde saadanne nye thingsuinder icke hindre dieris heffdter (1470). Rsv I. 9; 2 tingsvindne oppa papier vndher datum 1481, lydendes, att 24 mendt vidner. DD 107; MG lofligh bedes oc feck en vueliigh tings vinne af 8 danne men (1512). Tvd 7530; Rsv* IV. 38 (ovf. IV. 144 b26); hørde wii lesse eth tingxwinde (1533). NdM I. 25; (1537). DVb 208 (ovf. II. 700 b51); (1538). FA II. 152 (ovf. IV. 229 a5); (1545). Rsv I. 83 (ovf. IV. 394 a8); (1573). Rsv III. 182 (ovf. IV. 17 b28-29); domeren thill spurde alle the andre mendtt, om der vor noggenn, som her ville imoudtt staa, før end handtt stæde thingwinde (1598). HT I. 466; det bevises med tingsvinder af S herridsting (1606). SR II. 49, 428 (ovf. 391 a42); ChrIV* III. 103. Jf landstingsv.Tingsvidnebrev, no. skriftligt tingsvidne; beuiste mett mange tingswittnebreffue oc beuissningh (1540). Rsv II. 123. Jf brev 1).Tingsvidnebrev, no.; (1479). Hüb I. 37 (ovf. II. 815 b42).Tingvol, no. budstikke (med bud om ting); møde thil grandsteffuene, naar bijsens tingwol omsendes (1635). GhA VI. till. 25. Jf Kok I. 401; vol ndf.Tinge, go. (isl þ;inga) 1) holde ting; M. 2) underhandle; han tingede ther fore liffuit soa. RD II. 249; bædræ ær at tinghe wed bwsken æn wedh boeyen. PL** I. nr. 863; hun tinge wed Gud, hun iche skal fristis. DgF IV. 191 b; er thit lang weigs heden, tha schal the tinge mett hannom, effter som reigsen er langh till (1577). JS II. 149. – særlig underhandle om køb, byde på, prutte; tinge skoe, klæder oc andet saadant hoss nogen. Dict; tinge paa kiøbet. sst.; ComD § 493 (ovf. u. fale); M. Endnu brugeligt. 3) leje; de tingede Balaam mod dem, at hand skulde forbande dem. Neh 132 (1550, 1647); Ciegler g 1 (ovf. III. 509 b5); M. 4) t. af ɔ: a) få nedsat i pris; M; du kand jo tinge to skilling af paa de varer, du kiøber. Jeppe p Bj. A 1, S 4. – b) købe sig fri for. M. 5) t. op ɔ: forhandle (og love betaling); hand med fryct sig motte giffve slet oc ydmyg tinge op paa krigsmaneer. GI 6; Hamborgerne tinge op med 1[00]000 daler hos kong F. RFII 317 i r.; – tingede op med A, at han skulde tie med dem. Lund, Egede 23. 6) t. ud ɔ: forbeholde sig (ved overenskomst). M. Jf af-, be-, dag-, forbe-, for-, ind-, op-, udt.; denge; uaftinget. Tinge, go.; – 4 b); (1574). DM3 III. 184 (ovf. IV. 547 a20).Tingmand, no. den, der påtager sig et arbejde for - (forud fastsat) betaling (entreprenør). M. Jf dingsmand (ovf. I. till. 48 b); fortinger ndf.Tingskammel, no. bænk, (disk), hvorpå varer ligge til fals; star nogher brodher paa tingscamblæ ællær hans buth och sæl syn gærningh (1496). DS IV. 341. Jf skammel.Tingværk, no. (t dingwerk) arbejde efter (forud fastsat) betaling. M.Tingelse, no. underhandling om overgivelse; skaffer wi fromme paa slaatte at indtage, eller ved tingelse, det skal wi deele. Hvf III. 222, 149 (ovf. III. 856 b41); den handel oc tingelse, som hertug V haffuer giort til Flensborg. Hvf IV. 212 (= nt degedinge. DF I. 197). Jf opt.Tinger, no. den, der byder på noget. M.Tinger, no. Jf fort.Tingest(e), no. (sv tingest, n tingeste) 1) ting, genstand; foruandle en tingistis nature. HWR 208; tingest, res. Dict. – alle thesse tingist skulle tilføuges ether. Matt 633 (1524; CP: alle disse ting); som beuarede deris tingest. 1 Sam 1722 (1550; Luther: hüter der gefässe); – Gwdz riighe stoer icke i sodanæ leghomlighæ tinghestæ. T 56; thet hus, som MP ... haffver thieris thingeste uti (1558). Rsv II. 201; set stole, hyønde oc alle tingeste til wey. Bredal 6, 3; de tingester, som den guddommelige mildhed verduget sig at giffue. DS IV. 349; med de naturlige tingesters udgrandskning. BT I. indl. a 3v; gode ordsproge tagne af tingesternes egen natur. PSO I. a 6v; mand skal giøre forskel paa tingesterne, som paa tjderne. GE 5. – Som samlingsnavn gods, sager, tøj; swin, ooste oc smør oc andet møget tingest. Mb 43; et stort skab til at legge klæder udi och andet tingeste (1574). DM II. 81; der vill møget medt thet første aardt, før en iegh haffuer pyntet mitt tingest til, som en studenter pleger oc bør at haffue (1554). KhS VI. 98; som skulde ført mit tingest frem (1559). KhS VIII. 384. Jf ovf. IV. 390 b53 ff. – mængde; behialp sig met en ringe tingist. VdS 365. – som mål; achtes wore mandatz-breffwe en ganske ringe tyngest (1537). Rsv* IV. 179. Jf ovf. IV. 391 a10 ff. 2) ting, sag; til strand met skib giordæ han mangæ growæ vndærlig thingæst. NdM V. 165; hwath som wndhe thingest han høtæ. ÆB Josva 2315; CP II. 198; tro i icke, om ieg siger ether iordelige tingest. Joh 312 (1524; CP og flgd. overs: ting); Mb 4; LaurU 9; (1536). NdM II. 151; om herr I icke giør disse to tingist. Hvf V. 167; ære oc værdighed er et flyctigt tingeste. BT III. 370. – forhold, omstændigheder; hwi fører du met dig dette syuglige quindfolk, men hende tingest er saa fat. CP I. 77; atspurde, huad the tingest ware. Luk 1526 (1524). Jf hun-, køkken-, jærnt.Tingest, no. Jf småt.Tingning, no. aftale, overenskomst; husbonden giør icke tingning met nogen aff dem wden met de første. Tdm I. 73v (jf Matt 202 ff); M giorde tingning med hannem for en forsagt penge (1634). MbG. Jf for-, op-, bet.Tingning, no.; til s. 396 a36 = SkdL 1816–7 436; (1690). GhA II. 278 (ovf. V. 33 b20). Jf af-, livt.Tingholde, go. holde t.; stode her i dag for tingis dom, som denne dag tingholtes (1635). GhA VI. till 25. Mulig kun sammenskrivning. Jf ovf. V. 463 a28. Tingholden, no. det at holde t.; (1649). KD I. 671 (ovf. V. 783 a44). Jf VSO: tinghold. Tinglov, no. (isl þ;inglag) verdslig lov; afskaffe ceremonier oc Mosis tinglowe. Melanchthon, Loci v ålb 388, 391.Tingskive, no. bord i tingstuen; Kinch II. 679 (ovf. V. 759 b39). Jf skive 2).Tingstævning, no. (æsv þ;ingstämpning) = tingstævne; havde tingstevning inden 4 stokke over AI (1469). SmO I. 2. 171.Tingsvidnedom, no. dom over t.; om hand kunde haffue dj vinde at beskylde oc forderffue (jf bet. 2) ovf.), om hand haffde thingsuindedomb (1635). KhS5 VI. 388. Vis mere +