VindVind, no. – flt.; wdj ly for storm oc winder. NkS 351d (4°) 28v, 29v; vinde. Dsk Grammatik I. 47; jf: vind (ventus), qvod caret plurali. PG 170. – til s. 831 b3; »Hiortenn« meste tho ancker och saa for wiindt och woffue (1560, Fr Jessen). – noget tomt, værdiløst; som solde idel vind, røg oc damp for penge. Ciegler 179 (= l fumum vendidit. sst.); jf vindesælger; al eders store priis er idel veyr og vinde. Wiel VI. 125. Jf VSO VIII. 320 b; væder (IV. 897 b38). – luft fra maven; et hvidt øl, som er kosteligt at drikke til at faae vinde efter. DM V. 284. Jf væder 5) (IV. 897 b20). – Jf bruse-, hav-, hyrne-, køle-, norden-, nordost-, regn-, sagt-, storm(e)-, støde-, tudre-, vesten-, vinter-, virrel-, østenv.Vindblære, no. oppustet b.; bliver som opblæste vindblærer. HørnB (u. å.) II. 66.Vindblæsere, no. praler; den slemme hycklere oc forgieffvis vindblæsere. Ciegler 179 (= t windebläser. udg. 1599 251).Vindebruset, to. vindfyldt; med vinde - brused seyl af luftens belle - puster. DP 34.Vindflække, no. utæthed (hul)? at der ingen vind flekker i klædet findes (1705). KD VII. 750.Vindhul, no. (svd vindhål) lufthul; dæck det siden vel til, oc lad det dog haffve et lidet vindhul ofventil. Holst VI. 13.Vindkonge, no. hersker over v.; den poetiske vindkonge. Hex 43 ir. (i texten: Æolus), 210 ir.; Raun 42 (ovf. V. 1114 a9).Vindkristen, no. upålidelig k.; slige vind-christne. HørnB (u. å.) II. 66.Vindelet, to. (t windleicht) let som luft; vindelette feyr paa vandets huder bæver. Raun 19. Vindmager, no. (t windmacher) praler; v Aph II. 546 a (ovf. IV. 27 b50). Jf VSO. Vindstille, no. (sv vindstilla) i nuv. bet. M.Vindtørre, go. tørre i luften; at de vindtørre dennem. FD 126 K; hvad fiske hav gav, meest vindetørred blev til vinter-suul. KC* b 4.Vindvirrel, no. hvirvelvind. M. Jf virrelvind.Vindeværk, no. sejlads? (1558, ovf. V. 335 b27).