TungTung, to. (isl þ;ungr) i nuv. bet.; a) vægtig; - lidhen byrdhe ær langh wey twngh. PL** I. nr 623; Matt 234 (ovf. IV. 219 b9); som een twng byrde ere the meg bleffuen fortwnge. Ps 385 (FV; CP og flgd. overs.: suare); Etym 538 (u. gravis); – grauis, swar vel tyng. CPV (også i udg. 1510). – 2 g (isl þ;yngri); mijne synder ere tyngre en bly. PE 226; huor mange skippund dend ene er tøngere end dend anden. ChrIV* IV. 200; V. 432 (ovf. II. 758 b5); der ved blifuer huedekornet baade større oc tyngere. FD 368 x; mit kaarss war mig saa meget diss tyngere i ded første. Jm 103, 133; tyngere end bly. PSO I. a 5v; – gravius, victiger, tynger. Etym 907; huggen kamp, som inted er tønger, end at 4 karle dem kan berre. ChrIV* V. 432. – 3 g (isl þ;yngstr); hand haffuer hiolpen mig kaarsset att bære oc hafft fatt wed den tyngeste ende. Jm 80; dend tyngste byrde er en let pung. PSO I. 345; er ded mig ded tyngeste. DS V. 234. Jf Bl I. 9. – b) tynget, mat; han ær uglath oc han ær thung oc kald. AM 187 9813-14; David engang tung om hierte gik hen over Kedrons vand. KPs 353. – Som bio. i bet. a); et af de ting, der allertyngest kand besværge os. Jespersøn, Ligpr o. Marcus Gjøe 18. Jf søvne-, ut. Tung, to. 1) – 3 gr. – LyschG* 135 (ovf. V. 545 b8 = LyschG y 2). – besværlig; KhS5 III. 676 (ovf. V. 102 b3). – vejende; ålbL* 117 (ovf. V. 102 b5). 2) – ubevægelig; (1598). HT I. 455 (ovf. u. dugelig 2)). – mat (mørk); color austerus, mørck farffue, tung farffue. Etym 104. Jf dynde- (V. 194 a10), jærnt.Tungfærdig, to. tung, ubevægelig; jeg er en gammell mand oc giørss nw tongferdiig (1523). Allen 44; (1558). KhS VIII. 98; nu ere vore legeme suare oc tungferdige. Tdm II. 31v; spissigradus, tung ferdig i gang. Etym 533, 1289 (u. tardus); er nogen neden for naulen tungferdig, brug purgatz. ålbL 117; hører jeg lige som en piben oc tungferdig aanden. BT III. 106; – haffuer hand fornommen sig meget wlystig oc tungferdig. VdPb b 5; hebet ingenium, er tungferdig, vankundig. Etym 557. – frugtsommelig; twngferdige qwinner. ErU d 2v. Jf isl þ;ungfœrr. Tungfærdighed, no. tunghed, mathed; dennem følger trang aande, tungferdighed. WD II. 125; M. Tungfærdighed, no.; føler hand tungfærdighed i knæene. ålbL* 48.Tunggangende, tm. havende tung gang; tardigradus, tunggangende. Etym 533; – tunggående. M. Jf isl þ;unggengr; gange ovf.Tunghjærtig, to. tungsindig, forknyt; de tredye ere tunghiertige oc aff groff forstand. HWR 154.Tunghørende, to. tunghør; Etym 1271 (ovf. IV. 403 b32); NL 1819. Tunghørig, to. = tunghørende; auditus gravitas, naar en er tunghørig. Steph I. 245 a; gafnlig for dennem, som ere tunghørige. FD 238 O. Jf leth.Tunghør(et), to. (sv tunghörd) = tunghørende; Steph I. 253 a (ovf. III. 899 b45); – det er bedre ad være tunghørd end døf. ComD § 282; naar nogen er døff eller tunghør. FD 38 G; naarsomhelst, at mand er nogit tunghøre. FD 293 K.Tungmodig, to. tungsindig. M. Jf VSO.Tungmodighed, no. tungsindighed; VdV II. nr 1 indl. (ovf. IV. 337 a38); tungmodighed, sorggivenhed, naar mand er angergiffven. PSB 91.Tungmålet, to. talende med møje; indisertus, tungmalet, icke talende. Etym 1157 (= tungmaalet. Dict); M.Tungmælende, to. = tungmålet; tardiloqvus, tungmelende eller tungtalende. Etym 683. Jf mæle 1) (III. 168 a45). Tungmælet, to. = tungmålet; lingua impromptus sum, tungmælet. Etym 999; NL 371 (u. infacundus); vAph I. 726 c. Jf svarm.Tungnæmmet, to. tungnæm, langsom i opfattelse; ingenio cunctans, seenferdig eller tungnemmedt. Etym 278; tardus ingenio, tungnemet. Etym 1289; NL 1838, 287 (u. indocilis); SortS 85 (ovf. IV. 481 b14).Tungsindet, to. (n tungsinnt) tungsindig; stønnem er hun tungsinnet. Jm 250; M (også: tungsindig). Jf VSO.Tungsøvnet, to. (sv tungsöfd) sovende hårdt, vanskelig at vække. M. Jf ovf. IV. 47 a48, b5 ff.Tungtalende, to. = tungmålet; Etym 683 (se tungmælende); tungtalende, infacundus. Dict. Jf svart.Tungtalenhed, no. vanskelighed ved at tale; Etym 943 (ovf. IV. 219 b46); Dict (= infacundia); M. Jf talend(e)- hed.Tungøjet, to. svagsynet; cocles, tungøyet. Voc 13.Tungagtelig, to. = tungfærdig; ladhe menniske som ere twngactelige oc sene. CP I. 197. Tunge, no. (fsv þ;unga) byrde, pålæg, afgift; ath de hagde for swar twnge aff daglig vmage. CP I. 88; – leggæ thøm ydermer nokor scat eller gengiærdh eller thungæ til (1403). SvD I. 248; swar skat oc twnge. CP I. 145; ere nogle fra skat oc gemeene tunge frii. ComD § 620. Jf tynge.Tunge (tjunge, tynge), go. (isl þ;unga, þ;yngja) tynge, betynge; han ickæ willæ twngæ almwghen wdj the mottæ (1504). GhA IV. 314; ingen bønder schulle thungis eller threngis med noger lang echt. Rsv* IV. 50; thes mere tiungdes hand aff søffnen. ApG 209 (1524); – kloster eller kirckens personer skulde ey tyngis at føde hunde eller heste. Hvf IV. 7 (= l graventur. GhA II. 22); tyngis med store ecter. Dict; som kongen sad retten, tyngdis hand oc bleff halff soffuende. SkP 268. – om ien qwinnæ ær thwmdh mz barnæ. GkS 1613 93v. Til overgangen ng = m jf jomfru, memme (III. 74 a3). – Jf fort.Tunge, go.; æy vort thw drøffd eller twngd i thin søns fødelsæ. T 553 (4°) 94, 49v; – 2 Sam 1426 (ÆB, ovf. V. 1022 a39). Jf bet.Tung(e)lig, bio. (isl þ;ungliga) tungt, med møje; ieg gaar saa tungelig med eders barn. DgF IV. 233 a; den byrde lette, som de saa tunglig bær. Psd I. 364 b. Tunghed, no. (fsv thunghet) tyngde; bleff hand aff møde oc sin brynnies tunghed amectig. Lysch 138. Jf VSO; MbO. Tunghed, no.; myn tungheth tet formener. Dyrerim 11; som vare faldne aff møde oc deris vaabens tunghed. ClS 309.Tyngagtig, to. tyngende, hindrende; dispendiosus, til tynge, tyngactig. Etym 909.Tynge, no. (isl þ;yngƀ, tyngje) 1) tyngde, vægt; offuergange i maal oc tyngæ (1497). Thottske Saml nr 553 4° 61; ErU e 4 (ovf. III. 643 a22); VdS 215; Rch 23; Etym 961 (u. pondus); den ubegriblig tynge ej giennem bryde kand. Hex 43; steenen aff sin naturlige tynge føris altid neder. JDM e 5; vejmesteren prøfver allehaande tings tynge ved lod og vect. ComO 395. 2) byrde; waare synders oc conscientzis alsomswariste tinge oc byrde. PE 39; 1 Tess 27 (CP); er ingen suarere byrde oc større tynge end vore synder. TdmU k 8; bære almindelige tynge met andre. PlSk c 4v; syndens dynge, tynge oc mangfoldighed. Mariager n 4v; du aflede mig uden fornuft oc andre til tynge. BT I. 65. 3) pålæg, afgift; schulle giiffue skatth oc andhen wor byes tønge, naer hon paakommer. Rsv* V. 289; – (1456). DM III. 206 (ovf. IV. 314 b38); skat, vdhbudh oc alle andre koningxlighe oc bysens thynge (1456). DC 61, 181; (1475). Rsv I. 16; frii fore alle thynge (1477). Rsv* V. 207; IV. 9 (ovf. II. 589 a28); PE 160 (ovf. III. 876 b19); Mb 42; ther skulle gaae kongelig och byens tynge aff (1532). DM II. 96; CP V. 4416; VdS 381; ald verden paabud fik, skat og tyng' at give. KPs 127. Jf arve-, krigs-, landt; tunge.Tynge, no. 3); dagelig pendinges wdgifft och thiunge (1626). KD IV. 777. Jf borge-, købsted-, præste-, septert.Tyngefri, to. fri for afgifter; skatfrj, tyngefrj. Etym 40 (u. dealbator); M.Tyngegods, no. tunge varer; ingen maa belæsse bønderne med nogen tung tyngegodtz at føre. Fdg 24/12 1648 § 15. Tyngevægt, no. tyngende vægt; den store rigens tynge-vegt og høy besverlig byrde sig villigen paatager. AB I. 55.Tyngel, no. en sygdom; i livet var hand ogsaa svag af noget, kaldes tyngel. Schandrup h 3v a. Vel = tyngsel 4).Tyngelse, no. (fsv thyngilse) = tynge 1); aff korssens tyngelsæ neijrsegnede vor herre. Mc 19.Tyngsel (tyngsle), no. (isl þ;yngsl) 1) = tynge 1); med sin tyngsel stoor slaaer fienden død den stærke. Hex 229; hun skal sin moeders skød med tøngsel ej besvære. SP a 1; en deel heste aff den mæctige hede oc vor reysetøys tøngsel faldt døde ned. RF II. 411. – vægt, byrde; siden leggis et log offver med et reent tyngsel. Holst V. 145; et træ, som af sin fruct nedbøjet for tyngsel brøste vil. OB 3. – tunghed, mathed; man ma koppæ sættæ for thyngslæ i howeth. DM3 II. 174; fiall thyngsel a hannum. HKv 321. 2) = tynge 2); the framlegge there formanne vskelle thyngsel. HS 431 (= l gravamina indebita superiorum. udg 1724 75); det er os en tyngsel oc hinder, saa ofte ad klæde os af oc paa. ComD § 510. 3) = tynge 3); sosom the velæ vntgaa then thyngsel och pinæ, som æræ screfnæ i thennæ skra weth hvær brødæ. Nyrop, Skråer I. 20 (her nærmest: bøde); (1488). Hüb I. 64 (ovf. III. 565 a49). 4) forstoppelse (hos kvæg). M. Jf bet.Tynke, no. = tynge 2). M.Tungbenet, to. gående med møje; HenrW II. 57 (ovf. V. 964 b21).Tunggøre, go. gøre t.; HenrW II. 67 (ovf. V. 658 b10).Tyngelt, to. lidende af tyngel (IV. 484 b13); om en hest er tyngelt. Hestelægeb 1703 b 5. Vis mere +