TroTro (trov), no. hunk (∾ isl trú) 1) tilsagn (om troskab, pålidelighed); vntfonget haue thusænde nobele j ræt tro (1405). DoB 207 (i r. t. ɔ: efter bindende løfte, jf: scal hwn thisse nobele j gen fongæ j swa dan made oc tro, som hwn os thøm nw fongit hauer. sst.); ieg veed, du holder altid tro, thi dit ord sandhed er. Psd I. 303 b. – særlig ægteskabsløfte; staalltenn iumfru! y giffuer meg tro med haannd, om y well meg nu følge. DgF II. 160 b; – saa vell holdt hand sin throu, ... loed hand sedt brøllup bou. sst. 162 b; gaff hende sin tro oc elskte hende. VdS 26, 7 (ovf. III. 682 b16). 2) pålidelighed, ærlighed - (som bekræftelse ved vidnesbyrd); haffuer hans nade tillsagt oss poæ sin koninglig eedh oc gode troo (1513). GhA II. 57; på tro og sand se ovf. III. 685 a30 ff; som vant »paa dieris guode trouf, siel och rette sandhed« (1580). SV 30; vilde forsøge konning H's tro oc loffue. Lysch 136. Jf ovf. II. 841 a2. – svensk tro = s. love (ovf. IV. 230 b44). 3) troskab; loffuede dennem igien all tro oc huldskaff. Hvf I. 136; V. 199; tylperlig forglemmer al sønlig troo oc pligt. Hex 206; hvo kongen haver kjær, hand træder frem og slaar, i krigen kjendes best, hvis tro sig længst bestaar. Thura, Poet. Sag. 292; – enn vforkrenckt thro oc loffue emellom hwstrw och hwssbondhe. Schroch ttbl. 4) tillid, tro (i religiøs forstand); ræt troo hun gær ey aff alder. HKv 7615; CP II. 58; III. 491; IV. 293 a, 30033; haffuer thu troen, sso haffue hende hoss tig selff. Rom 1422 (1524 og flgd. overs.); Hebr 111-2 (1524, CP, 1550); ApG 1422 (CP); Art (v Rørd.) 30 (= Hvf VIII. 206); han frester hennes troo, at der som hun hadde icke weret dess større wdi hende. TVd 180; TSd 109v (ovf. IV. 241 b40-41); den troo, Gud hadde giffuet hannom, hun bleff. TH 17v; (1546). KBb II. 285; giff oss den rette tro oc formere hende. TdmU d 8v; troen haffuer slig vilkaar, at hun icke gelder i alle land. HWR 235v; denne tro er icke en menniskelig tancke, faderen i himmelen skal giffue hende. Tdm III. 53v; II. 16; HemmLV 180v (ovf. III. 840 a11); huad troen er, oc huad hendis art oc natur er. JDV g 9v; Brorson, Psalmer (v Arlaud) 122 a, 123 b. – (sige, stå) til t. ɔ: så det er pålideligt; - (1538). FA II. 153 (ovf. III. 686 a21-22); ieg dig ej til troe vil sige, hvad som vel anstaar en pige. AB I. 267. – (have) god (slet) t. ɔ: god (slet) kredit. M. – tælle t. ɔ: få til at tro? hun (ɔ: Eva) teller oc troen for sin mand, som Satan haffde lærd hende før. Lyndsay 20 (= e patt hir husband in beleue. Lyndesay, Works (1865) I. 31). – trosbekendelse (den apostoliske); troen oc hendiss tolff artickle. CP IV. 2417-8. Jf kvinde-, mands-, mis-, snar-, u-, van-, vrangt.Tro, no. 1) – i t. ɔ: efter forpligtelse; Hvf V. 225 (ovf. III. 894 a39). 2) – min t. som bekræftelse (fsv a mina tro, t mein treue); skal hun til at svære, hun siger kuns: min tro, min nu. Reenb I. 74; jf ovf. III. 856 a42. 4) – sætte t. til; (1477). DM II. 19 (ovf. II. 840 b19). – på god t. ɔ: i g. tillid; de haffde giffuet sig paa god tro och loffue, at di skulde fri passere. Cold kk 1. – til s. 446 b20; den hellige tro (overskr.), den første artickel. Pall, Skr I. 79. – salme, indeholdende trosbekendelsen; naar de tho siste vers i troen siungis (1580). RdKl II. 317. Jf Thms 117: om troens artickler (overskr. o.: vi tro allesammen paa en gud); WlA 81. – Jf drømme-, hjarte-, kon(nin)ge-, kristen-, over-, ståder-, søvne- (V. 972 a48), ægtetro.Trobrev, no. kreditiv. M. Jf brev 1).Trobrydere, no. den, som svigter et givet løfte; lyde trobrythere vilie. HS 4029 (= l præværicatorum. udg. 172471; nærmest: frafaldnes); foedifragus, tro oc eedbrydere. Etym 479 (Dict: trobrydere); M.Tro[u]fast, to. (isl trúfastr) 1) i nuv. bet; the trofaste ere formijnskede. Ps 122 (FV, 1607, 1647); Gud er trofast. 1 Kor 19 (CP og flgd. overs.; 1524: troo); hand er trofast, som eder kallede. 1 Tess 524 (1550, 1647; 1524 og CP: tro); Hvf VI. 305 (ovf. II. 841 a17); Etym 434 (u. fidus), 121 (ovf. II. 841 a14); 2) fast i sin tro; siger til Thomes ... wer icke wantro, men trofast. Corvin, Post II. 7v (= Joh 2027; CP og flgd. overs.: tro). 3) pålidelig; bleff seet vdi himmelen aff mange trofaste folck glaffuender oc spitz til sammen rende vdi skyerne. Bertelsøn, Formaning til Poen b 7-7v; gode lærde oc trofaste læger. SmdLb I. a 6v; bør sligt med trofaste vidner at bevisis. DL 5-2-31; – fremblidde itt wuilligtt fulltt thingswidne widtt 8 thruuffaste dannemendtt (1571). NdM VI. 139.Trofast, to. Jf ut.Trofastelig, to. pålidelig, sikker; den trofastelige leyde, wi hans naade giffuit haffue. Hvf VIII. 323. – Som bio. (isl trúfastliga) i bet. 1); da staar hun met dig trofastelig. HWR 124v i r.; handler trofasteligen. TV 393; nar alle din stolbrødre wige fraa dig, da staar hun med dig trofastelig. FS VII. 234; wi ville oc skulle gandske trofasteligen handle. Hvf VIII. 317; Etym 433 (u. fideliter); (1675). KhS3 VI. 385. Trofasthed, no. 1) (fsv trofasthet) i nuv. bet.; Etym 434 (u. fidelitas). 2) tillid; vi bede dig, at du vil giøre saadan trofasthed til din barmhiertighed vis og fast i vore hierter. Altb 172.Trofasthed, no. 1); KSK b 6v (ovf. III. 303 a11); AB II. 439 (ovf. II. 181 a53), 415; SortS 64 (ovf. V. 443 b26). Jf hestet.Trofuld, to. (isl trúfullr) fuld af tro, troende; giøre oss til saa trofulde, oc ij alle maade trøstige Guds børn. TSd 55v; begiering aff et trofult hiærte. sst. 59v; ieg med en troe-fuld bøn paa himlen giører vold. Naur y 3v.Trogive, go. love til ægtefælle; hans datter, hvilken hannem blev tilsagt og trogivet udi vor Frue-kapitel udi vor Frue-kirke. DM3 III. 85. Jf æ sv trogivin; trolove ndf. – sammenknytte (i ægteskab); dermed hierter tu forbinder oc troo-gifver. Hex 144. Jf VSO og MbO. Trohuld, to. trofast; griber an med de trohulde Hollænder. Wallensbek 19; tro-hulde, lilde hund. Thura, Poet. Sag. 152.Trolove, go. 1) (æ n trúlova) fæste (til ægtefælle); de som lønlige emellom seg sielffuer haffue troloffued seg sammen (1539). RdKl I. 74; PlV 8223 (ovf. II. 507 b2); (1567). KhS III. 629 (ovf. I. 517 b1); troloffuede sig en frøcken. Lysch 197. 2) (om præster) fæste sammen (ved visse skikke); (1555). RdKl II. 39 (ovf. II. 507 b8); er bleven trolovet en pige, saa at præsten har lagt deres hænder sammen (1579). sst. II. 296; de personer, som actede at indgaa den hellige ecteskaffs stat, skulle først troloffvis (1582). sst. 340; skal ingen præst trolove folk sammen om søndagen, førend prædikenen er ude (1597). KhS VII. 41; cur-printzen aff S war forwentendis, som princessen aff D skulle troloffuis. Jm 74. – tm. i lid. bet.; wi haffue forbudet troloffuende festefolck hin anden at mue forære. Fdg 20/2 1621 (i andre aftryk: trolofvede, se Secher, Corp const III. 644).Trolove, go. 1) – om kvinden; (1657). DS II. 106 (ovf. II. 67 b3).Trolovelse, no. (fsv trolovelse) handlingen, ved hvilken nogen troloves; alleniste høre deris troloffuelse tillsammen oc werre vidnisbyrd der till, ind till saa lenge de wies. RdKl I. 397; (1582). sst. II. 340; troloffuelse, huad hun vdkreffuer. HemmE ee 8; trolovelsen og sammenvielsen skulle de (ɔ: præsterne) forrette med de sædvanlige ceremonier. DL 2-8-2; – anno 1610 stod mit throloffuelse medt MO. Hüb II. 313. Også i Fsv synes kønnet vaklende, se Sdw. – Om trolovelsens bet. jf HT5 I. 385 ff; III. 701 ff. – Jf love 4) (II. 839 a17).Trolovelsebrev, no. skriftlig erklæring om at være trolovede; hemmelig bepligtelseeller trolovelse-brev, som nogen giver hver andre indbyrdis. DL 3-16-6. Jf brev 1).Trolovelse(s)ring, no. ring, som de, der trolovedes, gave hinanden; annulus pronubus, trolovelse-ring, fæstens-ring. Steph I. 296 b; maa slutte ægteskabsløfter med haandstrækning og trolovelsesring (1683). RdKl III. 545; M. Jf fingerne; ringevielse; GrimmW: ring I. 1 b α.Trolovelsesring, no. Jf vi(g)er.Troloven, no. isl trúlofan) trolovelse, forbindelse; ieg skal vorde verdig thin trolofuen. HS 5418 (= l desponsatione. udg 1724 96).Trolydig, to. lydig i troskab; disse lowlige kongerigers tro-lydige undersaatter. KS 108; eders kongl. majesteets trolydigste undersaat. Thura, Poet. Sag. tilskr. b 1. Troløs, to. 1) (isl trúlauss) vantro, blottet for tro; theris thro løsse bønner. T 119; aff saadane salige wilkor oc icke aff en haab troløse gierninger. TVd 134; hans hierte er tro- oc trøstesløs. HenrJR 119. 2) (fsv trolös) i nuv. bet.; vforstandige, troløsse, w wenlige. Rom 131 (1524 og flgd. overs.; Luther: treulose); som en quinde bliffuer troløs for sin kieriste. Jer 420 (1607, 1647); de, som vaare saa saare troløse, vaare trygge. Jer 121 (sst.); NL 417 (u. perfidus).Tromand, uo. (isl trúmaƀr) troende menneske; tha tromenz kirki thettæ hørde. HS 48 (= l ecclesia fidelium. udg 1724 72).Tromenende, to. oprigtig, ærlig; (1671). R. Petersen, Kingo 127 (ovf. II. 662 a44); enhver tromenende patriot og fædrelandets elskere (1678). Bircherod, Dagb 192; skrev jeg hannem igien tilbage, med tromenende advarsler, at han vilde tage sig vare (1696). sst. 321.Troment, to. = tromenende; dette mit tromeente tilbud behagede hans maj. (1681). NdM II. 140.Tromål, no. (svd tromål, n trumaal) 1) fortrolighed, oprigtighed; sagde hannom i reth tromaall, ath erckebispen wille driffue hannom aff Suerige. CP V. 50216-17; giffue forældrene i rett tromol tilkiende, huilcke aff syn studeren intet siunes at bliffue forbedrede. KkO k 1 (= KhS I. 101; RdKl I. 97; DL 2-18-7); Heg 32 (ovf. III. 343 a41); PSO II. a 3 (ovf. II. 729 a26). 2) troskab; i ret tromaal. Hvf IV. 63 (flgd. o. ovf. II. 300 a32); som en god mand bør, paa sin rette herris vegne, vdi tromaal at giøre. sst. 313.Tropligtig, to. (sv tropligtig) tro, pligtopfyldende; huilckit ieg oc vil met all troplictig tienistactighed findis villig til at forskylde. Hvf VII. 102; som ieg med ald troplichtig tieniste schal erkiende. Th. Sehested, Hann. Sehested II. 346; e. k. m.'s ringe og tropligtige tjenere (1656). DM5 III. 283; jeg med tro-pligtig ydmyghed denne min begiering fremstiller. KhS II. 590; (1742). Langebek, Breve 7.Trorig, to. fuld af tro; skjul vor synd, gjør os tro-rige. Psd I. 347 a.Troskyldig, to. (æsv troskyldogher) tro, trofast; eders kongl. majst. allerunderdanigste og troskyldigste tjener (1676). DS2 I. 26.Troskyldig, to.; min kongis hos Gud uafladeligste, troe-skyldige forbeder. Wiel XII. 523. Troskyldighed, no. troskab; udi ald underdanig tro-skyldighed søge eders maijtts arvehusis ære. KhS II. 591.Troskyldighed, no.; deris vnderd[anige] troeskyldighed stedse hafver ladet kiende. Bernts dedik b 3.Trosvag, to. svag i tro; wi trosuage mennisker. O. Wind, Lprd. o. H. Rosenkrantz a 2v.Trovild, to. forvildet bort fra tro, vantro; men tvert imod lige som troevild oc gandske udi fortredenhed hensiuncken, lefvit hen udi verdslig vellystis ofverflødighed. Rosenkrands, Undervisn 117.Trovillig, to. 1) lettroende; Venderne ere trouillige oc fremfusinde. VdS 429 i r. 2) tro, trofast; ynskendis aff trouillige hierter. Heg 6.Trovillighed, no. lettroenhed; der met vilde hand betage Vendernis trouillighed. VdS 429.Tro (trov), to. (isl trúr) 1) trofast, pålidelig; lowethæ hannum eet trot wenskob. NdM V. 186; sagde her ON oc her SN Lage Brok oc Laghe them igen eet troot oc wbrødelight wenskab (1464). Barner, Fam Rosenkr I. dipl. 116; ret trot venskaff. HWR 276 (jf Kok I. 403; Hagerup2 98); – tro i sin gierning. Etym 433 (u. fidelis); – hwldskab, mandskab oc troff thienisth (1551). VSS VII. 95. J form, jf Thors 38; Jensen, Vendelbomål § 74. 2) troende; alle troo cristne menniske, som skrefftet æræ. KhS4 VI. 30; som ith troet menniske wed, at han skal worde salig wed Christum. Corvinus, Post. II. 18v. Jf snar-, sønne-, u-, vant.Tro, to. 1); kongens troiste mænd. ClS 621. 2); PE 26 (ovf. u. forføre 1)); Brock I. 75 (ovf. IV. 966 a17). Jf fuld-, ægtetro.Trohjertelig(en), bio. oprigtig, indstændig; oc mig hermed udi alle deris gunst trohiertelig vil hafve befalet. BT I. dedik. a 4v; eftersom de meste oc fleste sig ret trohiertelige resolverede, maatte de dofne strax medfølge under de andris coratzighed. HiørP c 1; at vi maae troehierteligen sige. GHD II. 17; derfor advarer Paulus saa troehierteligen sin discipel Timotheum. sst. 152.Trohjertig, to. trofast, pålidelig; de frantzøsiske konger hafde udvaldt sig alle deris hulde oc trohiertige venner. RFII 61; lader os troe dend troehiertige oc sandferdige Jesu. GHD I. 376; de forglemmer hans troehiertige paamindelser. sst. 416. Jf sv trohjertad. Trohjertighed, no. trofasthed; huor met de gaffue deris eedsuorne trohiertighed tilkiende mod hannem. VdS 39; deris trohiertighed vaar saa stor, at de heller vilde ærligen dø, end skameligen forsage deris suorne herre. VdS 252, 489; der H spurde slig hans trohiertighed. Lysch 136.Trohed, no., hunk. (∾ fsv trohet) trofasthed; stor ær thin løsens trohet, at hon owergar alle mænniske begribels. HS 2412-13 (= l fidelitas, udg. 1724 41); RD III. 3629 (= CP V. 2634); i all wenskab oc traahedt (1533). Rsv* IV. 146; det er icke at sige aff, huad trohed oc fasthed suogerskaff formaar. Hvf II. 165; min store trohed haffuer werit der aarsage till (1602). DM III. 43. Jf ut.Trohed, no. Jf vant.Trolig, to. 1) (isl trúligr) trofast, tro; aff min troligest modhers eftersyn. HS 1135; kom faderløse troligste fader (1497). Thottske Saml (4°) nr 553 57; Hvf V. 30 (ovf. u. fo(r)derlig). 2) (fsv troliker) i nuv. bet.; sandsynlig; Etym 258 (u. credibilis), 1176 (u. verisimilis). – Som bio. 1) i bet. 1); (1467). DM VI. 91 (ovf. III. 66 a40); obne dit hierte faar din ven, at han kan handle trolige mod dig. HWR 262v; huor troligen M hafde forholt sig imod hans mayt. RFII 42. – mene (det) t. ɔ: mene det godt med, være sindet mod; huilcken oss throliger meent och wor gaffn bedst rammitt haffuer. NdM I. 169; hans venner sagde oss, hand icke troligen skulde meene oss. Hvf III. 191; hand haffuer meent det troligen. Hvf VIII. 310; mange icke meente konning R det trolige. Lysch 120. Jf mene 2) (III. 79 a11). 2) (fsv trolika) stadigt; du haffuer i mangt et deilig aar fra bonden thrøligt baade lam och faar. Dmdo 38. – Endnu brugeligt. Jf ut.Trolig, to. 2); TdmU f 7 (ovf. I. 67 a10); Heg 43 (ovf. III. 687 b49); Hvf II. 202 (ovf. IV. 359 a11). – tænkelig; (1689). DS V. 225 (ovf. V. 584 b21). – som bio. 1) – nøje; Hex 13 (ovf. I. 28 a2). 2); Hex 112 (ovf. V. 547 b38). Jf vant.Trolighed, no. (fsv trolikhet) 1) troskab; ieg vil med al trouelighett vove mit liv (1565). Afskr 65. 2) sandsynlighed. M.Trolighed, no. 1); Afskr 65 = RdM II. 71 (med opr. stavemåde). Jf for-, ut.Troskab, no. (isl trúskapr) i nuv. bet.; thiæneres trooskab styrcker bondhens boskab. PL** I. nr 375; beuise dem al god troskaff. Tit 210 (1550, 1647; 1524 og CP: tro); – det troskaff oc villighed, wi giort haffue. Hvf VII. 244. Hank i Nord, hunk i Nt. Jf ut.Troskab, no. – ik.; det vaar icke heller lidet troskaff. Hors, Tienere 139. Jf ægtet. Tro (trov), go. (isl trúa) 1) tro, stole på; Abram trodhe Gudh. 1 Msb 156 (ÆB, 1550; 1607: trode paa); om i haffde troit Mosi, haffde i oc troit meg. Joh 546 (1524 og flgd. overs.); Ihesus trode dem icke om sig selff. Joh 224 (CP; 1524: fortroit; 1550: betrode). – t. til ɔ: a) stole på, sætte lid til; bædræ troor iegh tijl heednæ pant æn thin cristnæ troo. PL** I. nr. 836 (mulig skal for tijl læses: tijt, jf PL** II. 330, ovf. II. 181 b1). – b) stole på - med hensyn til, håbe, vænte af; slar ieg eckæ 20000, tha tro mek aldrigh till gotth. RD III. 8621 (= tror mig aldrig vel. CP V. 5924); kant du tro hannem til at fli dig din sæd igen. Job 3912 (1550, 1647); mennisken tro saa ringe træ til deris liff och bliffue beuarede i skibet. Visd 145 (1550; 1607: betro deris siæle saa saare lidet et træ); SO's barn faldt i ilden og blev brændt, så ingen havde trot det til livet (1613). DS II. 34; er hart siig och troiss iche till liffuit (1655). NdM VI. 75; huilche mand icke schulle tro till sligt (1664). NdM III. 34. – c) betro; trode A til sin søn. VdS 211 (= l credere non dubitaret. Sax 476); T tør dig ej tro til at molk' en skiden so. AB I. 267 b. – tm. (n truande) antagelig, pålidelig, trolig; tet er vel troendæ, ath then sammæ keldæ gifuer andræ firæ floder aff sek. MR 1946; som troendis er, haffue de icke alle veret tilfredsstillede. Hvf II. 338-9; er troendis, at hertug M haffuer hafft nogen sag til det. sst. 340. 2) tro, mene; troffuer well, hans kiøbmendt haffde befaling att forlegge os ophaald tiill F (1572). KhS VII. 251 (jf ovf. IV. 348 b1). J form, jf Jensen, Vendelbomål § 74, 721. 3) betro; at troo eller at befale, committere. SmdH 11v; som de, der trode ham alt deris liiv og blood. KC* c 4v. – t. sig ɔ: vove sig; bleff floden saa vanskelig, at ingen torde tro sig ofver vandet. RFII 434. Jf be-, for-, mis-, på-, til-, vant. – krist-, snartroende.Tro, go. 1) – i relig. bet.; Luc 14 (ovf. III. 693 a27); alle the, som troede, haffde altingest meenlige. Apg 244 (1524 og flgd. overs.); Mb 14v (ovf. u. forlide 1) tm. b)). – troskullende, se ovf. V. 936 b18. – t. til c); (1470) ovf. I. 86 b10 (= NhT V. 241). 3); Hex 191 (ovf. V. 867 b21). Jf anbet., god-, let-, løs-, ret-, sen-, vrangtroende, utroen.Troende, no. tro, antagelse; deris grumhed offuergaar all menniskens troende. Hvf I. 71; – gode borgere, som til troende stande (1496). KhS4 VI. 38; meener, hand bliffver hørt oc til troende antagen. HiørP g 5v-6. I denne forb. endnu brugeligt. Troende, no.; JJ formeener, ieg icke heller bør at staa till troennde (1635). KhS5 VI. 387. – tage t. ɔ: fæste lid (til); ath edders naade wille icke thage throeendis ther paa (1561, Fr Jessen); jf ovf. IV. 449 b50 f. Jf for-, mist.Troning, no. tro, tiltro; et menniske bekommer jo meere oc meere troning paa sin saligheds forstand. JDV p 10v. – tage t. på ɔ: fæste lid til, tro på; han giorde teghnene for folket, saa tog folket der oc troning paa. 2 Msb 430-31 (T; ÆB og flgd. overs.: trodhe); det vaare søde ord, huilcke H tog troning paa. Tdm II. 90v; III. 62v; tager meere troning paa siuner, drømme end paa det klare Guds ord. JDM a 10, c 3v; tager ickun troning paa evangelium. JDV f 7; at hand der ved kunde kjendes effter opstandelsen, oc der kunde tages troning paa hannem. PBd 268.Trosartikel, no. (sv trosartikel) i nuv. bet.; deris symbolum eller troes artickler. JDM (1716) 98; jf disse tolff troens artickle. CP IV. 24031, 1.Trosbekendelse, no. (sv trosbekännelse) i nuv. bet.; den christelige trois bekendelse, som pleyer at opregnis aff presten. Psb II. 44; DL 2–4–10 (ovf. II. 718 b43).Trobesegle, go. bekræfte (ved segl?); Wiel IV. 11 (ovf. V. 611 a48).Trobinde, go. (æn trúbinde) trolove; at hand (ɔ: præsten) icke trobinder nogle sammen vdi de forbudne lid. KkON 23v.Troløshed, no. (sv trolöshet) i nuv. bet.; met løgn oc troløshed. Test h 1; for den troe-løsheds oc falskheds skyld. Fab 11; – NL 418 (ovf. III. 75 a53).Troværdig, to. (sv trovärdig) pålidelig; beviser den hellige skrifft at være sand oc troværdig. Nør Nissom, Dske Chronica fort a 1v; GOD 16 (ovf. IV. 493 b46); (1679). KhS5 V. 411 (ovf. V. 905 b1). Jf ut. Troværdighed, no. (sv trovärdighet) pålidelighed; udviis din forstand i at love og din troværdighed i at holde. HørnB (u. å.) II. 7; (1732). Slange fort 9 (ovf. IV. 386 b19). Trohjærtig, to.; at du skulde tro, de venner at være trohiærtige, som mand kiøber sig til for penge. SkP 658. – som bio.; det er trohiertig meent. Reenb II. 464. Tromand, no. (fsv troman) pålidelig m.; GkS 73 (ovf. III. 719 a22).Troskabsed, no. i nuv. bet.; GI 99 (ovf. V. 14 b41).Trobog, no. (t traubüchlein) anvisning til ægtevielse; en trobog, vdi huilcken der læris at viie brudfolck. Pall, Skr I. 59.Troelse, se mis-, vant. Troen(-hed), se mist. Vis mere +