Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
Mente du:
AfholdAfhold, no.
1) afholdenhed; plawæ syn siæl meth fastæ ællær meth andre things afholdh. Gl. D. Bib. 4. Msb. 30.14; D. Skuesp. 99; Mod. confit. 3; Chr. Pedersen. I. 260; P. Eliesen. 17; Malmøb. VIII.; faste mercker it affhold eller maadelighed i mad og drikke. Pallad. S. Ped. Skib. l 4v; louen forscriffuer visse maade om affhold. Vedel, Saxo. 183; den besværligste affhold. B. Tott. III. 317; P. Syv. I. 265; affhold fra bogstaffvers oc stafvelsers affbrydelse. S. Povelsøn. 246.
2) yndest; de Gud wilde haffue ij acht oc affhold hoss alle. Tavsen, Post. vinterd. 106v; pendinge ere nu i større affhold end it gaat rycte. Herm. Weigere. 73; Tavsen. 8; vaar i stor affhold oc ære. Vedel, Saxo. 161; stort affhold. sst. 256; Tidemand, Post. I. 33v; Ranch. 95; formeente han sig at fange affholt for suogerskab skyld. Hvitf. V. 163; mand kand icke forhverfve sig de ondes afhold uden ved skammelig middel. B. Tott. III. 61.
Afhold, no.
3) hindring; tha wil han ladhen (ɔ: en hest) ffølge oc gjøre enghen affholdh apon i noger made (1479). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 36.
Afhold, no., se I.* 5 a.Afholde, go.
1) i nuv. bet.; dat. flt.: disse afholde deris egne hænder. B. Tott. III. 233.
2) holde af; handt tilbedis, prijsis oc affholdis. P. Eliesen. 74 og 240; sølv og guld er hver mand huld (det afholdes allesteds). P. Syv. I. 352. – tm. afholden, afholdt; de snilde ere affholdne til hoffue. Herm. Weigere. 116.2; Vedel, Saxo. 4; haffuer yndest oc er affholden. Jes. Sir. 20.29; Christus bleff aff werden icke saare ophøffuet eller affholden. Tavsen, Post. sommerd. I. 23; end oc affholden aff hans wuenner. Hvitf. I. 102; ny skreder, skøger oc viser ere snart afholdne. P. Syv. I. 319; afholdet. sst. I. 318.
Afholde, go.
1); d'Urfé II. 29 (ovf. IV. 526 a5).
Afholdig, to. afholden; abstemius, eddru el. affholdig. Vocab. 1514; se ogs. sst. u. continens; afholdig mund gjør kroppen sund. P. Syv. I. 130. Afholdig, to.; du har været fra ald ofuer mod heel afsky og afholdig (1685). D. Saml. 2. R. VI 228.Afholdig, to.; SmdH 4v (= abstinens).
2) karrig. M.
Afholdighed, no. afholdenhed; temperantia, affholdighed. Vocab. 1514.Afholdelige, bio. = afholdig; abstinenter, affholdelige. Vocab. 1514; se ogs. sst. u. continenter.Afholdelige, bio. Jf ua.Afholdelige, bio.; Scroch 4v (ovf. III. 513 b8).Afholding, no. afholdenhed, afholdelse; er nw dette lowen om saadan een affholding. 4. Msb. 6.13 (Tavsen).Afholden, to. i nuv. bet.; Etym 1167 (ovf. IV. 957 a2), 1297 (u. temperans); ComD § 823 (ovf. IV. 956 b19).Afholdenhed, no. i nuv. bet.; Etym 1297 (u. temperantia), 1305 (u. abstinentia); NL 1883. Jf ua.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind I

I andre ordbøger

I andre opslag