ØdeØde, to. (isl auƀr)
1) i nuv. bet.; CPV (u. vastus); Etym 1390, 550 (u. inhabitabilis); til en weyg ... hand er øde. ApG 826 (1524, CP, 1647); Mark 145 (1524 og flgd. overs.); wdi denne øde ørck. TVd 170; iorden vor øde. 1 Msb 12 (1550, 1647); Jer 423, 27 (sst.); lægge ø., se ovf. II. 867 a29. – særlig ubebot, udyrket, forladt; (1466). GhA V. 68 (ovf. IV. 862 b15); ther schall liigge noger øde jorde wti thitt lenn ... att handtt ther fore fester hannom thennom (1547). DM4 I. 274; en øde gaards eje. KB II. 435. – af ø. ɔ: fra at være øde, på ny; PN lodh byggæ the 2 garde af ødæ (1459). DM3 III. 260.
2) i høj grad nødlidende. M. Jf MbD, også således brugt på Falster.
3) barnløs; GHD I. 239 (ovf. IV. 618 a52). Jf hundø. Øde, to.
1) – blive ø. ɔ: gå til grunde; Hex 261 (ovf. V. 668 a17).Ødeblivelse, no. forfald, ødelæggelse; Bernts II. 149 (ovf. u. forargelse). Jf blivelse. Ødegodstiende, no. tiende af udyrket fæstegods; ødegods oc drenge tiende. Rec 1643 1-4-51 i r. (i texten: tiende der aff). Jf: øde gods sst. 1-4-48.Ødegård, no. (n øydegard) udyrket, forladt gård; om ødegaarde, der opbyggis. ChrIV L llb k 51 (jf: hvem som optager nogen øde jord oc bygger der paa); hver ødegaard 1 ortsdaler (1620). Norske Rigsregist V. 105, 533; belangende ødegaarde, schulle vore lehnssmend hermedt were befaledt deris flid at anuende dennem at lade besette (1635). FA I. 9; hvo til Øde Gaarde lader saae. Rec 1643 1-4-51 (udg 1643 = ø. G. Rsv* IV. 396, det er ofte umuligt at afgøre, om det er smsætn el. vedføjet to.); findis sielden nogen ødegaard i landet. Bernts I. 99. Jf HT6 II. 492. Ødegård, no. Jf HT8 IV. till 191 f. Ødegårdsjord, no. jordtilliggende til en ødegård; - (1660). KhS5 III. 539 (ovf. IV. 911 b54). Jf jord b).Ødegårdsmand, no. fæster, som har overtaget en ødegård; - ødegaards mand skal haffue de første tre aar, effter hand haffuer byggit paa iorden. ChrIV L udfb k 11; hver fuld gaard giver 12 mark og en ødegaardsmand halvparten saameget (1624). Norske Rigsregist V. 426; VII. 68.Ødelag, no. (svd ölägg) ødelæggelse. M.Ødelag, no.; der aff kommer rigers ødelag. SkP 389.Ødelæ[i]gge, go. (sv ödelägga) i nuv. bet.; forbande oc ødelegge dem. 2 Krøn 2023 (1550, 1647); Jer 420 (sst.); Etym 1232 (u. exstirpo); Steph II. 583; – thu motte hannom icke ødeligge eller forderffue. SK v 380; Ierusalems stad slet at ødeligge i en blodebad. Heg 176; forringes oc vel aldelis ødeligges. VdPb b 1. Jf ligge 10). Ødelægge, go. – nedlægge; ingen bøndergaarde maa ødeleggis for at forbedre sædegaarders avling med. DL 5-8-48. Jf øde 2).Ødelæggelse, no. i nuv. bet.; Mark 1314 (ovf. IV. 775 b52); Etym 138 (u. excidium), 358 (u. interitus), 1421 (u. eversio).Ødelæggere, no. (sv ödeläggare) ødelægger, tilintetgører; en ødeleggere mod den anden. Jes 212 (1550, 1647); ve dig du ødeleggere, ment du, at du bliffuer icke ødelagt. Jes 331; Etym 1421 (u. eversor). Ødested, no. ørken, øde sted; gick hand ind til it ødestet. Mark 135 (1524 = it ø. s. Luk 442); desertum, ørcken, ødested. Etym 1157 (= ø. s. Dict). Mulig kun sammenskrivning.Øde, go. (isl eyƀa)
1) ødelægge; hwilken staden will forraade, brende, øde. Rsv* V. 142; Affrica konningh willæ ødhæ worth land. RD III. 6311 (= CP V. 4318); man scal oc afflæ thet, illde scal ødhes. PL** I. nr 458; Etym 1391 (u. devasto); Steph II. 433; mand kunde snart øde it land. SkR iiii 2; ondt øder sig selv. PSO I. 324. – tm.; vor hunde er døde, vor katte er øde. Rch 277. Jf Lyngb* 29.
2) nedlægge, opgive; ødis adelby, da skiftis det, som før var fortog, som anden jord. DL 5 - 10 - 53 (= øthes. JL I. 51).
3) gøre ende på, ophæve; din søns store pine och død haffuer all min sorg och angest ødt. Psb II. 65.
4) skille sig ved, sælge. M (fra Tåsing). Jf VSO: øder 4). – Jf for-, ud-, hedenø.; uød(e)t.Øde, go.
2); SP a 8 ovf.) II. 125 b1 (u. H.)).Ødeland, no. (n øydeland) i nuv. bet.; fru Ødeland, den ødsels qvind. Rch 274; AB II. 170 (ovf. IV. 707 b20); ligesom hun var een ødeland. HenrW IV. 77; PSO I. 328 (ovf. III. 751 a53); – hand (ɔ: Caligula), det øde-land, var keisere til Rom. SortS 78. Ik. mulig efter ordets sidste del; der synes i æ Dsk at være tilbøjelighed til at gøre skældso. til ik., jf stumpere (IV. 181 a26). – huor slige ødelænder er. SkR hhhh 4v. Ødelig, to. (sv ödslig) øde; naar ii faa at see den ødelig weyerstyggelighed. TSd 322v (= Matt 2415; 1550: ødeleggelsens vers.).Ødelighed, no. (sv ödslighet) øde tilstand; vastitas, storhed eller ødelighed. CPV.Ødere, no. (sv ödare) = ødeland; se avlere (I. 86 a); ComO 364 (ovf. u. fordøjere). Jf for-, munkeø.Ødig, to. ledig; inanis, ørckeløss, ødig. Etym 593.Ød[r]k(en), no. (fsv ödhkn) ørken; som æræ j øtkæn. ÆB 1 Msb 146, 2 Msb 1522 (1550 begge st.: ørcken); so for han i øtken. RD III. 1823 (= ørkenet. CP V. 12413); GkS 83v (ovf. IV. 250 b28); – i thet ath the skuldæ døø i øtknen. Br 15213; – Israels folk i øcken waar. HM 4; – vdj øycken saa rigeligen bespisede fem tusinde mend. T 281; – eremus, en ødk. CPV (MP 221: ørcken); – at hun kundde fluuet vti ørckenet. åb 1214 (1524); PlSk c 7 (ovf. III. 821 a27); TV 95 (u. desertum); en ørcken. BT I. 121. – TVd 170 (ovf. s 978 a21); dette er en ørck. Matth 1415; solitudo, øde oc ørck. Etym 1189; da skal hand icke seeis i een ørck. JDM a 7v; – flt.; tok er ther thoo ødken. MR 15216 (jf not 40); – de øde ørcker. Ez 36.4 (1550, 1647). Som det vil ses, er kønnet vaklende; i Sv hunk., isl auƀn, hunk. og ik. Om opr. jf Rdq IV. 329; V. 14, 27; Jess: øde; Varming § 98 anm. Bl I. 37 - 8. – Jf ud-, vildø.Ødken, no. – øde (tomhed); bortjager nattens ørk. Wiel IV. 13.Ørkenfugl, no. fugl, der lever på ensomme steder; den ørcken fugl, den eremita, der sørge-tuder daglig ofvr saadan eenlighed oc ørke-plats hin tunge. Hex 210. Ørkeplads, no. ensomt sted; se frgd. o.Ørkenstrand, no. øde hav; driffuer der om i ørken strand. LyschG b 4v.Ødsel, no. (sv ödsla) ødselhed; – ejef. som to. ødsel; Rch 274 (ovf. sp a8). Jf forø. (IV. 776 a2). Ødsom, to. (sv ödsam) ødsel; (1541). Heise, Fam. Rosenkr. II. dipl 196 (ovf. IV. 821 a25); skalck, ødsom, slemmer. Etym 808, 909 (u. impendiosus).Ødsomhed, no. (sv ödsamhet) ødselhed; Etym 30 (u. prodigentia); 808 (u. nequitia); SkP 370 (ovf. IV. 781 b38); ødsomhed er bondløs. PSO I. 328.Ødsommeligen, bio. ødselt; Etym 808 (u. nequiter); M.Ørkenfører, no. fører i ø.; hvem er min ørckenfører? Hex 212.Ørkensalvie, no. salvieart (salvia pratensis?); SmdLb VI. 7 (ovf. V. 878 b6). Ørkenskov, no. øde s.; de suemmede gennom de ørcken skoffue. Lynds 29v; det ligger som svareste ørken-skoef. LyschG* 72. Jf ørkenstrand.Ørkenvand, no. vand i en ø.; Raun 105 (ovf. V. 448 b15).