VringeVringe, go. (mnt wringen) vride; aff sorrig wringtis hænder. Jm 218. Jf vranges og ovf. I. 363 b13 f.Vringle, go. (n (v)ringla, se Ross) 1) sno. M. 2) gøre broget. M. Vringelhovedet, to. ustadig. M.Vringelvorn, to. 1) indviklet; det er noget vilsomt oc vringelvoren med disse ujefne timer. BrunsmK 300; M. 2) vanskelig, umedgørlig; et vringel-vuren og særsinded hoved. KS I. 12. Jf Rietz: vringlig b); MbD: vræ[i]ngel 2). – ustadig; huor vringelvorn lychen er. Curtius ved Wingard 471 (= l quam versabilis fortuna sit); M.Vrink, no. drejning. M.Vrink, to. sur (fordærvet). M. Jf Ross 971: (v)rink ɔ: afsmag (om øl); vride 10) ovf.Vrinke, go. vakle. M.Vrinke, no. vaklen. M. Vrinkel, no. 1) (svd vrinkel) krog, hjørne; udi saa mange vrinkler og vraaer oplede det, som hørde til dette arbejde. VdSv fort b 5v; KC* b 4v (ovf. II. 636 a6); M. 2) fåresti. M. 3) boble. M. Jf Rietz 819 a: rwingel. 4) eghjort. M.Vrinkelhorn, no. = bukkehorn. M. Vrinkelhornet, to. havende store krogede horn. M.Vrinkelkrog, no. afkrog. M. Vrinkelvrå, no. = vrinkelkrog; i suigefuldere oc mørckere kramboder oc vrinckel vraar de haffue. HWR 227v.Vrinkelvorn, to. = vringelvorn 1).Vrinkle, go. bøje til siden. M. Vis mere +