BenBen, no. – fk.; slaa aaren paa din been offuen ved knee skyffuen. CS 67. Fk. jydskhed, ik. i Nord og T. – byde sin ieffn christen i bienitt. DS III. 224; wed bienenn slepte dennum tiill wanditt (1572). KhS VII. 251. J form, jf FeilbO. – flt.; se I.* 30 a. – ; bærer bort meth ether mynæ ben. 1 Msb 5024 (ÆB og flgd. overs.); Rkr o 3v; fijre been. PL** I. nr 187; PG 180. – skind og b., se u. skind (III. 793 b16). – gøre b., jf gøre fod (I. 577 a). – hugge b. af, se ovf. II. 283 a44. – stikke b. under eget bord (sv sätta foten under eget bord) ɔ: holde egen husholdning, være gift; naar de skal sticke deris been vnder deris egit bord. KP fort a 6v. – i b. ɔ: i det inderste væsen; er ham sligt i beene baarn og ingenlund i klæder skaarn. KragR b 1. Jf KokO nr 185; PSO I. 311: det er hannem i kiødet baaret og ej i klæder skaaret; GHD I. 164. – imellem b., jf Fljótsdœla s. h. meiri 21. – på b. (sv på benen) ɔ: i god tilstand, til kræfter; vi ville faa regementet vel paa beene och rette det eengang saa sterck (1657). DS I. 32; – du hialp en huer paa been (1685). DS2 VI. 208; – om hun nogen tid kommer paa syne been. Dial 17; herrens huus det kom igien paa been. KS 73. Jf på fode (I. 576 b). – ikke vide, hvilket ben man vil stå på ɔ: være kåd (overmodig); bliffue wi saa hoffmodige der aff, at wi wide icke, huilcket been wi wille staa paa. Tdm III. 61. – (ind)til marg og b., se III. 38 a31, jf l20. – til b. (sv til ben) ɔ: af sted; dermed gave sig til beens og strax paa flugt. AB II. 192. 2) stive; anteris, det been oc sparre, der settis imod en vind. Etym 66. Jf ars-, axel-, bag-, barne-, blod-, døde-, dødinge-, elfen-, fils-, fir-, folke-, frem-, fremmer-, grå-, hals-, hinke-, hvals-, hveg-, hvid-, is-, kilde-, kind-, klippe-, knokkel-, knæ-, kæfte-, kæge-, kølve-, lår-, lænde-, løfte-, mande-, marge-, menneske-, næse-, pipel-, rev-, rumpe-, ryg-, side-, sken(e)-, skuldre-, skæver-, slette-, slæde-, snuble-, speger-, strække-, su(g)e-, syl-, tarm-, tærning-, ved-, hvirvel- (IV. 844 b45), væg-, væggeb.Benbagbunden, to. bunden (hæmmet) på baglemmerne; du (ɔ: lommen) been-bag-bunden est. Hex 209.Benbrud, no. (isl beinbrot) 1) i nuv. bet.; ossis infractio, beenbrud. Etym 477. 2) narthecium ossifragum; Kyll 12 (= asphodelus luteus palustris). Jf JT 151.Benbudike, no. bendåse; J drejer en dl for en benbuddike. NyD 15. Benfoderskind, no. buxelæder; 1 benfoderskind til to pølser. RdAH 180 not 2.Bengærde, no. tandrad; et menneske haffuer 32 tender, som kaldis beengierder. HelvP 1631 a 3. Jf tandg.Benharnisk, no. (sv benharnesk) i nuv. bet.; haffde benharnisk aff kaaber paa hans ben. 1 Sam 176 (1550, 1647: en b.).Benkiste, no. kiste til dødes ben; MP 18 (u. urna feralis); Steph I. 26 b. Benkniv, no. i nuv. bet.; met en træ eller beenkniff. ålbL 76.Benskinne, no. (sv benskena) i nuv. bet.; ocrea, et slags krigsstøffle med beenskinner. Etym 835; Steph I. 221 a.Beneskrog, no. magert dyr; et sulten beene-skrog, hvis side-been mand teller. SortS 73. Jf Outzen: skrog.Benskrue, no. (t beinschraube) skrue til at sætte på dens ben, der skulde pines; der pindte en fangen quinde och det tuinde gange med thoe beenschruer (1686). Hüb II. 255. Benstykke, no. = benskinne; Etym 835 (u. ocrea). Jf axels.Benesvøbt, to. havende benene indsvøbte (beklædte); SortS 73 (ovf. II. 524 b33).Benved, no. (isl beinviƀr) i nuv. bet. (euonymus europæus); Kyll 41 (= euonymus vulgaris).Benvedblomster, no. benvedblomst; ålb* 274. Benvedtræ, no. = benved; Dict (= carpinus).Bener, se enb.Benet, se bøgel-, fjøsk-, hjul-, krog-, krum-, lang-, skregl-, skæv-, smal-, speger-, stak-, stind-, stiv-, strit-, sur-, syl-, vindb. Vis mere +