UdflodUdflod, no. (sv utflöde) 1) udløb; en rende, som wanditt kannd haffue sinn wdflod aff (1584). DS V. 167; Etym 458 (u. effluxus); haffuer den (ɔ: åen) sin ende eller udflod i den store aa (1638). DS2 IV. 101; om de (ɔ: floder) feyler udlob oc udflod, da svulner de op. ComD § 67. 2) udspring, oprindelse; SkP 877 (ovf. III. 655 b47). Jf flod (I. 562 b).Udflod, no. 2); Pall, Skr I. 167 (ovf. V. 777 a10; vdflod. KkON 3, jf ovf. IV. 553 b39). Jf rødeu. (III. 609 a15).Udflyde, go. (fsv utflyta) 1) flyde ud (bort); hiernen wdflødh. Mc 18; som ere vdflødne aff Iuda vand. Jes 481; Etym 458 (u. effluo); FD fort 2v (ovf. III. 609 a1); en hoppe-røre gift omsider her udflyder. Raun 68; sveed og blood aff legemet udflyder. Naur r 2v. – strømme ud, komme frem; at de icke ere vdflødne gennem mundens strømme. ålbJ 130v; huorledis slig en sødt klingende stæmme kand vdflyde aff hindis hals. SkP 901; ieg har en iule-sang i hiertet dig at yde, som skal med tak udflyde. KPs 142. – svinde bort, forsvinde; Disp 50v (ovf. I. till 62 a8). 2) fremkomme, opstå; er det icke Gud behageligt, fordi det vdflyder aff wantro. Corvinus, Postil II. 18v; see, huor fra vor wlycke udflyder. PlH a 3. Udflød, no. 1) udflod, udflydende vædske; ingenn ureenn udflødt till gade (1484). Rsv* V. 558; CPV (u. profluuium); det renser hoffuedit oc gør vdflød. CPL 5v; er hand wren aff det vdflød. 3 Msb 153; gonorrhœa, vdflød, den naturlige seds. TV 84. Jf rødeudflød (III. 609 a15). 2) = udflod 2); nogre synderlige article, til huilcke mand (som til oprindelig wdflød) maa vdj predicken haffue tilfluct (1539). RdKl I. 50. Jf flød.Udflydelse, no. (fsv utflytilse) udstrømning; j all thin nades vthflydelse. T 553 40 a; Etym 458 (u. effluentia). Vis mere +