TjuvTjuv (tjyv, tiv, tyv), no. (isl þ;jófr) tyv; (1443). Rsv* V. 514 (ovf. I. 3 a5); om tywffwen worder paafwnnæn. 2 Msb 222 (ÆB; 1550: tyff); tijwffue oc røffuere. Mc 21; Rsv* IV. 39 (ovf. u. fatte 9)); hand fanntt sin tiuff uti IL's gaardtt, som stall hans pendinge (1552). Rsv I. 185; VdS 14; en tiuf oc en røfvere. BT I. 33; – haffue alde biscoper som tiyffue, schalcke och forredre berøffuet lægefolcke andhen part aff sacramentett. Præd 9; – denne ræff oc lede tiu. HWR 83v (rimord: ihu), tiw. sst. 14 (rimord: nu); de velbetroede ere skadeligste tiue. Heg 88 (jf PSO I. 462); – tyff. Tdm II. 14v (ovf. IV. 194 b15); MP 158 (u. fur); Etym 499. – Som fuglenavn, se true. Jf adel-, bys-, dag-, folke-, hjærte-, honning-, hoved-, kalke- (II. 471 b20), kirke-, kvinde-, lumme-, løn-, penninge-, punge-, sjø-, strand-, taske-, ære-, kot.Tjuv, no.; – RD II. 7 (ovf. II. 344 b45). – t. i lys (sv tjuf på ljus) i nuv. bet. (nedfalden brændende stump tande); HenrW II. 67 (ovf. V. 934 a53); tyv i lyset er og smælter voxet bort. LTh 197. Jf t dieb, e thief. – Jf blod-, fæ-, glæde-, hønse-, kirsebær-, nat-, sjæle-, skogt. Tyv(s)brænde, no. 1) redskab til at brændemærke som tyv; cauterium, tyffbrende. Etym 189; NL 120. 2) mærke som tyv; tyvsbrænde. M. Beskrives her som en galge. Jf brænde 4) (I. 266 a); tjuvsmærke.Tjuv[tyv(e)]brænde, go. mærke med tyv(s)brænde; cauteriatus, tyffbrendt. Etym 189, 1410 (u. subverbustus); ComO 389 (ovf. IV. 325 b8). Endnu brugeligt i ændret bet., jf OG.Tyvefinger, no. – en hængt tyvs finger mentes at give lykke; du har en tyvefinger i din krukke (1576). DS2 VI. 307; hun af to piger var bleven anmodet om at skaffe sig en tyvsfinger (1652). Hüb II. 244. Jf Prætorius, Philologemata de pollice (1677) 141 ff; GrimmM4 II. 899 not. 1; III. 441; GrimmW: diebsdaume; samt om genstande fra hængte tyve som tryllemidler. Tullin, Skr II. 123; ovf. II. 598 b13.Tyvefinger, no. Jf Biccius, Schediasma de pileo 1680 c 4; FeilbO IV. 917 a, till 359 b; GrimmW IX. 28898; PSm c 4.Tyvfrastjålen, to. havende mistet ved tyveri; den kjedel var han tyvfrastjålen (1589). JS III. 165.Tjuvegalge, no. (t diebsgalgen) galge til at hænge tyve i; Gud giffue, at du saa vrider din mund i en tiuffue gallie. Horsens f 3; – de snakkede om møllere og end om tyve-gallen. Wielandt VI. 169 (rimord: brallen). Efter æ. love var hængning alm. straf for større tyveri, jf Anch I. 361; RsvR II. 118-9. Tyv(e)hånd, no. (t diebshand) en til at stjæle tilbøjelig hånd; manus furtificæ, tyffhænder. Etym 388; tyve-haanden gaar intet forbi. PSO I. 462.Tyvehånd, no. – om tyveri; uden den reyser sig af merckelig søeskade, ildsvaade, tiufve-haand. Fdg 28/1 1682 (om fallenter).Tyvhændet, to. tyvagtig. M. Jf snaph. Tjuvkende, go. (n tjuvkenna) beskylde for tyveri; ick[e] tiuffkiender jeg eder, men kragen siger, at i hafue min oxe her i skibet. ClS 386. Mulig kun n. Jf kende 2) og 3).Tju[y]v(e)lænke, no. en lænke om halsen på hængte - (for at de skulle hænge efter, at strikken er rådnet). M; (1706). Hüb III. 31 (ovf. II. 598 b14). Jf bemærkn. u. tyvefinger, særlig Prætorius a. st. 149 ff.Tyvemarked, no. torv, hvor den ene stjæler fra den anden. M (= forum furinum). Jf mark- (n)ed 2); tyvetorv.Tjuvsmærk(e), no. 1) mærke (på legemet) som tyv; Bl I. 154 (ovf. IV. 194 a42); – samme tiuff badt, om at hanndt motte faa tiuffsmercke och bliffve bødell ther paa landitt (1557). Rsv II. 188 (jf bøddelsmærke); – tyffmercke, stigma. Dict; bør hand at kagstrygis og have tyvsmerke paa sin pande. DL 6-17-36 (= JL II. 90); med tyvs merke i hendis pande brende (1701). KD VII. 631. – mærke i kvægs ører. M. Af Rietz (u. tjuvamärke) henført til tjuva (= tjuve, se d. o.), men navnet skriver sig vist fra, at tyve mærkedes med et udklip i øret, jf Skl IX. 15, 23; tyvskåren ndf.Tyvmærket, tm. mærket som tyv. M.Tjuv[tyv]nøgel, no. (sv tiufnyckel) falsk nøgle, dirk; se ovf. u. dirik. Jf nøgel.Tyvepak, no. (sv tjuffpack) skældsord om en slægt af tyve; tyffue slect, tyffue pack. Etym 1047; hun var kommen af »trold-folk och tyffuepack« (1636). Hüb II. 202. Endnu brugeligt. Jf pak(ke) 2).Tyverad, no. benraden af en hængt tyv; tage en tyfuerad aff gallien. JDV f 3v; en vederstyggelige tyfuerad. sst. Jf rad 2). Tju[y]veran, no. tyveri; 8 ransneffninge haffue sorit NP och MP tiuffue-ran offuer for thend sag, att the icke haffde ladet thennom skriffue for skatt (1573). Rsv III. 219; – en thyffueran dennom vor offuersuoren thill S herridzthing (1557). Rsv I. 249. Synes brugt om tyveri, hvor tyven hverken gribes med el. i besiddelse af kosterne, jf Rsv I. 249 not 4); Stm 684. Tyverække, no. et par ægtefolk, der stjæle. M.Tjuv(s)sag, no. (isl þ;jófsök) anklage for (skyldighed i) tyveri; loed dem saa henge uden ald koste och tiufssag (1557). Rsv I. 250; hvem som kiøber mett bundenns leiehionn, tha skall hanndt thet igienn giiffve och ther offver svare till tiuffssag (1561). Rsv II. 312; – om landbo givis tyvsag. DL 1-23-2. Jf sag 3) og 4).Tiveskud, no. afgift til byens foged for at holde tyve fængslede (til nærmeste tingdag); Rsv* V. 177 (ovf. II. 454 b36 = sst 176). Jf KD I. 54-55, 178; HT7 III. 152; slutterpenge, stokkeleje ovf.; tjuvestud ndf., skud 4). Tyvskåren, tm. havende afskårne øren - (som tyv); SR I. 353 (ovf. II. 266 a15). Jf tjuvsmærk(e).Tyvesnare, no. (isl þ;jófsnara) løkke, som en tyv hænges i; Dict (= laqueus). Jf: laqveus, tiuffstrick oc snare. Etym 628.Tyvespejl, no. et spejl, hvori man mente at kunne vise et billede af tyve; ved et saa kaldet tyve-speil. Hedegaard, Criminalret 2. Udg. 92. Om overtroisk brug af spejle jf CP IV. 22229; Mathesius, Postilla (1588) III. 36v: kan er (ɔ: der teufel) inn einem spiegel seinen leuten fürbilden, wer die diebe sein; jf vise i vand (u. vatn).Tyvespejl, no. Jf ovf. V. 853 a28.Tyvstal, no. (t diebstahl) tyveri; ser, huad i baade aff det tyffstal. PlV 8030-31; der er en foget i himmelen, som kender alle tyffstal. sst. 8131 jf sst. 223.Tjuvesten, no. 1) en sten (på tingsteder), på hvilken de i tyveri grebne bleve satte; vor [førdt] till N herritzting mett samme stolene koste oc ther bleff satt paa tiuffuestenn (1537). Rsv II. 25; tiiffue stienen then schal byfogden lade sette. JS II. 162. Efter Testrup, Relation om Tingene 38: en sten midt imellem tingstokkene. 2) = skandsten; 1660 benådes et stadsbud, som havde begået en mængde tyverier, med at stryges til kagen, derpå bære »tyvestenene« af byen. Kinch, Ribe II. 676. Jf ovf. IV. 119 a49 ff.Tjuvestok, no. (mnt devestock) = stok 6); cippus, tiuffuestock. TV 45.Tjuvstrik, no. (t diebsstrick) = tyvesnare, se d. o. Jf strik(ke) 2). Tjuvestud, no. = tiveskud; quilibet ciuium tenetur annuatim soluere ij denarios pro thyuuestud (1254). KD I. 19 (= Hvf II. 239); M. Jf stud 4).Tivestyld, no. tyveri; huilckit Hieronimus kalder en høy tiffuestyld, naar det wnyttelige vonbrugis, som fattig folck hør til. PlH e 4v. Jf styld.Tyvstæle, go. (svd tjyvstjäla) stjæle; M. – tm. (æ n þ;jófstolinn); hand vaar tiustaalen aff Canaans land. Test l 5v; det skal vere it tyffstaalet hoss mig. 1 Msb 3033 (1607, 1647); blef mig tyfstaalen fra. KhS V. 457. Jf stæle.Tyvetorv, no. = tyvemarked; tyffue torffue, huor den ene stiel fra den anden. Etym 499; NL 511. Tyvetræk, no. tyvekneb; af hænderne (skal fjærnes) ladhed, tyvetrækker og gjerrighed. TT** VI. 578. Jf træk.Tyvetrækker, no. = bøddelsvend, se d. o.; M. Tyvtrækkerhore, no. groft skældsord til en kvinde; havde skjeldt hende for en tyvtrækkerhore (1636). Hüb II. 202.Tyveæt, no. tyveslægt; det er bedre at være af tyveæt end skurve-æt. PSO I. 464.Tjuvagtelig(en), bio. tyvagtig; naar hand (ɔ: spurven) hendis (ɔ: svalens) huus tiufactelig indtager. Hex 202. – – hemmelig; vaar de andre tiuffacteligen vndløbet til deris skibe. Hvf I. 88.Tjuvagtig, to. (sv tjufaktig) tyvagtig; furax, tiuffactig. TV 191 (Etym 499: tyffactig); at fattige folck deris gods icke aff slemme, tiuffactige mennisker forryckis (1643). KD V. 255; rafnen er en tiuffactig fugel. WD II. 62, 110; A med sin tjuffactige haand bortstjal ded forbudne. PBd 230; at gaa med armene bag paa ryggen staar baade dovent oc tiufactigt. ErB* 10.Tjuvagtig, to. – brugt af t.; ChrVA § 24 (ovf. V. 359 b28); jf ovf. IV. 409 a4.T(j)yvelig, bio. (fsv thiuflika) hemmelig, i smug; thiyfligh burt foor. SSR 64; – Som to. handlende hemmelig (som en tyv); hwo est tu tiffuelege rydder, om natten ryder. RD III. 10313. Jf isl þ;jófligr.Tyvende, no. tyveri; (1507). Rsv* V. 299 (ovf. I. 654 b5). Vel omdannelse af tjuvned, se d. o., jf ags þ;eófent.Tjuveri (tyveri), no. (fsv thiuveri) tyveri; straffæ mik thiuffweriis. 1 Msb 3033 (ÆB; 1550: det skal vere it tyffueri hoss mig. Vulg: furti me arguent); the ere schyldige utii thyuffuerie. Rsv* IV. 40; tyufferi, furtum. SmdH 38v; TV 378; SmdL 423 (Etym 500: tyffueri); att lide icke for tiuffuerij, oprør eller vdygd. TSd 300; (1559). Rsv I. 263; om andet thiuffery (1598). HT I. 453; forgriibe mig med tiufveri i nød. Pros 547; – brugte sin tiufferi oc skalckhed. VdS 269; – thiuffuerey. Matth 1519 (1524; 1550: tiffueri; CP: styld); – horeri oc tyffueri. åb 921 (1524: tiuffuerie; CP: tyfferi); – beuisse henne noghenn tyffueri offuer (1541). Rsv II. 130; hin thyffueri. Rch 214. Fk. jydskhed, ik. i Sv, jf anf. prøvest. og flt. – flt.; der ieg bedreff de smaa tiueri. HemmE 302. – Jf ndf dag-, folket.Tjuveri, no. – flt.; PE 316 (ovf. III. 259 b27). Jf fæ-, æret.Tjuvinde, no. (t diebin) kvindelig tyv; tiufinde! paa dig jeg vist vil lure. TkA III. 156, jf s 155: en liden tiuf hun viste dit at røfve.Tjuv(n)et (tyv(n)et), no. (isl þ;jófnaƀr) tyveri; ey thiufneth at gøre (1476). KhS3 IV. 480; (1493). DM3 III. 281 (ovf. II. 13 a24); om nogen sicktis fore tiuffnit. Rsv* IV. 95; fire mend for deris tiuffnet oc roff bleffue hengde. Hvf IV. 256; – saa mange som findis ved tyvnet, de forfølgis alle og straffis som tyve. DL 6-17-3; – dømmes som for offwenbarlig tiwffwet (1528). DM V. 77; – straffe ther effther som fore andet tyffuett (1533). NdM II. 252. – stjålen genstand; - (1282). GhA II. 3. (ovf. III. 338 a20); vm thyufnæth (overskrift), hwa som pagripen wrthær mæth thyfnæth. Bl I. 153; furtum, tyffnet, stolne kost. Etym 500 (jf errata); naar tyven kaster tyvnet, er hand andet folk lig. PSO I. 465.Tyvse, go. beskylde for tyveri; - hun tyffsede mig. Jm 209, 210. Tyvse, go.; på bytinget havde »tywsset« ham (1544). KhS III. 405.Tyfte, se småt. Forkl; her urigtig, ordet bet.: beskylde for tyveri, endnu brugeligt.Tyveafkom, no. afkom af t.; Etym 1047 (u. rapacida).Tyvebusk, no. hovedhår af en t.; Naur n 4v (ovf. II. 32 b1).Tyvsdom, no. dom for tyveri; DL 6 - 17 - 39 (ovf. II. 379 b16).Tyvedød, no. en t. død (henrettelse); til en tyve-død for ære-ran henfunden. Thrane 24. Jf ovf. IV. 407 b12.Tyveed, no. ed af en t.; PSO I. 195 (ovf. V. 467 b36).Tyvegang, no. (t diebsgang) krogvej? PSO I. 219 (ovf. u. engleprang).Tjuvehandværk, no. tyveri; intet handverk lønner verre end tyve-handverket. PSO I. 463 (jf ovf. V. 687 a7).Tyvejærn, no. lænker om en t.; haver mig udi tyve-jern til tinge ført (1605). DM4 IV. 129. Jf ovf. II. 457 b31.Tyvekoster, no. flt. i nuv. bet.; hvor Judas var prior med sine tyve-koster. Thrane 19; – tyvekost. v Aph I. 730 b. Jf ovf. II. 605 b20 f.Tyvelav, no. samfund af t.; hand ofte sig i tyfve - lau til skalcke - stycker giver. SortS 45.Tyvelænke, no. Jf ovf. V. 685 b35. Tyvenæve, no. (sv tjufnäfve) = tyvehånd; om hand sig kand for tyvenæver spare. Wiel VI. 183. Tyveslægt, no. (t diebsgeschlecht) slægt af t.; Etym 1047 (ovf. IV. 407 b52). Vis mere +