MundMund, no.
1) – hunk.; Bred 19 (ovf. II. 74 a30); af spisen har vor mund kun en smag at nyde, men kraften hun til kroppen faaer at yde. AB II. 57; dig opofrer jeg min mund, at hun din naades lyst skal forkynde. Brorson, Psalmer (v Arlaud) 177 b. Gennemg. hank. i Nord og T, jf GrimmG III. 400; hunk. fra frgd. o.? – til s 142 b53 jf ovf. IV. 455 b46. – bruge m.; SkP 685 (ovf. III. 415 a30); lad Laban bruge mund for sine døtre. GHD II. 106. – holde m. stille (til) (sv hålla munnen) ɔ: tie; Rch 321 (ovf. III. 138 b46); taceo, holder munden til. Etym 1279; Steph II. 1361; Naur aa 1v (ovf. V. 465 a13). Jf holde 12). – tage m. fuld (t den maul voll nehmen) ɔ: bruge stærke ord; som tage munden altfor fuld om krig (1668). KD V. 726. – til s 143 a18 = ord, udsagn; aff ethers beggis mundh scriffue OS alt beskedt tiill (1543, Fr Jessen); dett er effter hans mundt vundet och bekendt (1598). RdU III. 449; jf ovf. II. 9 a37; IV. 295 a31. – imellem hånd og m. ɔ: brat; kommer ofte fald imellom haand og mund. AB II. 271. – m. på skaft; fik hun munden sat oppaa eet andet skaft. DP 53. – lægge fingeren (hånden) på m. som tegn på at ville tie; BT I. a 1v (ovf. I. 43 a5); de øffuerste lode aff at tale oc lagde deris haand paa deris mund. Job 299; 3934 (1550, 1647). Jf Er Roterod, Adagia (1551) 1046; GrimmW: finger 9). – til s 143 a49; holt inde nu at giøe og slaa dig paa din mund. Thrane 23. – til s 143 b20; Etym 669 (ovf. II. 112 a3); Steph II. 1318.
2); the kaste thæm j holen, ok the sættæ pa thes mwn store stenæ. Josva 1027 (ÆB; 1550: gabet); om saaret tu hul eller to munde haffuer. SmdLb III. 28; I. 81 (jf sårm., mundssår); – PSO I. 396 (ovf. I. 97 a12).
3); strax uden Elbens mund Fransosen fire smakker fik til rof. AB II. 271.
4) æg; aff hwilkæn som han ær slawæn j swerdens mwn. 4 Msb 2124 (ÆB, jf ovf. III. 770 a5); the haffue vndganget suersens mund. Hebr 1134 (1524; CP: aad; jf ovf. III. 770 a6). Om end mulig opr. bibelsk, er bet. bleven alm., jf Fritzner2: muƀr 2); gr ςόμα. Jf asen- (III. 26 b47), busse-, elve-, fiske-, fløde-, fylde- (V. 327 b5), grine-, grød-, hav-, himmel-, kobber-, læder-, lækker-, løve-, moder-, over-, ovns-, pladder-, pludder-, purpur-, rosenhonning-, skalke-, skænds(III. 763 b35), skælds-, skæv-, sladder-, slange-, slik-, slubber-, smiger-, smile-, smør-, snærpe-, stiv-, stråle-, stykke-, sukker-, svads-, svedske-, sår-, sægl-, torske-, tåbe-, vis- (V. 847 a35), vrang-, vrænge- (IV. 873 a13), våd-, våse-, åm.Mundart, no. (sv munart) i nuv. bet.; fra de fleste mundarters haardhed. GE ttbl.Mundbad, no. et drag tobak; engang om dagen jeg et lidet mund-bad faar. Wiel X. 426.Mundbærme, no. onde ord; Naur ii 4v (ovf. IV. 247 a41).Mundfadervor, no. fadervor kun sagt med m.; som tencker med et mundfader vor at fortiene salighed. Thrane 23 not 8.Mundfisk, no. (sv munfisk) = mund(e)dask; giver hende saa en god mundfisk. Hors* (1685) b 4v. Jf stokf. 3).Mundfuld, no. (t mundvoll) i nuv. bet.; en mundfuldh brødh. Br 28717; 2 mundefuldh. sst. 18; TdmH b 3 (ovf. IV. 138 b9); Etym 120 (ovf. III. 144 a15), 586 (ovf. V. 97 a24). Mundharpe, no. (sv munharpa) i nuv. bet.; Etym 261 (u. crepitaculum); NL 210.Mundharpeleg, no. spil på m.; Mundelstrup b 1v (u. cymbalismum). Jf leg 2).Mundhjælp, no. hjælp i ord; haande-hielp er bedre end mundehielp. PSO I. 184.Mundkaruds, no. lækker k.; SF 19 (ovf. III. 531 b35).Mundkok, no. (sv munkock) livkok; vaar k Fredriks mundkok. KhS V. 457; salig JB mundkok. AB I. 125. Mundlim, no. (sv munlim) let opløselig lim; at giøre mundljm. Holst III. 9.Mundepisk, no. hvas mund; KPs 440 (ovf. II. 678 b13).Munderis, no. straffende ord; tag til din munderiis. Naur d 2v. Jf Jes 114.Mundrøg, no. tobaksrøg; paa fastend' hierte du vor søde mund-røg smag. Wiel X. 420. Mundskænk, no. (sv munskänk) i nuv. bet.; Steph 264 b (u. prægustator). Jf skænk(e).Mundspund, no. læbe. M. Jf spund 1).Mundsvejr, no. (sv munväder) løse ord; HenrW II. 62 (ovf. IV. 809 b1).Mundvig, no. (svd munnsvik) i nuv. bet.; hafver hvide stræger ved mundvigen. Deb 138.Mund(s)vidne, no. vidne, der beretter om; hine vare mundsvidner, de talte om ham, men hun var baade mund- og øye-vidne, thi talte om ham, og hun saa ham. HenrW I. 186. Mundvrængen, no. vrængning med m.; Dict (= valgia); hun anstillede sig med raaben, skrigen, mundvrengen. Beretn 4. Jf ovf. IV. 873 a1-6.Mundværk, no. (t mundwerk) gærning med m.; den ringere har der sit mund-verck udi en og anden tancke, suck, bøn. Naur, åndel Tidsfordrif g 10.Mund(e)lig, to. (sv muntlig) mundlig; (1560). DM3 III. 304 (ovf. u. for(e)føre); Lysch V (ovf. II. 192 a52); ComD § 934 (ovf. III. 705 a11). – Som bio. (fsv mu[y]ndelika); (1564). HT5 II. 603 (ovf. I. 236 b nederst); BT I. b 1v; DL 1-4-5 (ovf. II. 155 a16, 467 b12); ingenn skall thale mett fyendhenn møndelige. ChrIII Hist II. 555.Mund(et), se bar-, bred-, en-, flab-, glat-, hard-, kald-, knap-, knebber-, kåd-, lang-, læder-, løve-, m(j)ælk-, pløs-, pus-, skæv-, sledsk-, slubber-, stark-, stiv-, trud-, tve- (IV. 497 b8), ud-, vid- (IV. 810 a22), vis- (IV. 847 a36), vrang-, vål- (IV. 725 a18), åbenm.Mundig, se kådm.Munding, no. (t mündung) gab; da du med gods og liv i dødsens munding laa. KhS4 III. 797.