VedVe[i]d, no. (isl viƀr) fk.; træ, brænde; PL** I. nr 1081 (ovf. IV. 115 a50); 1 Msb 229 (T, ovf. III. 532 a40 og flgd. overs.); drengene maatte snuble offuer veden at bære. Jer Begr 513; (1558). Rsv II. 229; af veden varmen jeg oc asken bruge vil. GE 104; megen vedd slukker tidt en liden ild. PSO I. 18; – the skule hugge træ ællær widh. ÆB Josva 921; bærer vid tilsammen, optender it baal. VdS 64; canickerne skal frit maa hugge vid. HvfB y 4; – lignum, veid. Etym 660 (Dict: vid). Fk. PG 142, v Aph I. 772 b. Hank. i Nord, jf ags vudu, i ældste T ik. jf GrimmG III. 368. Nu ik. med bet.: træart, træmasse. Jf brænde- (I. 267 a), hvid-, lim- (II. 801 a8), skatte-, stigv.Vedaske, no. (mnt weedasche) træaske; huis vedaske som bliffuer brendtt wnder malttkøllerne (1623). KD II. 732; saa fremt der er nogen weedaske at bekomme. ChrIV* IV. 251; en lest vedaske. TR a 2; en tønde veed aske. TR b 4.Vedbend(e), no. vedbend (hedera helix); hedera, vedbende, som voxer paa mure. MP 277-78; Etym 557; Steph I. 158 b; FD 245 A; Kyll 68; – hedera id est witbendæ. Smst 2714; withbændæ. AM 187 3413; vidbende, som opkrybe paa mure oc træ. SmdLb VI. 97; vildsuinene læge sig med den vrt vidbænne, naar de saaris. SkP 887. Jf Eg: viƀvindill, bende ovf.Vedbend(e), no.; – med bleg vebendis skøne bær. Buc* b 2v b.Vidbendeløv, no. vedbendblade; tac withbændæ løf oc siuth them. AM 187 1116.Vidbenderod, no. vedbendrod; man skal takæ withbændæ rot oc puluerizeræ. AM 187 9710. Vedflåd(e), no.
1) tømmerflåde; - øfrigheden hafde udkastet en skøn, stor veedflod, som skulle hente ildebrand. HiørP i 8v.
2) samling af skibe med træ. M.Vedfoged, no. tilsynsmand ved brændeoplag; 1 wedfoget (1692). Scharling, Peng Værdi 354. Jf MbO: vedhave.Vedhammer, no.
1) brændehus, brændeplads (overdækket); en bolig derved med vedhammer. SR I. 446.
2) brændestabel; lignile, veedkast, veedhammer. Steph I. 170; en haab ved, fafne-ved, vedkast, vedhammer. ComO 195 a; kast betyder en dynge, ligesom ogsaa det lige gyldige ord vedhammer. HøjsgG § 74; v Aph I. 733 b (= t holzhof). Til bet. 2) jf isl hamarr ɔ: klippe. I bet. 1) (jf VSO: hammer 8)) mulig = nuv. hummer (se MbO, OG, jf Jess 100; ovf. IV. 486 a21); eller er det = hammer 2) ovf., så der menes et tag uden vægge? Udledn i VSO forklarer ikke udlyden.Vedhave, no. (indhegnet) oplagssted for brænde; uaar sliggen stadtlig forrad y uedhaffuen. ChrIV* III. 337; planckeuerckid om wedhaffuen (1639). DS V. 76. Navnet i brug i Kbhvn ved midten af 19 årh, jf MbO. – Jf tømmerh. (IV. 327 b41).Vidhavre, no. havre som godtgørelse for træ; - 1 skp. vid-havre. Repholtz 41. SkT 189; Bernts II. 257 angives veds værd i korn.Vedhug, no. (isl viƀarhögg) træhugst; lignatio, vedhug, skowhug. Etym 660; NL 759. Jf torneh.Vedhuggere, no. (sv vedhuggare) brændehugger, skovarbejder; føre øxer offuer hende lige som vedhuggere. Jer 4622; Josva 921 (ovf. IV. 754 a25); ComD § 529 (ovf. III. 805 b45); hvo, som staar hoos vedhuggeren, faar en spaan i hovedet. PSO I. 410.Vedhus, no.? ondhe brooer och vadhelighe vedhuss at bæthre (1361). Rsv* V. 66. Som nævnt sst. 595 ligger det nær at tage ordet = træhus. Jf bulh. N vid(ar)hus er brændehus (jf Ross), mulig tænkes der på sådanne med en farlig beliggenhed. Hos M = lignile, efter DuC: brændehus.Vedild, no. ild af træ. M.Vedkammer, no. rum, hvor brænde tørres - (ved varme); coctilitia taberna, huor mand setter ved op til tørre, veidkammer. Etym 246. Mulig dannet som overs. af de l ord. Ved(e)kast, no. (isl viƀarköstr) træstabel, brændestak; vptændhe thæm paa træænæs wedhkastæ ællær hoopp. ÆB 3 Msb 412; CPV (u. strues); VdS 388; ueddekasten ued skorsten y riidderstuen. ChrIV* VII. 133; ComD § 529 (ovf. III. 678 b24); vedkasten svindesoet da vil fange. AB II. 220; som vil baade have sin rumpe varm og sin veddekast heel. PSO I. 154; – viddekast (1591). Rsv IV. 245; – lignile, veidkast. Etym 660; vedkast. sst. (u. lignatio). – nødje hos (ved) v. ɔ: afgørelse - (ende) på; huad nydie der ligger ved den vedkast. PlV 668 (jf s 204). Jf ovf. III. 270 b10, 20. – Jf trækast.Vedkælder, no. brændekælder; cella lignaria, vedkeller. Etym 660; M.Vedelæs, no. læs træ, brændelæs; de, som slaes ihiel vnder vedeless, skulde løbe igen effter deris blod. Lauritz 93v.Ved(e)pen(nin)ge, no. pengeafgift i stedet for træ (brænde); vedepenninge eller 2 læs wed aff huer aff alle mine thiænere och vordtnede (1517). HübB 56; the aff gamell thiid pleie att føre nogen wedt till wor gaardt ... schall thennom ligewell were paalagt att vdgiffue wedpeninche (1573). sst. 193; haffre penge ... veede penge ere penge, som i stædet for de landgilds species, som de aff neffnis, udgiffvis. Bernts II. 102; – 1 mark vidpending. Repholtz 41. Jf pen(nin)g(e).Vedeskrivere, no. regnskabsfører ved brændeoplag; wede schriffuerenn, fyrbøderenn paa schriffuerstuuenn (1564). NdM V. 62 Jf tømmers. (IV. 328 a22). Vedskude, no. (sv vedskuta) skib med brænde; wedthræ at tage aff wedskuderne wed stranden (1612). KD II. 582.Vedskude, no.; enn wede skude (1529). DN VI. 742.Vedetorg, no. torv, hvor der sælges brænde; lignarium, vede torg. TV 44. Jf torg. Vedtræ, no. (sv vedträ) træstykke (favnestykke?); aff huer wogen, som fører widh eller tørffue til byen, schal mestermanden haffue en widtre eller en tørffue aff huer lesz. JS II. 148; (1612). KD II. 582 (se u. vedskude); uylde legge siig pa ett aff weddetreerne, huoroffuer treeyt gled vnden vd och tog dy andre med siig. ChrIV* VI. 237.Vedægt, no. kørsel af træ - (som ydelse); (1558). Rsv II. 229 (ovf. II. 801 a14); fogden har villet paalægge bønderne vedægt og anden besværing. KB II. 297. Jf ægt.Vedøxe, no. (isl viƀarøx) tømmer- øxe, brændeøxe; de suenske borgere høge laasen fra porthen med stuore wed øxer. CP V. 48215-16; caudicalis securis, skowøxe, vedøxe. Etym 185; DS III. 223 (ovf. IV. 493 a23).