VildVild, to.
1); gick vild i ørcken. 1 Msb 2114; Jes Sir 822 (ovf. III. 181 b15). – brede sig v., se brede 5). – bruge sig v. i samme bet.; derudi sig ikke bruger vild at give samme værd udaf en fierding sild. AB II. 214.
5) – uoplyst (ukultiveret); uti then sammæ øtken æræ falk, som altings æræ villæ. MR 17114; vilde folck, barbari. Dict. – ved plantenavne udyrket (ikke opelsket), se ovf. II. 596 a15; III. 70 b14, 210 b40, 223 b33; IV. 256 b5, 820 a16; SmdLb VI. s 4-4v; FD naffn-reg g 3v; Dict xx 5. Jf bo-, far-, hus-, måne-, råde-, tiger-, tudev.Vildand, no. (sv vildand) i nuv. bet.; boodhæ viil and ok dwæ. Dyrerim 14; MP 255 (= anas fera); Dict (= a. sylvestris); Steph I. 118 b; grøn-halsede vild-ender. Naur i Frølund, Holstebro 207.Vildbuk, no.? TSd 148v (ovf. II. 773 b12 = Jes 116: parder (1550, 1647)).Vildgræskar, no. græskarart; blade aff vildgræskar (1601). NkS 351d (4°) 125 (= l cucumeris syluestris folia. udg. 1594 168). Efter Nemn I. 1302 er c. anguria = c. sylv.Vildgøre, go. forvilde; ledh mek, jek ær vildhgiort. T 553 142v. Vildkatteskind, no. skind af v.; TR a 4 (ovf. V. 514 a32). Vildlappenland, no. Lapmarken; Wildlappenn land. VSS6 hist fil afd VI. 268; Wildlappmanni. sst.Vilde, go.
1) – lf. – blive borte; faar thidh, som hiorten han thik wiltes fra. RD II. 47, 49; – der blev dem barken slet vildet fra. LyschG* 131.Vildhed, no. (fsv vilhet) i nuv. bet.; hestenis u-bendige vildhed. Ciegler 255; Deb 122 (ovf. V. 1127 a32); CAW 30 (ovf. IV. 625 a38).Vildsommelig, to. forvildende; af egen traadzighed oc vildsommelige raad farer til at giøre den deel, som dennem ilde bekommer. VdPs f 8v.Vildbane, no. (mnt wiltbane) vildtbane; hvorledes det begiver sig med vor vildbane, og om du kan formærke, at dyrene formere sig noget deromkring (1560). HT V. 411; dog at saadant scheer dend nye vildbane vden schade (1669). Tdskr f Skovv XX B 122; gryfterne oc pælene imellem vildbanen oc fællet. Fdg 13/9 1687 § 18.Vildsteg, no. steg af vildt; specke det som en vild steeg. Holst V. 187.