VipVip, no.
1) spring. M. Jf hvip.
2) øjeblik. M. Jf udråbso. vips, se Rdq V. 210. Vipskade, no. uroligt, omløbende menniske. M. Jf svd vippstjert; nt wipstert.Vip(pe), no.
1) (sv vipp) vippe (træ, der kan bevæge sig om et understøttet sted); ciconia, vippe over brynden. Steph I. 229 b (Etym 212: bryndvippe); de mange naffn, der bleff slagen paa vippen eller galgen, som staaer paa Amager. HiørP i 1; paa samme galge var en vippe til at ophæve dem, som sig havde forset, og naar de vare højest oppe, da lode de dem i en hast falde ned igen (1668). KD V. 763; – Hex 159 (ovf. II. 324 b49). – som kran; de tvende, som paa vippen tager vare, skal giffvis for hver tøndegods, de med vippen opsætter. Fdg 5/5 1683; (1689). KD VII. 256.
2) snip, flig; han saa vippen af pungen hænge uden for buxerne (1589). Lund, Dmrks Hist IV. 88; fire snippe. ApG 1011, hertil i randen: hiørner, vippe (1607, vipper 1647).
3) (svd vipp, vippa) vippe (ax og axeskæg på sæd især rug); (1601). DM I. 57 (ovf. III. 856 b3); med vip oc spidse hoern for fuglene forsvarer. Hex 130; hvert et straa har sin egen vipp'. TkN 47; – kærv og knipper, straa og hvipper. Thura, Poet Sag 232. Bet. 3) udgår mulig fra bet.: bundt, jf sv og n vippa, mnt wip(e), årb 1876 321-2; vippel ndf. Jf brønd-, havre-, silke-, snørebånd(h)v. Vippe, no.
2); den maat lavet dog betal, som bar de store vipper. Wiel V. 107. Jf hvede-, rugv. Vippe, go. (sv vippa)
1) løfte ved en vippe, hænge; blef en af samme compagnie ued bødelen vippet ud af raadhuuset (1647). KD V. 791; en tiuf bør mand at vippe. TkA III. 157; – blef en Dynckercker capitien opueppett self thredie vden Østerport (1639). KD V. 787.
2) veje mønter - (for at finde de fuldvægtige), se ovf. II. 324 b32; heller vipper guld og hør paa dalers klang. AB II. 74.Vippe, go.
1); Wiel II. 108 (ovf. V. 886 a33).
3) være i uro; det levned liv, der vipper i mit bryst. DP 19. Jf opv.Vippebrygge, no. (t wipp(er)brücke) vindebro (der løftedes ved et over broen anbragt vippeværk); saa meget tømmer, hand fornøden hafuer til de tuende broer, wippe brøgger oc slaugbomme (1660). KD V. 718. Jf brygge. Vippegalge, no. (sv vippgalge) galge med vippe (jf ovf. sp a l20); M; v Aph I. 785 c. Efter M ophængtes den, der straffedes, ved bagbundne hænder, saa armene rykkedes af led, i det han faldt ned, jf Quanter, Die Schandstrafen 117; SchuL V. 736 a45; ovf. IV. 130 a26 f.Vippel, no. halmkost til at feje bagerovne med. M.