VankeVanke, go. (isl vakka, fsv vanka)
1) gå om; vancke paa gaden. CP I. 78; III. 465; Rsv* IV. 115; Dd v 603; maa saa fri baade gaa oc vancke. HWR 201; quinder oc børn, som der hoss vanckede. Heg 200; vancker vd med den strand. VdV I. nr 7 v 8; Hex 54 (ovf. IV. 171 b51); vi vancke saa hid, saa did. BT II. 318; I. 76; KS 117.
2) vakle, være tvivlrådig; jeg agter hiem til himlen med min tanke, o Gud! lad den ey vanke. KS 116; M; – intet giorde ham vankende i sit forsæt. Lund, Egedes Levnet 10. Jf MbO: vanke 1).
3) forekomme, være til rede; da vancker tordun oc liunild. HWR 196, 201v (ovf. I. 93 a u. bagtrav); VdS 435; ther ssuar sleb oc trelldom wancker. Kv v 1587; vancker hug nock. Etym 551 (u. præbeo); endnu saa rundeligen vancker. Bernts I. 128; det første faa, som vanker. AB I. 54, 284 (ovf. IV. 64 b21); KS 136; Jm 269; KPs 622 (ovf. IV. 472 a28); PSO I. 467 (ovf. II. 273 b7); SortS 20 (ovf. III. 7 b14).
4) udrette? mine landmend erre saare loye oc vil icke gierne vancke eller giøre nogit. Hvf VII. 213. Mulig: forslå, veje; gierne må da tages efter bet. ovf. II. 41 a44. Marchere kunde mulig passe i sammenhængen, men kan næppe lægges i bet. 1), jf foruden de anf. prøvest. de l gengivelser i Dict. Endnu alm. i bet. 1) og 3), jf MbO. Jf om-, henv. SortH e 5v. Vanke, go.
1) – rykke frem (marsjere); samlede sig en hob krigsfolck ... och haffde befalning paa at vancke vdi de Bremers frihed. Cold yy 1v. Jf ovf. IV. 735 a30.
2); hvo kand paa din almact vancke eller tvifle. ArøbO 21.
4), se ovf. l26. Jf nyre-, omv.Vankestjærne, no. planet; planetestierner, som og retteligen kand kaldis vanke-stierner. BrunsmK 323; M. Vankelhjært, to. ustadig, vankelmodig; PSB 173 (ovf. II. 315 b37). Rimord: rippestert (ovf. III. 580 b54), så vistnok smtrk. for v-hjærtet, jf hård- (II. 164 b30), stor-, vammelh. Jf t wankelherzig.Vankelmodig, to.
1) (sv vankelmodig) i nuv. bet.; mutabilis, vanckesom, vanckelmodig. Etym 50 (u. ambulatorius).
2) forvirret, forstyrret, fortvivlet; værer icke vanckelmodige. Luk 1229 (1647; forkl i r.: svæver icke i luften med eders tancker af mistvifl; gr μετεωρίζεσθε); ad der skulde icke nogen bliffue vanckelmodig i disse trængseler. 1 Tess 33 (sst.); der raabte den væfølendis tunge om hielp, der suckede det vanckelmodige hierte effter lægedom. Wallensbek 15; – jeg vil have alle saadane vankelmodige mennesker i mine bønner. Henr o Pern A 3, S 8 (jf: jeg fattes intet paa forstanden. sst.).Vankelmodig, to.; den ustadige oc vanckelmodige lycke. Ciegler 38; vanckelmodigere. sst. 52.Vankelsindig, to. vankelmodig; er det bedre, at dødsens dag er skiult end obenbaret for oss vanckelsindige mennisker. VdIG f 6v-7.Vankelbar, to. (mnt wankelbar) foranderlig, usikker; i saa wanckelbare tiider. DS IV. 324.Vankelbar, to.; er den glæde gandske ubestandig oc vanckelbar. Ciegler 155.Vankelig, to.
1) vaklende, skrøbelig; VdS 84 (ovf. II. 675 a34); DM3 I. 44 (ovf. II. 124 a7).
2) midlertidig; Etym 1298 (u. temporarius).Vankelse, no. omvankning, omstrejfning; erratio, vildfarelse, wvisse gang oc vanckelse. Etym 365, 1381 (u. vagatio).Vankere, no. omvankende (vildfarent) menneske; errabundus, vanckere. Etym 365. Vank(e)som, to.
1) omvankende; Etym 365 (u. erraticus); vanksom. M; NL 341.
2) vankelmodig; Etym 50 (ovf. a49).Vankelmod, no. (sv vankelmod) ustadighed; DP 8 (ovf. V. 717 a35).Vankelmodighed, no. (sv vankelmodighet) = vankelmod; fordi mangen en har talet alt for meget af ubesindighed, er hand bleven nød til at tie af vankelmodighed. HørnB (u. å.) II. 127; NL 447 (u. fluctuatio), 1902 (u. titubatio).Vankelsindet, to. vankelmodig. M.Vankelvorn, to. = frgd. o. M.Vanken, no. omvandring; Etym 366 (ovf. IV. 170 a3); Steph II. 1023.