TosseTosse, no. 1) (isl þ;ur[s]s) bjærgtrold; thus, tusse, tosse ɔ: trold, halv-tossing. PSO II. z 2v b (se også u. tosseloden); M. 2) i nuv. bet., tåbe. M (tovse. sst.); – NL 390 (u. fatuus; Etym 409: halfftosse), 2042 (u. vervex); hvilken forbandet taasse maa denne kaal ikke være! Erasm Mont A 2, S 5; vAph I. 689 c; det kildrer tossen, naar al verden ham beleer. Fors I b 181, 180. Efter PE Müller, Synonomik I. 81 også af isl þ;urs (jf VSO, MbO), men ordet synes sent i Dsk og ikke alm i N el Sv (jf dog n tusse, svd tuss, tossa). Efter Jess = n tass(e), jf GrimmW: däsig (dsk døsig). Stammerne ere blandede, jf smsætn. 3) løgtemand. M. Jf tosseild.Tosse, no.; jeg paa min dommer stoel er ingen tosse. Schand (u. å.) r 1. Jf Bl I. 36; årb 1899 268; FogT. Jf halvt.Tossebid, no. (n tussbit, svd tor[s]abett) sygdom i fingre og tæer. M (= pavonichia).Tossegreve, no. 1) jættefyrste; tosse-greffue hand gick at stuffuegulffuen. DgF I. 4 b. 2) fuldendt nar. M.Tossegreve, no.; som tossegreven i visen. PSO II. 63. Efter Arb 1899 268 = Þursa gramrinn, þ;rymlur v 12. Tossehat, no. = tosse 2); da stod ieg som en tossehatt. DM4 II. 363 a. Jf t dumm hut.Tosseild, no. løgtemand. M. Mulig kun overs. af l ignis fatuus.Tosseloden, to. underlig som en trold; tosse-loden ɔ: tos-uren. PSO II. 37, forkl. sst. z 2v a: taabelig, underlig som en tosse eller spøgelse. Tosurn, to., se frgd. o. – tossevorn. M. Jf taassevurrenhed (1787). Brock, Rosenborg II. 110.Tosse, go. 1) være dum. M. 2) løbe forvirret om. M. Endnu brugeligt.Tossing, no. (sv tosing), se halvt, jf u. tosse 1).Tosseblanding, no. barn af en jætte og et menneske; PSV 443 (ovf. V. 406 a47). Tossekæmpe, no. = tosseblanding, se der anf. st.Tossemand, no. tåbelig mand; Wiel VI. 151 (ovf. V. 441 a18).Tosset, se halvt. Vis mere +