BlegBleg, to. (isl bleikr) i nuv. bet.; Mc 20 (ovf. II. 445 a44); Jer 306 (ovf. I. 56 a6); Rch 165 (ovf. IV. 220 b49); ComD § 339 (ovf. II. 809 b29); – hun (ɔ: Køln) bleeg om næsen er. AB II. 208. Jf t bleich um die nasen; isl fölr um nasar. Alvísm 2. – Jf gaste-, gul-, hvide-, svarteb.Bleggul, to. (sv blekgul) svagt gul; Etym 700 (u. luteolus); Steph I. 184 b; ulfinden bleg-gul. ComD § 338.Bleghvid, to. gråhvid; Etym 39 (u. albus).Bleghvid(t), no. blyhvidt; MP 284 (u. cerussa); Etym 209; Steph I. 66 b. Blegrød, to. (sv blekröd) i nuv. bet.; bleg - rød som en halv - brændt tegel-steen. Steph I. 185 b; deris bær blifue bleg-røde. FD 41 C.Blegagtig, to. (sv blekaktig) noget bleg; Etym 864 (u. pallidulus); NL 1139. Bleg(e), no. – stå til b. ɔ: stå stille; da stod wor hyffuell ey saa til blæge. Rch 214 (jf: naar mit hiull kommer i stade. sst. 213; mulig hentydning til stadigt solskin og deraf følgende vandmangel).Blege, go. (isl bleikja) gøre bleg (lys), blege; begynner [mit] andlet at bleghes. HS 14312; insolare crines, blæge sit haar. Etym 1184; (1646). Progr Herlufsh 1880 54 (ovf. II. 820 a24). Jf ubleget. Blegelærred, no. bleget lærred; fyre vnder-duge aff blegelerett (1537). DM II. 51 (fl. g. sst.). Blegemand, no. mand, der besørger blegning; fullo, blæge mand, som blæger. Etym 492. Blegeri, no. (sv blekeri) i nuv. bet.; (1620). KD II. 640 (ovf. IV. 464 b30). Vis mere +