GudGud, no. – G-s bord (sv Guds bord) ɔ: nadveren; gaa til gudtzbor. ChrIV* V. 71; it Guds barn, som vil gaa til Guds bord. Rosenkrands, Underv ttbl (ovf. I. xix a); (1727). DS VI. 148 (ovf. I. 255 b9). – G-s dros, se d. o. – udi G-s hånd ɔ: i Guds varetægt? therris søester er udi Gudtz haandt død och affgangen (1572). Rsv III. 145. Jf ovf. II. 94 a25. – han gav Guds klage (h. e. saare stor klage) over dig. Rhet* 7. – G-s legeme (fsv Guds likame) nadverbrødet; skal han lade singhe fem messer aff Guds lechomme. DM3 I. 256 (som middel til at gøre sig hård, jf ovf. III. 799 b25 f, 277 a54). – G. l. alter; hagde giffuit til Guds legoms alther i Stæge kircke (1537). KhS VII. 494 (jf ovf. III. 126 a25); jf RdK 207. – G. l. dag, jf helliglegemsdag. – G. l. lag ɔ: gildes (forenings) navn; brødere vti Gudz ligoms lagh i Alburgh (1441). NyrS I. 616. Jf anf. st. 252. – G-s lemmer; (1589). NVS I. 364 (ovf. IV. 777 a40). – G-s lån a); endnu faaer Guds laan (h. e. store gaver). Rhet* 7. – c) (fsv Guds lan) ɔ: Guds gave (skabning); haffue alt Guds lon aldmendelig met sin neste. NT 1524 b 3v; euangelisterne scriffue Iesum att haffue taget brød, at han vilde bruge Guds lon. TH 29v; met Guds gaffuer oc laan glæde sig. RFK d 2v. – for G-s skyld (i G-s navn) ɔ: som almisse; pengene vare dem givne for Guds skyld (1576). DS2 VI. 342; – huad som ey giffues i Gudz naffn aff thet, som offuerløber. DM3 I. 159. – G-s skål, se ovf. III. 845 b41 f. – G - s tremmen, se d. o. – tage fremmede g. ɔ: være (sin mand) utro; hans kone er en hore, tager fremmede guder. PSO II. 124. Jf bys-, bælge-, halv-, hav-, hus-, krigs-, lands-, lidel-, penning-, Romer-, skog-, skurd-, spørsmåls-, u-, vrangg. Gudbarn, no. (æsv gudhbarn) i nuv. bet.; faddere, gud søsken, gud børn. LaurU 60.Gudsbespottelse, no. i nuv. bet.; affguderi oc guds bespaattelse. PlD** 20.Gudsbespottere, no. gudsbespotter; de skulde kalde hannem en gudsbespottere. Tdm II. 145v, 53; war et uguddeligt menniske oc en guds bespottere. Jm 17. Guddatter, no. (isl guƀdóttir) i nuv. bet.; LTh 225; – v Aph I. 259 c.Guddrotten, no. (isl guƀdróttinn) Gudherren; HKv 2712 (ovf. V. 357 a10). Gudelskende, to. havende kærlighed til Gud; den gudfrygtige og gud-elskende matrone. DV IV. 289; HenrW II. 297 (ovf. V. 194 a20); vidne sandheds ord gud-elskende til trøst. Naur k 4. Gudfáder, no. i nuv. bet.; Luc 14 (ovf. V. 30 b30); forligæ hwer synderske mz gudhfadher. T 553 139; T 79 (ovf. II. 28 a20); se ovf. III. 845 b42-4.Gudsforagtere, no. (sv gudsföraktare) gudsforagter; holler han Guds prophet for en løgnere oc en guds foractere. TVd 213; Rom 130 (ovf. u. fortrædere).Gudforgtig, to. (t gott(es)fürchtig) gudfrygtig; suaarede then gudtforchtige broder. NPF a 3. Gudforgættende, to. = gudforgætten; i deris offuerdaadige tancke en gudforgættendis tryghed sancke. Heg 248. Gudsfragangen, to. = gud(s)forgangen; den guds fragangene arrianske sect. HelvC qq 4; en gudsfragangene, tiuffactige møller. sst. aaa 4v; dieffuelen oc guds fragangne mennisker. HelvM II. 42. Vist en rettelse.Gudsfrygt, no. (sv gudsfruktan); en quinde, i huilcken der er guds fryct, hun skal loffues. Ordsp 3130 (1607, 1647); MP 210 (u. timor dei), o 7v; øve sig i gudsfrygt (1668). KD V. 739.Gudfrygtelig, to. gudfrygtig; ath jek bliffue j gudhfrykteligh acht. T 553 77. – Som bio.; – leffue gudfructelige. Corv II. 25. Jf frugt; ug.Gudfrygtig, to. (sv gudfruktig) i nuv. bet.; Psb II. 11 (ovf. I. 666 b15); Hvf VIII. 329 (ovf. I. 173 a54); (1601). NkS 351d (4°) b 7 (ovf. V. 122 a43); ArøbO 19 (ovf. V. 205 a28). Jf ug.Gudfry[u]gtighed, no. hunk. (∾ sv gudfruktighet); som haffue gudfryctigheds skick, men necte hendis mact. 2 Tim 35 (1607); – HWR 173 (ovf. II. 113 a3); HemmE 187 (ovf. I. 51 b54); Vinstrup (ovf. V. 207 b8); KC* h 2 (ovf. V. 321 a38); – sand gudffrugtighed, wiisdom (1559). DS IV. 144. Jf ug.Gudfrygtighedsøvelse, no. arbejde på opbyggelse; hendes daglige gudfrygtigheds øvelser. HenrW III. 146.Gudshus, no. (mnt gotteshaus) tempel; giøre aff sit huss it gudshuss eller kircke. Tdm II. 127. Jf SL I. 32; JL II. 3.Gudskiste, no. kirkeblok (til fattige); MP 16 (= aerarium sacrum); Steph I. 24 b.Gudskundskab, no. i nuv. bet.; haffuer hand aff den indplantede Guds kundskab vel forstaat. NPD a 8.Gudmoder, no. (fsv guþ;moþ;er) i nuv. bet.; thinn moder hun war myn gud-moder. DgF VI. 57 a; – v Aph I. 259 c.Gudsord, no. (t gotteswort) forkyndelse om Gud; Psb II. 48 (ovf. V. 328 b36).Gudsøskend, no. mennesker, der ere døbte samme gang; LaurU 60 (ovf. s 385 b19); saa war di gudssødskind. DgF VIII. 143 b; ieg sagde, gudsyskind at være saa slect, de maatte ey komme sammen til ect. VdP 61v. Jf dåbes.Gudsalig, to. (t gottselig) glad i Gud; (1562). GhA III. till 43 (ovf. II. 631 a15); – gudsalig hvilende de Danmarks aser sove. Frimann, Poet Arb 18.Gudspjald, no. (isl guƀspjall) evangelium; KBb II. 278 (ovf. III. 188 a13). Pågældende skr. til dels bestemt for Island.Gudsvillighed, no. gudhengivenhed? thin søte gudzvilihet gør thine vuenner rættelig bly. HS 1131 (= l benignitas. udg 1724 204). Snarest fejl for godvillighed, se d. o. Guddom, no. (isl guƀdomr) guddommeligt væsen (natur); ieg pafan myn kære ey enest pa guddomen, men oc pa mandomen næruærendis i sacrament. HS 1579-10; KPs 665 (ovf. u. afsige 7)). – Gud; HM 12 (ovf. u. forlæste 1)); TdmU 17 (ovf. u. adskillelig); Hex 14 (ovf. III. 471 a36).Guddomsflor, no. guddommelig glans; Wiel X. 442 (ovf. V. 299 a25).Guddomskraft, no. i nuv. bet.; HM 138 (ovf. I. 751 b15); Hex 262 (ovf. I. 659 a10).Guddommelig, to. (isl guƀdómligr) i nuv. bet.; PE 5, 41, 271 (ovf. I. 650 b14, 740 a25, 193 b10); TSd 263 (ovf. V. 180 b6); Hvf VIII. 302 (ovf. I. 52 a15).Gudelig, to. (isl guƀligr)
1) guddommelig; HS 814 (ovf. III. 28 b29).
2) i nuv. bet.; (1408). DoB 363 (ovf. u. almuse); MR 21630 (ovf. I. 583 a18); Psd I. 322 a (ovf. I. 25 b19); (1668). KD V. 726 (ovf. V. 217 a26). – Som bio. i bet. 2); PBd 11 (ovf. V. 207 a18); DL 2- 18-6 (ovf. V. 41 a35). Jf ug.Gudelighed, no. (fsv gudhlikhet) i nuv. bet.; HS 13132 (ovf. V. 289 b38); Br 2406 (ovf. u. fagt(e)); CP I. 283 (ovf. II. 33 a24), II. 192 (ovf. u. driste 1)); PE 388 (ovf. I. 597 b20). Jf ug.Gudinde, no. (fsv gudhinna) i nuv. bet.; dend gudinde Juno. Bunt* II. 208; Etym 300 (u. dea); Buc* d 8v a (ovf. V. 173 b39); en engel, en gudinde. Reenb I. 56. Jf af-, elsk-, hav-, held-, himmel-, jagt-, krigs-, nåde-, sang-, skog-, u-, vatng.