ØreØre, no.
1) – til IV. 994 b23 jf HT VI. 602; ChrV I § 50. – til sp. a 5 jf brille. – vaske ens ø., se ovf. IV. 751 a30. – have skalken bag ø.; DgF IV. 317 b (ovf. II. 39 a48); se ovf. V. 912 a14. Jf Thortsen, Småskr 137. – klø sig bag (ved) ø. som udtryk for forlegenhed; bonden vil klø sig bag øret, fordi kornet vil giffue lidet paa skeppen. HelvP 1631 b 2v; TkH 132 (ovf. II. 542 b49-50); jf sst. 53-54; – HWR 118 (sst. 42-3 = nt klauwede sik bi den oren. Schröders udg. v 2742). Jf t hinter den ohren sich kratzen (krauen). – til s. 995 a16; førend hand er bleffven ret tør bag ørene. Ciegler 136 (= t trucken hinter den ohren. udg. 1599 192); hand er ikke endnu tør bag ørene, nys udfløien. PSO I. 319.
2); 2 Msb 264 (ÆB, ovf. V. 374 b6).
3) gælle? (1558, ovf. V. 982 a44). Jf GrimmW: ohr IV. 5). – Jf bjørns-, gryde-, hjarte-, jøde-, nar-, sko-, sluntø., heløret.Øreblæsere, no. (t ohrenbläser) smigrer; som en jffrig prædicant oc icke som hine ørenblæser. ArøbT 335.Ørebro, no. kagen (på hvilken forbryderes afskårne ø. fæstedes, jf ovf. IV. 994 b35); den andens vaaben er opsat i Øre-broe. GI c 1. Vel med hadefuld benyttelse af det sv bynavn.Ørebyld, no. byld i ø.; Dict (= parotis).Øreflod, no. (t ohrflusz) i nuv. bet.; Rostgd, Ob.Øregehæng, no. (t ohrgehänge) øresmykke; haarnaale, øregeheng. Paulli, Maanedl Relationer 283 b; – NL 59 (u. in auris); – ør-gehænget u-beskaaret. Wadskiær, Forandr Skuepl d 4v a. Jf ørehæng.Øreguld, no. (isl eyrnagull, t ohrgold) guld-øresmykke; Rostgd, Ob. Jf arme-, hovedg.Ørehul, no. (fsv örnahula) øreåbning; Etym 102 (u. auris).Ørehvisken, no. hvisken i ø.; PSm e 2 (ovf. I. 833 a8).Ørelok, no. øresmykke; Rostgd, Ob. Jf fr berloque.Ørepine, no. (t ohrenpein) i nuv. bet.; Rostgd, Ob.Øresusen, no. (t ohrensausen) susen for ø.; Rostgd, Ob.Øresår, no. sår i ø. M.Ørevidne, no. v., der har hørt noget; Rostgd, Ob. Jf t ohrenzeuge.