TagTag, no.
1); myn unde maage, som docterne dageliges er y tag med. ChrIV* VI. 343. – Canalen ind at gaa med all sin magt, om hand til tags kand noget faa. AB II. 2.
2); (1499). GhA V. 85 (ovf. II. 107 b52). Jf avends-, hande-, ting-, vold-, våbent.Tage, go.
1); – t. afsked (sv taga afsked) i nuv. bet.; ovf. V. 17 b2-3, 337 a35. – t. bed, se d. o. (I. 115 a). – t. bladet fra munden (tungen), se blad 3) (I. 214 a; V. 104 b32). – t. død på; ovf. I. 418 a7. – t. ed ɔ: kræve ed; jurator, som tager ed aff en paa noget. Etym 606. – t. ende; ovf. V. 217 b30. – t. fod i hånd; ovf. V. 260 b37. – t. kende på; ovf. V. 566 a17; cognosco, tager kundskab eller kiende paa. Etym 819; Steph II. 233. – t. mål på ɔ: tage mål af; Etym 390 (u. modificor), 761 (u. modulor); Steph II. 896. – t. nam (i n.); ovf. III. 187 a4, 54, b3 f. – t. oprindelse; ovf. V. 777 a15; – t. orlov; ovf. III. 387 b52, 388 a2 f. – t. overhånd; ovf. III. 413 a1; Steph II. 1113 (u. prævaleo). – t. persone ɔ: vise persons anseelse; dødze[n]s dom ær rætwis, hon tagher ey persone. HS 13633 (= fsv tagher enga persona s. 235; l personam non accepit. udg 1724 247). – t. skade (fsv taka skaþ;a) ɔ: lide s.; SkP 366 (ovf. III. 345 a48); BT III. 186 (ovf. I. 102 b2). – t. tal på ɔ: tælle; tag tallet på deris naffn. 4 Msb 340 (1550, 1647); et barn kand tage tal paa dem. HenrW IV. 147. – t. vare, se ovf. IV. 744 b26, 35 ff. – t. værje ɔ: forsvare sig; ther ængen væri tagher. HS 713 (frgd. o. ovf. V. 417 b26). – til s. 295 a39; vdenn thee tages vdj thee ferske gierninger (1559). GhA II. 97. – tage ind (synke); se ovf. II. 871 b3.
2) – t. og føle på ɔ: tydelig mærke; mandtt maa thage oc følle ther paa, att thett kaldtt er aff Gudtt (1561). KhS IV. 762; evidens, det, mand kand tage oc føle paa. Etym 1436.
4) –; then thiitt the skulle thaghe ighen korn, som bønderne skulle aghe i hwss (1544). Stbb 71. – t. igen ɔ: få til gengæld; HS 1714 (ovf. III. 18 a4); PL** I. nr 268 (ovf. III. 768 a9). Jf igen 3) (V. 510 b20). – få; Rkr g 2v, g 3 (ovf. IV. 925 b26, 891 b24), e 6; KPs 189 (ovf. u. fortræd 1)). – ægte; (1537). DM VI. 144 (ovf. IV. 816 a26); Rsv* IV. 271 (ovf. u. fri, to. 2)). Jf ovf. IV. 959 a6. – til s. 295 b29; KPs 425 (ovf. III. 144 a35). – b) – t. flugten (fsv taka flyktena) ɔ: flygte; VoG v 7 (ovf. V. 623 a35). – t. sin vej (fsv taka väghin) ɔ: gå bort; diffugio, tager huer sin vey. Etym 490; Steph II. 445; P tog sin vey. DP 33. Jf ovf. IV. 779 a49 f.
8) – til s. 296 a4, jf Rsv* V. 60: warthir dræpin oc af daghum takin; isl taka af dögum; ovf. V. 165 b26. – c) – til s. 296 a16; CP II. 376 (ovf. II. 780 a25). – tage af (afføre); CP II. 470 (ovf. u. bonet); HWR 47v (ovf. II. 200 b23); tager hand hannem klæderne aff. Cold dd 3v. – f α); mit liff tager flux aff. SthHb (1592) r 8; deris tal, som tager aff og thil (1642). DS VI. 346. – β); Cold kk 2 (ovf. V. 857 b32). Jf ovf. IV. 88 b54; V. 985 a10. – 9 a); (1611). NdM II. 32 (ovf. IV. 560 b35). – b); tog sig G an sin faders regiment. KC* b 4v; – modtage; hun tog hans gaver an med lige klogskabs sind. DP 51; tag tørreklædet an af herrens egne hænder (1702). DSt 1909 48. – e α); tager mig selff bestillinger an. Heg 221. – f) begynde; Wichm c 4 (ovf. V. 796 b5). Jf bet. 23 c). – g) gribe (påkomme); tog det hende an, at vidnet og 4 karle kunde ikke holde hende (1697). HallOB 126.
10); TVd 90 (ovf. III. 107 b9). – 11 a); – the toghe oss for fwllæ sidhen hwer oc en. Rkr* v 896; AB I. 270 (ovf. I. 797 b5). – t. for godt ɔ: nøjes med; SortS 62 (ovf. V. 378 a41). – f) t. sig for(e) (fsv taka sik fore) ɔ: foretage (foresætte) sig; T 203 (ovf. II. 15 b45); CP IV. 39727 (ovf. u. embede 1)); Urfé III. 26 (ovf. V. 176 b21); BT II. 173 (ovf. I. 629 b7); – VdS 469 (ovf. u. for(e)føre); HK 1634 a 5v (ovf. IV. 534 b14). – 13 a) – fjærne (stille); Bondepr 33 (ovf. IV. 988 a43). – indtage; dersom hand haffde weret i wor konges sted, daa skulle hand strax haffue taget Lübech hen (1629). DM3 I. 128. – 14 a); HiørK b 8v (ovf. V. 217 a53). – b) – t. i agt (sv taga i akt) iagttage, overholde; se agt, no. 1); (1655). Terp 140 (ovf. V. 602 a11). Jf iagtt. – t. i forsvar (sv taga i försvar) ɔ: forsvare; defendo, tager i forsuar. Etym 413; Steph II. 377. – t. i ledtov, se ovf. II. 763 b2. – t. i tømme ɔ: holde i t.; hvis hand ey sine santze tar bedr i tømme. SortSk 46. – t. i ære ɔ: holde i æ.; Pros b 6v (ovf. II. 216 b49). – t. i øje ɔ: fæste ø. på; tar fegteren dend bæste plet paa legemet i øye. Wiel II. 100; – t. i sig ɔ: igenkalde; ovf. IV. 296 b34; – NL 2130 (u. revoco).
17) – indtage (vinde); de andre, som derved blev hastig tagne ind. Sat 26. Jf indt. (V. 528 a50). – få; PL nr 323 (ovf. II. 515 b7).
19) – d); t. med vold, se ovf. IV. 857 a54 f. – 20 a) – påtage sig (anstrenge sig?); hand troede, Swerig well allene att skulde kunde giøre det, om de wille tage dem ner (1629). DM3 I. 128. – b) – t. sig nær ɔ: sørge (harmes) over; wi tager oss verden nær oc lader det bliffue oss surt nock. SthU c 2v; bisp J tog sig det saare nær om naderen. Cold n 1; Slange 300 (ovf. III. 409 a51).
22) – c) indfange, opsnappe; Hvf III. 77 (ovf. u. adelveg); som en anden bondehær vilde tage hannem op paa veyen. Cold kk 1v; intercipio, tager op paa vejen. Etym 165; Steph II. 781. Jf opt. 2). – d) borttage; Etym 1148 (ovf. I. 18 a11). – e) oprette; 2 Makk 49 (ovf. III. 376 a33). Jf opt. 6). – 23 a); Rom 1312 (CP, se tilligge ndf.). – t. fejl på; se ovf. V. 240 a18. – b) – t. på sig (isl taka á sik, sv taga på sig) overtage, antage sig; se ovf. IV. 296 a43-4. – f); VdP 212v (ovf. V. 905 a29); ded tager flux paa øygnene. Jm 242. – j); tog hun paa, som en, der war gall. Jm 143, 210 (ovf. IV. 508 b5); Reenb II. 387 (ovf. V. 380 a15).
24) – t. over tvært, se ovf. IV. 501 a30 f. – t. sig over ɔ: påtage sig; Allen 138; VdS fort 20 (ovf. I. 675 a11, 618 b17); Hvf II. 15 (ovf. II. 3 b47). Jf overt. – 25 a) – lade være i en (vis) stilling (et v. forhold); Rkr q 1 (ovf. I. 827 b nederst) = nt nemen tho voge, se Molb udg 244 not; – recipere in gratiam, tage til naade. Etym 168; – t. til nøge, se ovf. III. 271 a42. – b) nyde af; toge de til glasse oc fad. LyschC b 41. – c) t. til uvilge, se ovf. IV. 714 b27. – e); jf tilt. 2). – j) – t. til hjærte i samme bet.; om der motte vere nogen, som sig saadant ville tage til hierte. Bertelsøn, Formaning a 6v. – l); se ovf. IV. 744 b51 f. – m) (sv taga till) voxe, gøre fremskridt; (1642). DS VI. 346 (ovf. V. 1046 a35); voxer hand oc tager til i sin vandringsfærd. Fab 160; at hesten tager vel til og trivis. Hestelægeb 1703 a 6.
26) – c); ath taghe til sigh skrøbelighe køtzæns natwræ for vor helsæ skyldh. T 553 132. Jf tilt. 3 b). – tage til sig, få; DM I. 302 (ovf. u. fage). – nyde (spise); Etym 345 (u. edo); se ovf. V. 360 a7. – få (fyldes med); ieg skulle inggenn gremmelsse eller forhastelsse taage mig til. DM4 VI. 340; ApG 2815 (1607, ovf. V. 721 a9); toge de mod til sig. Cold zz 1. – f); jf tilt. 3 c). – g) (sv taga sig till) foretage sig (arbejde); HemmE 152 (ovf. II. 648 a41); ago, giør noget, handler, tager sig till. Etym 22; Steph II. 83, 86. – 28 a); hoo som tagher weedh bæghere, han tagher wedh gældh. PL** I. nr 692. – j) tage mod (forbinde sig med); BrunsmH 107 (ovf. V. 396 b6).
30) t. ad (sv taga åt) ɔ: tage efter; PlD* 92; TkH 102 (ovf. III. 107 b16, 24). – se også ovf. V. 985 a10.
31) t. fat; se ovf. V. 238 a38 f.
32) t. imod (fsv taka amot) ɔ: modtage, finde sig i; Mar n 5 (ovf. V. 272 a50); JDM i 1 (ovf. III. 146 a49); dend, der veed en ting tilforne, hand tager imod dend med frimodighed. GHD I. 416.
33) t. mod (fsv taka mot) = t. imod; BT III. 55 (ovf. I. 790 a6); PSO I. 254 (ovf. II. 856 b45); Wiel VI. 180 (ovf. V. 898 b18). Jf bort-, himmel-, mis-, pant- (IV. 144 a40), sammen-, vedert., bar-, var-, årtagende(s), uden-, vartagen.Tagere, no. Jf pant-, voldt.