VærdVærd, no. 1) (isl verƀ) betaling, pris; thæn tidh werdheth wonskede købere mæn. ÆB 1 Msb 4715; T 11 (ovf. u. forgæves 1)); kiøbe for schellugth werdt (1541). NdM I. 188; (1551). Rsv* IV. 246; ere faar it ringe verd at bekomme. HWR 132; Bernts I. 150 (ovf. IV. 675 a52). – fk.; huis ther blifuer solldt for en skiellige werdt (1605). Hüb II. 6; Fdg 10/12 1621 indl (ovf. III. 366 a13); Fdg 21/1 1663 (ovf. III. 880 b25); du kand icke heller for en ringe værd faae en stoer ting. BT III. 38; penge tre gang ti (hey hvilcken kostbar værd!). Naur c 3v; werd wijlle han for henne tagæ. RD II. 297; bleffue solde for ringe werd. TdmH b 5; (1575). Rsv III. 286; PSO I. 77 (ovf. IV. 194 b23); – hun giffver dig ord oc snack i verde. VdT 43; du kandst icke gifve mig ord i værd. BT III. 66. 2) værdi; ComD § 494 (ovf. III. 862 a43); – andhelig badhe, som ginge ower all vertz thing i sin værdh. HKv 1385; penge ere icke aff den værd. BT II. 97; – skib oc gods skal effter sin fulde verd igienskickis. RFII 326. 3) agtelse; høylerde i ypper verde. Rch 26. – have (holde) i v. skønne på, agte; at ville holde, effterkomme oc i verd haffue samme broderlige pact. Hvf VII. 39; M. – være i v. ɔ: agtes højt; vigent in ore, er i verd oc act. Etym 1438. – sætte v. på (sv sätta värde på) ɔ: sætte pris på, skatte højt. M. 4) gods af et vist værd, vederlag (for penge); aduocat ær then, ther verier annen manns sagh i dom for penning heller værd. NdM VI. 184; Allen 19 (ovf. II. 206 b49); i skulle icke bande for penninge eller verd. PSm b 2; tredive lod sølv eller dets værd. DL 1 - 6 - 10. Ik. i Nord, mnt werde, hunk., ht werth, hank. Jf blod-, fuld-, kost-, mande-, penningev.Værd, no. 2) lade blive ved sin[t] v. ɔ: lade uafgjort; dette ere de tolff Herculis labores .... hvilcke vi lade bliffve ved sit værd. Ciegler 256; Lauremb, Acerra II. 26 (ovf. V. 776 a49). Jf sv lemna i sitt värde. – Jf bygnings-, hundev.Værdskyld, no. 1) (isl verƀskuld) betaling, gengæld; de, som begere løn och verdskyld faar deris gode gerninger och mene, at de skulle faa fyllest fore them igen. CP IV. 35330. 2) (isl verƀskyldan) fortjeneste; aff wærdskyld ællær rætwisheet tolæ wii thessæ thing. ÆB 1 Msb 4221; HKv 258; løn for werdskyld haffue. Rkr p 6v; meræ haffuer Ihesus afflæt mz syn verdskyldh æn alt mankiøns brødhe (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 74v; CP I. 110, 276; the hafue met seg bode salighed oc werdskild. PE 26; Mb 33; Psb I. 79; PSm g 4; PlSk q 1 (ovf. III. 862 a47); hues døds oc pinis verdskyld de forskiude. PlSk (1607) a 7v; deris hellige leffnits oc fortienstis verdskyld oc betaling. HWR 176v; KS 39; Christi wærskyld oc fortienneste. Jm 187. 3) forkærlighed; for etthers begering oc synderlig werdskyldtt, som wii haffue till etther (1464). DM II. 11.Værdskylde, go. (isl verƀskylda) fortjene; om thu wilth haffue inwortes fredh oc werdhskyldh then ewighe krone. Kemp 7615-16; jgengifwe hannom for synden, hwilkith som han wærdskyldær. ÆB Dom 2010; swa som sielen wærdskyldher eller syndher meth leghometh. GkS 57v; werdskylle oc forhuerffue noget hoss Gud. T 120. – tilbagevirk. regne noget for værdigt, vise nåde; tw verdskyldæ tek ath innenliwsæ. GkS 1614 (4°) 130. – lf. regnes værdig; ath jek skal verdskyldes ath thækkes thek. sst. (MbG). Værdskyldelig, to. fortjenstlig; Kemp 11514 (ovf. II. 812 b46); thenne hedherligh Siluani wærdskyllelighe gærninghæ. GkS 72v; de ære alle verdskyldelige oc fructsommelige. CP II. 116. – Som bio. efter fortjeneste; HS 17534 (ovf. IV. 897 b32); geengifwende mæk wndhe tijngh wærdskyldelighe. ÆB efterskr t 1 Sam 25 (s 235 b). Jf uv.Værdskyldelighed, no. = værdskyld 2); meth eth goth leffneth och werdschylleligheet (1441). Nyrop, Skråer I. 617.Værdskyldu[i]g, to. (isl verƀskyldugr) fortjent (havende fortjent); mennisken tager huær løn, som verskildugh ær. HKv 277; – ær iech verdskylle at glædhes aff thin helse. HS 3010. – fortjent (værende fortjent); the skulæ thollæ wær[dh]skyldughe pinær for vmildhetz gerningæ. Evg 13031. Værdskyldighed, no. = værdskyld 2); (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 75 (ovf. III. 33 a22); – forma thu ey at vedherlægge aff verdskyllehet thin igenløser. HS 1155.Værd, to. (isl verƀr) 1) værd, værdig (til); ErF 3v (ovf. III. 591 a26); tiæne dennom, som det icke ere werde. Jes Sir 2511 (Tdm, 1550); at wi det kunde vere i noger maade verde. TP a 4; som ere vel verde mange tusende daler. HWR 107v; de wtacknemmelige, der icke ere det verde. Tdm fort b 1v; ere de værde at giffue meer. Bugenhagen, Jesu Pinis Hist a 3; kongen gifver dennem ære, som ere det verde. BT I. 91; DL 2 - 23 - 11 (ovf. I. 637 b10); lykken giver dem, som ere det værde. PSO I. 287. – fortjenende, skyldig; criminosus, lasteligt, værd at laste. Etym 206. – være v. ɔ: fortjene, være skyldig til; hwn ær werd skyld ath bæræ, giører medh mægh effter egen nade. RD I. 339; han war icke skyld wærdher. RD III. 1648 (= CP V. 11135); the giorde ieg fredløsæ, som the wore fulwel werde. Rkr o 3. Om flt. jf Ark XI. 191; VSO. – havende (et vist) pengeværd; (1572). Rsv III. 180 (ovf. IV. 716 a9). 2) værdig, dyrebar; paa den tid skal herrens quist vere kær oc verd. Jes 42 (Luther: werth); dett første hand kunde bære et swerdt, da vor hand en kempe verdt. DgF I. 214 a; at mand sine vndersaatte vil forarme, er intet vert middel. Hvf IV. fort 3v. – 3 gr.; HS 11826 (ovf. IV. 886 a39). – som hædrende tillæg; alderwerdestæ forstæ konungs Eriks teltal (1417). KD I. 143; then tijdh, som Gud, aluerdesthe, skapthe henne (ɔ: solen). NB a 6. Jf elsk- (I. till 55 b), last-, lov-, mærkens- (III. 40 b12), u-, ære-, farev.Værd, to. 1); (1595). Rsv IV. 446 (ovf. u. forafhænde). Jf fuld-, gunst-, himmel-, latterv.Værdagtig, to. havende værd, anset; F bleff storactig, for hand vaar saa verdactig. Kpb 53. Snarest for vær(g)agtig ɔ: kampdygtig, se ndf. Værde, go. (mnt werden) anse værdigt, vise nåde; hues siell Gudt werde tiil seg myldeliigen wdoffuer at forbarme (1533). NdM II. 196. – især i lf. a) med fho.; (1468). Rsv I. 7 (ovf. III. 437 a50); han verdiss til at opfylde eder met al aandelig glede. CP I. 23 (= Rom 1513); T 112 (ovf. III. 12 a33); PE 38; Præd 38; men verdes du til o fader. TP a 6v; vilde icke en gang verdis til at suare dennem. VdS 349; – Gwd verdes seg tiil at lede nw oss i siit righe. ÆdS 122. – b) med nm. som gst.; verdes at vydæ nadige herre (1510). Hüb I. 100; CP I. 81; Psb I. 72, 110; Psd I. 119 b; eders naade vil værdis at høre. HWR 13; despicio, verdis icke at see til. Etym 1203; Steph II. 421; AB II. 184; begierende, at hans majest. vilde værdis at holde mig det samme tilsagn. RFII 288. Jf uv., værdskylde.Værdelig(en), bio. (isl verƀuliga) værdigt; værdelig offuerueye den store lycksalighed. Mariager dedik a 8v; at ieg icke alld handel haffuer saa verdeligen bescreffuit, som det sig burde. Hvf II. fort 3v; Etym 314 (u. digne); antage verdelig Jesum. GH 209; værdelig begrunde. KPs* 589. Jf uv.Værdu[i]g, to. (isl verƀugr) 1) havende (tilstrækkeligt) værd, passende; thy ær werdukth, ath iak thollige lydher. Kemp 11510 (= l dignum); ffor werdigh pennyngh skal han befalæ mik hænnæ (ɔ: hulen). ÆB 1 Msb 239 (Vulg: pecunia digna). 2) = værd 1); thu lost mek væræ værdugh at vorde naffnkunnet. HKv 478, 2115, 6911 (ovf. IV. 778 a20), 7819 (ovf. IV. 341 b42); som verdoghe æræ at være i blant sodant sælscap. HS 8125; tw æst wærdugh till at loffues. RD III. 8923 (= werd. CP V. 6125); hwn værdugh var til ath vare jomfru oc modher (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 156v; the, som wordir werdige thend werden. Luk 2035 (1524; CP: v. til); haffde waret werdige at lide forsmedelse. ApG 541 (sst., CP; 1550: v. til); werdugt thend ere. Rom 818 (sst.). 3) = værd 2); ther tv løste med tyth werdughe blod. Luc 8; paa iorden flød tith werdwgee blod. Psd II. 419 a; som værdugeræ ær oc størræ (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 155v; værdighe. sst. 76v; hans werduge benedide hellene (1526). NdM I. 216; – dignus, verdigh. CPV; Etym 314; TSd 6 (ovf. III. 519 a46); ether nades verdige fyrstinde (1524). KhS VI. 146; saadan wtacknemelighed maatte denne værdige fader tage til tacke. VdS 515. – som hædrende tillæg til biskopper; werdhug father biscop OM (1466). Rsv I. 2; DC 174, 188; (1479). Hüb I. 36; (1508). DM4 I. 361; werdugste, werdughe fædre (1533). NdM II. 199; verduge fader, her JA, biscop udi O (1572). Rsv III. 154. Jf DuC: dignus ɔ: formula adhibita in episcoporum electionibus. Jf høg-, lov- (II. 837 a40), navn-, røm- (III. 612 b50), sølv-, tænk- (IV. 313 a), u-, ærev.Værdu[i]g, to. Jf bøn-, dyr-, fuld-, glor-, hænge- (V. 415 b53), koning-, last-, mærk- (V. 702 b23), pris-, septer-, straf-, tro-, underv.Værdu[i]ge, go. (mnt werdigen) vise ære, holde værdig til; - thz værduge thu ath haffue for loff (1497). Thottske Saml nr 553 97; ath jek maa verduges ath see thit astundelige anledhe. sst. 139v-140; – digno, værdiger. Etym 314; hos hvilcke Christi oc Guds aand hafver verdiget at søge sin bolig. BT I. a 1v. – tilbagevirk. (mnt sik werdugen) = værde; de tingester, som den guddommelige mildhed verduget sig at giffue min ringhed. DS IV. 349. – lf. i samme bet. (isl verƀugast); – a) med fho.; thw skalt wærdwghes til ath kænne mik pelegrims qwynnæ. ÆB Ruth 210; Br 28625 (ovf. III. 27 b44); – at j wille werdiges till at hawe toll met oss (1524). KhS VIII. 146. – med nm. som gst.; bedher ieg thettæ enest, at thu verdughes at spare meg. HS 587; thu werduges ath komme mik fattuge i hwgh. Kemp 928; bedher iek, at thu werdughes at wysæ hannom. KhS V. 446; Thottske Saml nr 553 (4°) 37v (ovf. III. 110 a6); begierer vi, at i ville verduges at befalle eders effterkommere. DS IV. 351.Værdu[i]ghed, no. (sv värdighet) værdighed, ære; - han bort thog til forn myn førmere fødelsæs wærdughet. ÆB 1 Msb 2736; han begraffue hennes ligh meth stor werdughet. RD III. 17511 (= werdighed. CP V. 11925); GkS 52 (ovf. III. 400 a3); Rsv* IV. 2 (ovf. IV. 110 b50); frycter eders verdwghed oc hedher. ÆdS 96; – thet hellie land skall haffues j større verdicheth æn andre landh. MR 23-5, 12712; CPV (u. dignitas); Etym 314; – ære vphøgde i verdehet. HS 6922; – som æresnavn; ether nades verdighet seel oc liff befaler wy the helige trifoldighet (1524). KhS VIII. 147, 146 (ovf. III. 66 a33).Værdighed, no. – til s. 908 a4; RFII 250 (ovf. I. 756 a17), 241. 2) værdighed (skikkethed); DM V. 268 (ovf. II. 404 b42); Etym 314 (u. dignitas). – noget værdifuldt; Urfé III. 31 (ovf. V. 825 a44). Jf tro-, u-, ærev.Værdiglig, bio. = værdelig; vi scal bruge det sacrament værdiglig. JDV x 8v; om dig kand ieg ey verdiglig tale. Psd I. 315 b.Værdning, no. vurdering; - de skulle rett werdning aff thelig liide och brecke døme. Rsv* V. 139. Jf vurd(n)ing 2).Værdung, no. = værdning; the giorde engen redelig och lofflig werdung paa fornefnte skiff oc godz. NdM III. 222.Værdelig, to. (isl verƀuligr) værdig (skyldig); rent scrifftæmall oc værdeligh vnfangelse thin søns legemæ. T 553 77. Vis mere +