FallereFallere, go. (t fallieren, fr faillir)
1) aftage; fallerit sig efterhaanden med sin høide imod østen (1629). NVS hist-fil kl 1905 113.
2) (sv fallera) gøre opbud; de, som fallere. Fdg 28/1 1682 overskr.; som hafver falleret eller deris creditorer icke strax kunde contentere. Fdg 11/3 1682 § 22; (1705). LA 357.Fallerer, no. fallent; Fdg 1670-83 a 2.Fallit, no. (sv fallit, ml fallita) i nuv. bet.; bør hand at kiendis for en motvillig fallit. Fdg 28/1 1682; v Aph I. 154 b.

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag