GabGab, no. (isl gap) åbning; MR 1455 (ovf. u. dag 2)); huillcken aff gilldbrøderne der vorder thillsagdt, ad der er gaff paa hans wonge gaardt (1601). Bendz 109; ingen gaff bør ad findis paa nogens gierde (1624). Web 91; Hex 254 (ovf. I. 114 b4). – ik.; PG 130; Festskr t Wimmer 265. – mund; ComD § 187 (ovf. III. 191 b6). – Om forb.: på vid g. jf ovf. II. 19 a1 f.; IV. 900 a20. – Jf age-, for-, glo-, herreds-, kæbe-, mund- (III. 92 a2), nagle-, loge-, lyre-, ror(s)-, røg-, skad– (III. 752 a10), spund-, spy-, svine-, væder-, åndeg.Gabe, go. (isl gapa)
1) åbne munden; hand skuld' offuer kjedlen gabe. Kpb 429; ComO* hh 4v (ovf. V. 253 a48); PSO I. 245; AB I. 147 a (ovf. V. 192 b51, 53); – Etym 335 (ovf. IV. 810 a34). – som tegn på forundring; saa vi kand icke andet end gabe og gloe. HiørK i 7; SkP 631 (ovf. V. 5 b42); gabe oc gloe paa een. Wandal a 3v a; – g. efter ɔ: med længsel stirre efter; ad spem futuri hiant, gaaber effter noget. Etym 564. Jf mnt gapen na.
2) åbne sig, revne; Etym 563, 564 (ovf. IV. 935 a16, 932 b54); Steph II. 664.
3) råbe, skrige; HWR 36 (ovf. IV. 878 b35); dicte, male, siunge oc gabe. Heg 235. Jf forg.; gåbe.Gabestok, no. skampæl med halsjærn; Etym 238 (u. collare), 183 (ovf. II. 465 a13); (1643). Rsv* IV. 367 (ovf. I. 309 b2); strafes med gabestochen (1697). DS II. 237.Gabelse, no. gabning; Steph I. 246 b (Etym 215: gaabelse).