HugHu(g), no.
1) – bære h. til ɔ: holde af; hand ey engang har drømmed om noget andet kald, men hue til dette bar (1702). DSt 1909 38. Jf ovf. V. 160 b20 f. – have i h. ɔ: huske, iagttage; RD I. 123 (ovf. IV. 388 a32 = sv hafuin ij hugha. Iv lejonr v 3543). – komme i h. c) ɔ: minde om; 4 Msb 515 (1607, ovf. V. 94 a10). – være i h. ɔ: have i sinde; Luc 62 (ovf. II. 818 b9). – med vred h. ɔ: som fjende; se ovf. IV. 913 b4 f. Jf kvinde-, mande-, menneskeh.Hukommelsebog, no. optegnelse; der bleff screffuen en hukommelsis bog for hans ansict. Mal 316 (1607, 1647, jf ovf. IV. 312 b17). Hukommelserim, no. rim til lettelse ved at huske; hukommelse-riim paa de urørlige fester. BrunsmK 114, 117. Hugsvalelig, to.
2) (fsv hughsvaleliker) trøstende, vederkvægende; (1531). KBb II. 34 (ovf. V. 170 b20).Hugsvalerinde, no. trøsterinde; hil Maria, alder mildeste hwgsualerinne. CP II. 405.Husvalerske, no. (fsv hughsvalirska) = frgd. o.; søde hwswalerske theres, som trængde æræ. T 553 131v.Hovsvalig, to. (fsv hughsvalugher) = hugsvalelig 2); thu wthracte then, thær myget grædinde var, thin housualigh hand. AM 420 (8°) 103.Hugsvalighed, no. vederkvægelse; somme hugsualighetz stæd, som ær greessgarden oc yrtægarden. Br 16019.Husvaling, no. trøst; huorledis du kandst bekomme den sidste husssvaling ofver dennem. HelvM II. 75.Huge, go. 1) – tm. Jf ræd-, små-, tvivl-, tveh. (IV. 496 b43).
5); nu hoffuer mig till. TK 56.
6); det kand hand hue paa sin alderdom. GHD I. 218.Hygge, no. (hyggelig, hyggelighed, hyggelse). Jf omh.