VidVid, to. (isl víƀr) i nuv. bet.; PL** I. nr 149 (ovf. IV. 782 a1), 163 (ovf. II. 365 b32); CPV (u. amplus); Etym 54, 162 (u. capax), 637 (ovf. III. 624 b42); Ps 11945 (FV, CP ovf. IV. 731 a19); er landet viit nock for dem. 1 Msb 3421 (1550, 1647; ÆB: rwm ok bredh); haffuit, som er saa stort oc viit. Ps 10425 (1550, CP); TdmU b 2 (ovf. III. 624 b40); Torfiord vid og stoer. LyschG (1726) 23; TkA I. 59 (ovf. IV. 202 a4); – Job 3616 (ovf. IV. 167 b20); vnder den vie, obne himmel. Tdm II. 95v (= t freien, weiten h. udg 1549 II. 91v a). – 2 g.; ær han (ɔ: byen) wider ogh meræ giordh. Br 30730; at wij for wider offuerløb maa bliffue forskonitt (1606). KD V. 5. – slås (stå) på v. vægge ɔ: blive (være) helt åben (om en dør(port)); for det munds-veyr slaaes icke strax himelens dør paa vide væg. HenrW II. 62. M. Jf n paa vidande vegg; ovf. II. 18 b52 f. – vidtløftig; til lenger och vider bewiisning. Præd 20 (= widere. Art (v Rørd) 55); efter wiid forhandling (1573). Afskr 73; ratiocinatio, viid betenckelse frem oc tilbage. Etym 1059. – Som bio. (isl víƀa) vidt; de fore vide om verden. VdV II. nr 33 v 1; Hvf II. tilegn 3v (ovf. III. 136 a12); saa wiide i med lough oc rett giøre kunde (1603). Hüb II. 3; lode saa vide ad søen staa. LyschG (1726) 27, 19, 23; brødet er vide oc vilde kast for mennisken. Lysch 270; – vi(d)t. LyschG g 3 (ovf. III. 625 a7); Steph II. 1000 (ovf. IV. 173 a32); BT II. 65 (ovf. IV. 806 b19). – 2 g. udførligere; som tafflen wider om for - melder. DgF III. 658. – mere; han ikke vidste at have bekommet 1 ß videre (1633). Wulff 90. Jf overv.Vid, to. – 2 g.; fortsat, følgende (nærmere); med mindre i der paa bekommer widere befaling (1628). CarlsK I. 264, 263; (1643). Rsv* IV. 397 (ovf. IV. 379 b53); (1670). GhA II. 199 (ovf. I. 622 a22); RFII 224 (ovf. II. 186 a9). – til v. (sv tills vidare) ɔ: indtil videre, foreløbig; AB II. 285 (ovf. II. 208 b19). – Som bio. – v. og bredt (fsv vit ok bret) ɔ: rundt om, udførligt; giorde det saa vjt oc bret, at den unge herre bleff saa angist. Ciegler 363; – Wiel VI. 159 (ovf. V. 778 b39). – svå v., se ovf. V. 1028 b42. – til s. 809 b19; (1585). Rsv IV. 65 (ovf. IV. 602 b49). – til l21; (1646). KD III. 261 (ovf. IV. 380 a1-2); (1681). HT IV. 531 (ovf. I. 819 a22); – huor hann skulle siidin weyire for følle siin sag (1559). FRskr II. dipl 272.Videkendt, to. kendt med mange (meget); Etym 149 (u. nomenclator). – Simon V. ɔ: en, der mener at kende alt. M. – her har vi Simon Vidkjendt ɔ: een som er mangesteds kjendt blant folck. Nysted (1727) 36. Jf ovf. III. 724 a2.Videkendt, to.; du videkientte graa hoffuet. VdS 174.Vidtløfteligen, bio. 1) vidtløftig: huor om H haffuer vidløffteligen skreffuet en gandske bog. Lysch 171; om huilcken hand vitløfteligen taler udi den bog. BT II. 124, 6 i r.; ComD § 752; der om blifver viitløffteliigen her effter forhandlet. Pros 75; hvor da vjtløfteligen bleff talt. RFII 18. 2) vidt omkring; Gud haffver sancked sin meenighed vidtløfftelig, aff øster og vester skulde de komme. GHD I. 356.Vidtlu[e, ø]ftig, to. (mnt witluftich) vidtløftig; mange widtluffthige thilbudt (1588). Rsv IV. 125; – mangfoldig oc witlefftige tancker. Flemløs VI; tuende witlefftigere registere. sst. XIV; verbosus, vidlefftig med ord. Etym 1411, 54 (u. amplus); – hand icke udbreder eller vidløftigt giør det. ComD § 752. – Som bio. 1) i samme bet.; huilchen dom widtluftigere udi sig formellder (1586). Rsv IV. 93; – fuldkommeligen oc viitlefftigen forrettet. Etym 1019 (u. disputatus), 54 (u. ample), 494 (u. fuse); hand indfører vidlefftig om den medicin. ålbL* 290; huad skulde mand søge vitlefftig effter dem. SkR ccc 4; haffuer den selff vitlefftigen beskreffuit. SkH 3. 2) rigeligt, kunstigt; den (ɔ: en indfattet ædelsten) besetter wiitløfftig med demanter omkring. ChrIV* III. 439.Vidtluftig, to. 2) udstrakt; efter vanlige domme og vidtløftig forfarenhed (1605). DM4 IV. 129. – Som bio. 2) – vidt; Wiel IV. 12 (ovf. V. 764 a17). Vidtlu[e, ø]ftighed, no. (sv vidlyftighet) 1) vidtløftighed; wille thett giffue en stoer widttlufftighedtt (1590). Rsv IV. 169; amplitudo, viidlefftighed. Etym 55. 2) forvirring, ulejlighed, pengenød; turba, vidlefftighed. Etym 1370 (NL 1957: vidtløfftighed); effterdi kronen vaar i viitløfftighed, burde lehnene at forpactis bort. HiørP k 6v; føre mig bedrøffuede mand udj vitløfftighed och velfærds spilde (1670). KhS VIII. 496; styrte herrskabet udj een og anden viitløfftighed (1676). GhA VI. 132; M.Vidtlu[ø]ftighed, no. 1); – de, jeg ey nu for vjtløftigheds skyld vil indføre. KS 9.Vidmundet, to. (n vidmynt) havende stor mund; Etym 127 (u. bucculentus); M. Vidtstrækkende, to. langt udstrakt; Etym 713 (ovf. II. 751 a2). Vidåben, to. (fsv viþ;opin) liggende på ryggen; lagdhe sik ighen paa iordhen vethopen. Br 23123; Bredal, Børnesp 4 (ovf. II. 81 a27). Jf vindå.Vide, go. (isl víƀa) udvide; ey kunnæ stadhen widhes och ey bigges annen stedh, een som han war skikket af æræstæ. Br 30728-29; os deducere, vide munden ud, gaabe. Etym 335, 1158 (u. exserto); strax der effter vyder sig i en stor fiord (1638). DS2 IV. 11; Raun 75 (ovf. IV. 7 a5). Jf for-, udv.Videjærn, no. jærn til at udvide med (skomagerredskab); scalprum sutorium, skaffuejern, videiern. MP 134; Steph I. 278 a. Efter M også et jærn til at udvide sår.Videlig, bio. 1) vidt; CPV (ovf. u. bredelige); den første Gudz skick widelige vdspreder sig. Laur a 2; Pass n 3 (ovf. IV. 588 a49); det danske naffn, som er videlige berømmet offuer den gantske verden. VdS 385; vdsprid deris velde videlige hen om vdi verden. Lysch præfat 4. 2) udførlig; ther som wij wele bescriffue wijdelige oc tilbørlige hans falsck oc swig. PE 116, 211 (ovf. III. 41 b18), 256; som schriffthen wiidelige beuiiser. Mb 15v; som det historien siden videlige formelder. VdS fort 7; om huilcken Christus taler videliger. Mariager k 8v; VdV I. nr 3 indl (ovf. III. 382 a20).Vi(d)else, no. vidde, størrelse; (1583). DM VI. 280 (ovf. I. 269 a nederst); viidelse och bredelse (1589). DM II. 255; landsens viidelse oc bredelse. Wegener 155; saat smeldt offnen kan faa neden til syn wiidelse. ChrIV* V. 431; – den vielse oc lengde. Hvasz, Sjæl Roseng ii 5, 4v. Jf forv.Vidhed, no. = videlse; latitudo, wijdehed eller bredhed. CPV; NMP I. 123 (ovf. II. 752 b27); hues longhed vaar tiue alne effter husens vidhed. 2 Kr 38 (1550, 1647); huilcken haffuer verrit en stoer by oc er bygd til den vijdhed. Hvf VIII. 70; amplitudo, stoerhed, viidhed. Etym 55, 162 (ovf. III. 625 a21).Vidtafliggenhed, no. afsides beliggenhed; Fdg 9/9 1638 § 5 (ovf. V. 1057 a36). Jf afl.Vide[t]berømt, to. (sv vidtberömd) i nuv. bet.; tuende drabelige, vjse oc vidberømde mend. Carion, Cronica v Linued 52; den vijtberømde Carolus magnus. sst. 101v; AB I. 72 a (ovf. IV. 135 b2); PSO II. 20 (ovf. III. 593 b3); – det videberømte Wittenberg. PG 125; – den vid-berømmede Diana til Ephesen. TkH 129.Videgøre, go. udvide; 2 Msb 3424 (ÆB, ovf. II. 744 b9). Vis mere +