KnogKnog, no. – nodus, kno, knockel. Etym 815. Jf isl knúi.Knogle(knokkel), no. (mnt knok[v]el)
1) = knog; condylus, knogle paa fingerne. Steph I. 110 b.
2) i nuv. bet.; lad sla qvindeaderen under knugelen inden paa foden. ålbL* 213; af kiød og knogler vegtig. KSK a 4; se ovf. Jf lårk. Knogelfør, to. stærk af benbygning; din bonde-søn, om end hans slette kofte dend skiuler hiertet og hans knogel-føre hofte. KC b 1.

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag