EgeEge, go. 1) – tm. i lid. bet.; giffuer til ewindelig egendom eygende thesse myne gaarde (1496). KhS4 VI. 36; – (1835). HT6 I. 539.Ej(e), no. (isl eiga) 1) – indh vardhæ A's æy och hindher tiillæggæls (1475). Tvd 326, 28, 29. Jf FeilbO I. 240 a10. 2) besiddelse (værge); (1473). KD II. 130 (ovf. IV. 913 b19); HenrOK 30 (sst. 892 b10); det godis sauning giør, at vi detz eye priiser (1702). DSt 1909 35. – Jf bonde-, borger-, gårds-, olde. (III. 283 b1).Ejendomsdom, no. dom, hvorved en ejendom tilkendes nogen; den, som huse ved lovlig indførsel bekommet haver, skal indstævne den til ejendoms doms erlangelse. DL 5-6-5.Ejendomsgård, no. selvejergård; eiendomsgaarden samt alt andet hans havende og erlangende, bevægeligt og ubevægeligt (1666). Matz 165 not 4).Egen, to. (isl eiginn); Rkr e 4v (ovf. IV. 540 b39 = eyen. Rkr* v 1358); PL** I. nr 231 (ovf. III. 561 b11); huilken icke haffuer spared syn egen søn. Rom 832 (1524 og flgd. overs.); – samme mølle stodtt paa JK's eygen grundtt (1546). KhS VIII. 260; – j syn eyen optagelse. T 553 123. – ik.; ath huer scal fangæ syt jghet jgeen. GhA V. 54 (= DoB 56); – rødhergiort aff sith eyet hellige blodh. T 553 115v; – huilken ieg ælsker meer æn mit egent liff. HS 628. – flt.; thacker iek mæst mynæ eghnæ been. Rkr* v 2395 (= eygenæ. Rkr h 4v); hans egne anammede hannem icke. Joh 111 (CP og flgd. overs.); – førde hannum aff hans engne clæde oc lode hannum i en mantell aff purpur. HKv 175. Jf ovf. III. 301 b7 f. – Jf hus-, jord-, lands-, liv-, s(j)elv-, sære.Egnemærke, no. = enemærke; (1654). KhS II. 182 (ovf. u. efteravred). Vel kun skrivemåde efter uret udledn.Egennytte, no. (sv egennytta) i nuv. bet.; thet er self villige legoms lyst och eghen nøtte. DM V. 263 (mulig ingen eg. smsætn.); HWR 164 (ovf. u. elskelighed).Egennyttig, to. (sv egennyttig) i nuv. bet.; til de egen nyttiges fordeel. Fdg 5/2 1685 § 3; – saadan en ser wildig, eyennyttig orm er ieg. Hub 39.Egennyttighed, no. (sv egennyttighet) i nuv. bet.; HWR 118v (ovf. IV. 824 b43).Egensindig, to. (sv egensinnig) i nuv. bet.; et egensindigt kreter. Reenb II. 129; – NL 1867 (u. pertinax).Egensinding, no. egensindighed; med underfundig eigensinding och forsetlig ulydighed. SR II. 481. Jf t sinnung.Egenvild, no. egenrådighed, se ovf. IV. 823 a37-40.Egentlig, to. (sv egentlig) egen; genuinus, eigentlig eller egens. Etym 519; proprius, enis egit, egenlige. sst. 999; NL 529, 1379. – Som bio. (mnt eigentlik) nøje, bestemt; ieg kunde ded icke egentlig sige. Jm 33, 35.Egenlighed, no. ejendommelighed, egenskab; det er sædens rætte proprium oc egnlighed at bære fruct. Hvasz z 8v.Eg[j]ere, no.; se I.* 54 b; (1522). SRD VIII. 195 (ovf. III. 317 a43). Jf jord-, lods-, med-, måls- (III. 168 a9), odels-, s(j)elv-, ude.Ejerlag, no. selvejerne i en by; bøde i denne post til eyerlauget. Økonom Journal 1757 757.Egn, no. Jf bye.Ejning, se ope. Vis mere +