ågåg, no. i nuv. bet.; gøre oghæt lætære. 1 Kg 129 (ÆB og flgd. overs.); CPV (u. jugum); MP 175; Etym 601; Steph I. 283 b; – vptager myt oog paa ether. Matt 1129 (1524 og flgd. overs.); at oog skal legges paa lereti[e]nernes hals, huilket huerken wore federne kunde bere. ApG 1510 (1524, 1550, 1647); min aag skal spændis fra. KS (1694) 41 = mit aag. KS 16. Gennemgående ik. i Nord og T, jf GrimmG III. 456; dog findes rundt om prøver på hank. -o., jf isl oki, n oke, mnt jock. – drage i et åg ɔ: gøre fællesskab med; drager icke vti fremmede oog met the wantroo. 2 Kor 614 (1524 og flgd. overs. efter Luther og grundtext); Judas tager mørkheds vaaben villig paa og i aag med Satan drager. KPs 405. – våge ɔ: træ på svins hals - (for at hindre dem i at bryde gennem gærder). M. Jf MbD: vaag; Varming 47; VSO; Hagerup2 111: åg Jf pløje- (III. 493 b3), slæde-, ægteåg. åg, no. Jf hedning-, jæmmer-, klaffer-, kobber-, læse-, rente-, studenter-, træåg.ågbunden, to. spændt i åg; jugo affixus, aagbunden. Etym 601; M. ågedrive, go. køre i åg; hver een hestis søm, som aage-drivis hid. Diderichsøn a 2v. Jf drive 2).åghammel, no. bære- åg. M.ågmarne, no. jærn med 3 øjer til at flytte tisten i efter trækdyrenes styrke (så de svageste få den længste arm). M. Jf marne.ågsamlet, to. spændt i fælles åg. M. ågskagle, no. reb i et bære- åg. M. Jf nuv. skagle.ågskav, no. nederste træ i et trækåg. M. Sidste del af ordet snarest = skaft, jf ovf. III. 753 a22.ågstav, no. lodret træ i et trækåg. M. ågstikke, no. pind, der stikkes ind i ågstaven for at lukke åget; iugilium ocsti kæ. Smst 285, 45. Forkl h. M.ågstok, no. øverste træ i et trækåg. M.ågtist(e), no. (svd uktist) ring til at sammenholde åget og det der trækkes - (vognstang o. s. v.); cohum, aagtiste. Etym 237; subjugia lora, aagtiist. sst. 604; NL 671; M. Jf tiste. ågetvingt, to. vænnet til at trække i åg; subjugis, tæmt och aagetuingt. Etym 604. Jf tvinge.ågtvungen, to. = ågetvingt. M.åge, go. (sv og n oka) lægge åg på, spænde i åg; ee hwilæs oxe, mæn andhen aaghes. PL** I. nr 23; coniugo, sammen at ooge. CPV; Etym 603; Steph II. 308. – åge af ɔ: tage åget af. M. – åge i ɔ: lægge åg på. M.åge, go. eje; allt hwes jeg aager oc gott formoer (1534). DN VI. 757. Jf ege 1); Aasen 125 b8.ågende, no. (svd oken, okane) tværtræ mellem slædemeder. M. Jf isl oki ɔ: tværtræ.ågerfedt, no. indtægt af å.; hand af aager-fit var som en mæsked soe. Wiel X. 439.ågrer, no. udlåner, ågerkarl; BT III. 186 (ovf. I. 102 b1). Vis mere +