TungeTunge, no. – til s. 488 a14 jf Suhm* III. 300. – bære på t. = have på t.; som pleye deris næste paa tungen at bære. Heg 17. – tand for t., se ovf. IV. 310 a17 f. – sprog; VdP 201v (ovf. IV. 433 b21).
2) landtunge. M; – tunge ud i havet. NL 767. – 3) jærnpig i et skaft. M.
4) træ under slutteskeden (se ovf.) på en væv. M. Jf engle-, folke- (V. 680 b6), fugle-, fåre-, gede-, gåse-, hjorte-, hunde-, lære-, orme-, piske-, slanget., svarttunget.Tungeamme, no. barnepige, der lærer barnet et fremmed sprog; Falster 2 (ovf. IV. 387 b7).Tungeben, no. (sv tungben) i nuv. bet. (os hyoides). M. Tungebuldretromme, no. råbende t.; alle tunge - buldre - trommer siger: see en konge kommer. KPs 480. Tungebånd, no. (fsv tungoband) i nuv. bet.; en raffn, som bleff en gang skaaren paa tunge-baandet. Deb 125; saa løsnes mit tunge-baand. Psd I. 370 b; som tunge-baand gjør dumme. LTh 127.Tungedraget, to. udtalt med t. KPs 440 (t. s. ɔ: bittert ord); aff tunge-draget sværd.Tungelarm, no. højrøstet tale; holder de ham varm med spot-fuld tunge-larm. Naur h 3v.Tungeljud, no. (sv tungljud) lyd fra t. (tale); med saa gemene ord og bare tunge-liud. Naur f 3v. Jf l(j)ud.Tungeprøve, no. dadlende omtale; hvor falt mig tungt den første tunge-prøve. Thrane 32. Tungeskarn, no. onde ord; Naur ii 3v (ovf. IV. 589 b35). Jf skarn 3). Tungeskum, no. = frgd. o.; til at skylle ind paa ham ald dend tungeskum og skam. KPs 480.Tungesluse, no. frit talende mund; Naur y 2 (ovf. III. 408 b40).Tungesnærtet, tm. ilde omtalt; jeg tunge-snertet blev. Thrane 32.Tungestok, no. – kniple på t. ɔ: bruge sin mund; saa sniddig kunde hun paa tungestocke kniple. Naur f 1v. Jf knippelstok (V. 580 a49).Tungestød, no. stik med t.; hvad skytter jeg da om hugormens tunge-stød. Naur indl d 4. Jf slangebrod.Tungetro, no. tro med munden; Lasius, Klenod d 1v (ovf. V. 456 b10).Tungetærskere, no.; saadanne tunge tærskere oc onde calumnianter. Ciegler dedik c 1v.Tunget, se hveg-, tvet. Tungig, se tvet.