UmageUmag(e), no. (isl úmak)
1) skade, fortræd; Bl I. 148 (ovf. II. 241 b31); worde thet swa, ath nogher man giorde eth røk eller eth lub, swa ath nogher køpman ther aff nogher skathe sketæ eller vmag. Schlyter IX. 472; wil nogher gøre vmagh oc bulder ther, som man dricke samen. Nyrop, Skråer II. 18; (1496). FA I. 46; wore aldefæder som ij we oc vmag vdi helffuede laage fangen. Psb I. 142; ath inghen giør hannum wføerm, wmaghæ eldher offwerwold. T 36; Psd I. 111 b.
2) ulejlighed, umage; – ik.; TVd 181v (ovf. III. 420 a2); HWR 248v (ovf. IV. 85 a2); the fløtte met vmage storth thend sten ned til thend kirkie porth (1586). DM3 III. 160. – fk.; Bredal 219 (ovf. III. 815 b12). Både i Isl og Fsv findes et ik.- og et hank. - ord af denne stamme. – han skulde icke wille giøre seg vmag att komme hannom nærmer. TVd 114v; Etym 612 (u. labor); ComO 376. Jf mag 1) og 2). Umage, no.
2) – fk.; DL 4- 6-11 (ovf. II. 868 a11).Umage, to.
1) voldsom; the two sek vmaghe rørdæ, the hugge thom en vegh soa bredh. RD II. 199 (jf: sv the twa sik omaklika rördho. Iv lejonr v 2362). Jf umagelig.
2) (sv omaka) ulige, ikke passende (til hinanden); Etym 874 (u. dispar); NL 1155. I denne bet. endnu alm. Jf mage.Umage, go. (fsv omaka)
1) plage, gøre fortræd, bebyrde; DC 118 (ovf. III. 484 b1); deele, platzse, vmaghe (1504). FA I. 93; PE 127 (ovf. III. 484 b4), 398; (1534). DM III. 72; Mb lxxvi; – at den, som hafde middel, bleff oc icke ofver sine midler, men efter sine midler u-maget. HiørP i 4.
2) tilbagevirk. gøre sig umage, - ulejlige sig; man scal seg fore syn kaghe vmaghe. PL** I. nr 373; verdens dybe klercke haffue meget wmaget dem der om. CP IV. 28927; Guds søn matte sig til os u-mage. SthV s 3; vAph 752 a. Endnu brugeligt. Umage, go.
2) umage sig med; AB II. 185 (ovf. II. 29 a17).Umage(s)lig, to. besværlig, plagende; ÆB Rut 29 (ovf. III. 176 a5); – thet wor bode suaagert oc wmageslict. PE 51. – Som bio. 1) voldsomt, hårdt; hertwgh F redh i then dwerigh skaræ, vmageligh mwndhæ han medh them faræ. RD I. 223 (= sv omakliga v 590).
2) ubekvemt; Etym 763 (ovf. IV. 635 a38).Umagelig, to. – Som bio.
1); RD II. 269 (ovf. II. 713 a18 = sv omaklika. Iv lejonr v 4913);
2); vduelde møget mere ad leffue vmagelige. Heb 1125 (1524; CP: met stor wmage; 1550: at lide w.).Umagelighed, no. ubekvemhed. M.Umags, to.
1) ubekvem; Etym 763 (ovf. IV. 635 a32).
2) vanskelig, uvillig; inofficiosus, wmags, som veed andre intet til villie eller tieniste. Etym 379; homo incommodus, it wmags menniske, wmagsom, som veed andre intet til villie. Etym 763; NL 367, 181; M. Jf MbD.Umagsom, to.
1) (svd omaksam, n umaksam)
1) vanskelig, trykkende; dog thet er wmagsompt oc twngt att wære een god konge, tha er thet meer wmagsompt att wære een ond konge. ErF 44; saa kjækt et hjerte, som røre tør hans luth hos en u-magsom smerte. Thura, Poet Sag 48.
2) = umags 2); Etym 763 (se l22); ehr nogen saa wmagsom och will iche werre med att ferre broer och weye (1624). Webers Saml I. 97.
3) urolig, stundesløs; hand (ɔ: djævelen) er en wrolig oc wmagsom herre. Tdm I. 78 (= t vnmüssiger. udg 1549 65 a). – arbejdsom. M.