VegVeg, to. (isl veikr) blød; - tac wegh æg. AM 187 4115; Br 2844; (1533). DM II. 61; saa blød som en løg oc aldelis veg. HWR 121; mollis, blød, veeg. Etym 771; vegt jern er godt at smede. PSO I. 494. – flydende; - blødhe ællær weghe offer. ÆB 3 Msb 2337 (Vulg: libamento); wijn, ther er bode weegtt oc waatt. PE 379; liquefio, ieg bliffuer veeg. TV 300.Veggøre, go. blødgøre; opbløder oc væg giør sindet. BT II. 11; tygger og hvæggiør gamle tandløse kierlinger det korn, som hos dem kaldis mais. SortS 83 not v; – emollitus, blødgiort, veeggiort. Etym 772 (emollio, giør veeg. sst.).Vegsten, no. stenart (fedtsten?); findes en kampesten ... øverst paa denne steen staaer et kors af veegsteen (1626). Suhm II. 3. 37 (mulig n); DM IV. 350 (ovf. III. 724 a6); weeg steene er en meget blød materie. Bernts I. 278, 274. Jf: bestaaer huulens faste bund egentlig af vegsteen eller klæbersteen. Strøm, Søndmør II. 79; – fade og skaaler, alt forarbejdet af vegsten. Fædrelandet 1880 nr 262 sp 8. Efter Sanders, Ergänzungswb er t weichstein = talk (talcum), men også dette o. er flertydigt.Vegtorn, no. (t wegdorn, weichdorn) rhamnus catharticus. M (= r. solutivus). Navnet (∾ i T, L og fl. spr.) af frugtens anvendelse som afførende, jf Nemn II. 1144.Vegtorn, no. Jf vidjetorn.Veg[j]e, go. (fsv vekia)
1) blødgøre; thu skaltt henne (ɔ: jorden) weege mett regn. Ps 6510 (FV); hand weger tijt hierte. PE 47; the haardiste hierter maa weegis aff thet hellige naffn. PE 162.
2) søge at vinde, bevæge, bestikke; the (ɔ: dragerne) vægthæ hannum. HKv 1028 (= l adorabant recedentes. Vita Marie. ed Vögtlin 78), 6417 (ovf. II. 18 b15); Lysch 84 (ovf. III. 695 a1); – thw scalt weyæ then, ther wællæ haffwer. PL** I. nr 1201 (= l xenia presentes, Heg 62 tilføjes: ey spare paa hannem skenck oc gaffuer). Jf sst. II. 426; ee ær hwer weydher bædræ. PL** I. nr 1133 (= wædher. sst. nr 885, l qui placatur = muded, begavet. PSO I. 140). Jf sst. II. 343; der locker oc wæyer han oss til. TSd 138v; hun bleff icke alenneste lockitt oc weyitt ... bode weyde oc truede henne (1540). DM3 I. 174; weygede hand hende till att skylde enn anden karll ther fore (1561). KhS VIII. 387. I VSO henført til veje (ndf. u. vejd), men både i Isl og Æsv er vægja uvirk. Jf til-, underv. Veg(e)lig, to. (isl veikligr) blød, kraftesløs; et svagt oc vegligt diur. Hex 242; vegelig. M. – Som bio. mildt, lempeligt; hvilcke med blødhed oc vegelig ville curere de syge lægemer. BT II. 199.Veghed, no. (sv vekhet) blødhed, svaghed; vndertiden i veghed, stundem i grumhed. HvfB k 4; v Aph I. 773 c.Vegne, go.
1) = veg(j)e 1); wegner oc giør liffuet blød. CS 235; M.
2) (sv vekna) blive blød; KC* 13 (ovf. II. 655 b33); M.
3) (n veikna) tabe sin kraft; dagen selv maa vøyne. Diderichsøn a 3 (rimord: speile-øyne). Jf forv.Vegne, go.
1); DP 11 (ovf. V. 245 a15).Vegsel, no. blidhed, sagtmodighed; met blitskap oc met vegsell. HKv 6321-22; skulde henne blydæ mæt vægxell, om thet mottæ dughe. sst. 658. Jf isl vægsl ɔ: skånsel; vejd ndf.