VisVis, to. (isl víss, sv vis)
1) vidende, havende kundskab om; – blive (vorde) v. (isl verƀa víss) ɔ: blive var, få at vide; der bleff hun thi vlffue wiss. DgF II. 153 b; ther the komme tiill Bouessundt, ther bleffue the thøriis fiender viiss. sst. III. 665 a; IV. 152 b; skulle hertog A bleffvitt thet viss (1557). Rsv II. 169; bliffuer D dette vijss, wi faar der aff en ringe prijss. Rch 65; – PL** I. nr 9 (ovf. III. 571 b37); wi ere det icke vden skade vijs vorden. Hvf IX. qq 1v; jeg dett vell vijs er vorden. TkA II. 81. – gøre v. ɔ: a) underrette om, lade vide; enn fremede pige giorde mig viss, hoss Dalila soffuer Samsonn nu. Rch 172; prouist Æ giorde hannem vijs, at kongens herredag skulde vere opsat. Hvf II. 273 (mulig i bet. b)); huilchen giort dem viss at ville gaae til Øsell (1676). NdM IV. 67. – b) indbilde; giorde hannom wiiss, att Bell sculle wære een leffuendis gud. T 132; huilcke giorde hannom viiss paa, kong F icke vaar tilstede. Hvf VIII. 339; giorde hand moder wijs, ad hand ded thil Lypzig wiste paa ded dyreste ad forhandle (1603). RdU IV. 546; (1663). DS VI. 243 (ovf. IV. 52 a48); haffde slosf. giort mig wiiss paa, att hun haffde worren ecte-gifft. Jm 234, 116. – være v. ɔ: vide; der aff war ieg liige wiiss. Jm 23. Jf nuv. lige klog.
2) havende bevidsthed; DM I. 20 (ovf. IV. 809 a11); – fuldvis ɔ: havende sin fulde forstand (bevidsthed). M.
3) vis, klog; han var visere [end alle menniske]. 1 Kg 431 (ÆB og flgd. overs.); the wijse aff østen fram komme. Matt 22 (1524 og flgd. overs.); huem er wijss oc beholder thette. Ps 10743 (FV og flgd. overs.); KhS IV. 792 (ovf. III. 808 b13); Etym 1105 (u. sapiens); samme hund war icke smuk, men meget troe oc wiiss. Jm 206 not 1, 116; PSO I. 482 (ovf. I. 556 b1). Som det vil ses, kendes det i skrivemåden, at vis og vĩs opr. ere samme ord, jf SchuL V. 739 b37. Jf bag-, fore-, for-, høj-, log- (II. 730 b39), næse-, over-, ret-, s(j)elv-, skarpe-, skæl-, snude-, spørge-, u-, vej-, vejr- (u. væder), vel-, vrang-, fuldv. (ovf. l50).Visgøre, go. underrette, oplyse; sagde seg strax wære wijssgiordt aff himmelin, att hans lerdom war sandt. PE 172; hand mig loed arrestere oc siden wed den forræder B wiiss giøre, att hand mig himmeligen wille lade vntkomme. Jm 9. Mulig 2 ord. Jf ovf. IV. 845 b18.Vismand, no. i nuv. bet.; som vismand siger. SmdLb IV. a 4v (flgd. o. ovf. I. 512 a2, jf Jes Sir 325, mulig brugt om skriftet, jf sp b l11); vide ere viismands veje. PSO I. 483. – særlig Salomos skrifter (i bibelen); Rkr p 6 (ovf. IV. 54 b6, jf Præd 412); – huem er then (siger wijsmandt), som kan bære ijldt wdj sijn barm oc icke brende sijne kleder. PE 240. Jf Ordsp 627; visdomsmand.Vismand, no.; RD III. 15622 (ovf. u. forbindelse = wiss m. CP V. 10624).Vismester, no. vismand, filosof. M. Jf t wissmeister = doctor; mester 1) ovf.Vismund, no. næsvis mund. M. Vismundet, to. næsvis. M.Visnæse, no. (t weisnase) næsvist menneske. M. Visnæset, to. indbildt vis, overmodig; de maa lægge deres visnæsede fornuft ned under troens lydighed (1668). KD V. 721. Jf VSO; t weisnasig.Visdom, no. (isl vísdómr) i nuv. bet.; – hank.; den visdom, han er kysk, han dømer ingen. Jak 317 (CP; 1524: wijeshed); thet kan schee, nar wijszdom finder fore seg een skalcke natur, at han brugis jlde (1528). KhS IV. 792; spaatteren søger visdom oc finder hannem icke. Ordspr 146 (1607: hun); anamme visdom, thi hand er bedre end guld. Ordspr 1616. – hunk.; for thy at visdom tillægghes søn, oc forthy hon quæmmer hannom. HS 1332-3; visdom er høyre at veye end perler, oc det reneste guld er inted mod hende. Job 2819 (1550, 1607); wisdommen ... hun rober i dørren. Ordspr 121 (sst.); 314-8; Dan 230; Jes Sir 620 (1607); den rette viisdoms dyb og hendes brug randsage. AB I. 94. Hank. i Isl og Sv, men jf dom ovf. Visdom, no. Jf hedning-, himmel-, hovedv.Visdomsflab (-kæft), no. næsvist menneske. M.Visdomsflab no. (og flgd. o.) fejl for visflab osv.Visdomskæbet (-kæftet), to. næsvis. M.Visdomsmand(en), no. visdommens bog (i apokryferne). M. Jf vismand.Vis(e)lige(n), bio. (isl vísliga) vist; wandrer wiselige hos thennom. Kol 45 (1524, 1607; CP, 1550, 1647: vislige(n)); thu haffuer thenom alle wijslige sckapt. Ps 10424 (FV, 1550; 1607: viselige); Etym 1105 (u. sapienter); sligt er vijsligt oc vel giort. Hieron Justsøn, Samsons Fængsel (1633) p 3. Endnu brugeligt. Jf ret-, uv. Viseligen, bio. Jf høgv.Vished, no. hunk. (∾ sv vishet) visdom; Guds wijsshed raaber nu offuer alt oc beder oss høre, wille wij icke, da truer hun oss, at hun wil lee. TSd 124; kiødelig wiished er daarskaff for Gud, och io des større hun i de sager prøwer sin konst. Corvinus, Post II. 23; Visd 16 (ovf. III. 428 b16); visheden er saa stor, at hun haffuer ingen ende. HWR 285; – tw hauer eth manneligt hierthæ och engen wishet. RD III. 16714 (= CP V. 1149), 15618 (ovf. III. 405 a14); i visshedens bog. TdmU l 6v; Psd I. 109 a. Jf ret-, uret-, uvished.Visling, no. indbildt vis; schulde sodane wiisslinge och forhoneræ taghe segh sielff om nesen. T 202; mange ere saadane samme wijslinge. TSd 36v; mod werdsens wislinge. TSd 58v. Mulig egent for Tavsen. Jf n vising ɔ: vismand.