AflæggeAflægge, no. afskaffelse; wdi een bog, som kaldis messens afflegge, siiger Luther saa. P. Eliesen. 411. se i sammenhæng Vis mere +
AflæggeAflægge, go. 1) afskaffe, ophæve; haffuer konningen afflauth thennæ onde oc gammell sitthwannæ (1549). N. D. Mag. I. 93; wi afflegge oc forbiudhe suodant landkøp (1422). Rosenv., Gl. L. V. 122; de skulle afflegge alle besuarelser. 1. Mak. 13.37; afflagde kredsfictning oc indsette iernebyrd. Lyschand. 196. 2) tilintetgøre, afkræfte; at afflegge Isegrims kæremaal siger greffuingen. Herm. Weigere. 19. 3) afgøre, gøre ende på; affleggæ alle sagher, thee kwnne vdi mynne oc kerligheet afleggæ. Dipl. Chr. I. 199; at swodanne trættæ mottæ aflægges mellom them (1463). D. Mag. II. 10; kand icke de fire afflegge den trætte, skal de alle sammens komme oc giøre klart. Hvitf. III. 49. 4) fri sig for, få oprejsning for; at hand saaledis vilde afflægge sin skam oc vanære. Vedel, Saxo. 48; aflegge huad spaat oc foract, de vaare hen i falden. Lyschand. 55; paa det wi da kunde saadan vor skade effterkomme oc afflegge. Hvitf. VIII. 346; førend de fick afflagd dend spott, som Svensken dennem haffde paaførdt. Gerner, Ilias. b 1v. 5) betale; mine gieldener at aflegge och betale (1596). D. Mag. IV. 262; Rosenv., Gl. D. IV. 345; Rosenv., Gl. L. IV. 477; Hvitf. I. 150; samme summa bleff hannem afflagt oc betalet. Lyschand. 474; kand bonden icke afsted komme all hans landgilde at aflegge. A. Berntsen. 107; med hvad slags vare du est blefven forplict, med den samme afleg oc din skyld. B. Tott. I. 114; Chr. V. D. L. 5-3-14. – tm. virkelig, udtrykkelig; aff den, som ieg foruente mig en ærlig gaffue oc afflagd æreskenck. Vedel, Saxo. 190; smlgn. den noget lignende overgang i bet. af afsagt. 6) lf. ældes; aflegges, at blive gammel og skrøbelig, hand aflegges nu hver dag. Moth; – tm. udtjent, udslidt; miles emeritus, aff lagder knect. J. Turson, Vocab. 87; kong Suercke vaar baade selff en vdleffuet oc afflagd krigsmand. Vedel, Saxo. 328; emeritus senex, afflagt, fortrelt. Colding, Etymol. 739; smlgn. Sch. u. L.: afleggen. Aflægge, go. 5) paa det sidste icke kand tilstrecke helfften gielden at afligge oc betale. Forordn. 1/7 1632 indledn. 7) udtale; førend mand gaar op til skrifftestolen at afflegge sine synder for præsten. J. Rosenkrands, Undervisn. 185; thi skal min siunge røst her for hans høye naade aflegge ham en sang (1685). D. Saml. 2. R. VI. 225.Aflægge, go. (fsv afläggia) 1); alle hine andre puge scholer skulle affligges (1539). RdKl I. 90 (= affleggis. KhS I. 96). Jf ovf. II. 797 b4 f. – i nuv. bet. opgive, høre op med; afflegger løygen. Ef 425 (1524 og flgd. overs.); Etym 342 (ovf. u. afskjude 4)), 581 (u. projicio); Steph II. 1136; (1668). KD V. 726 (ovf. III. 176 a54). 5), se I.* 6 a. – forsyne, forsørge; Hvf III. 355 (ovf. I. 655 a1); afflegge en med noget. Etym 639 (u. lego); Steph II. 842 - 3. – yde, vise; for det unge par aflagde høflighed. Helt 22; att hun wille worris helssen hoes frue stifft ambtmansken afflegge (1689). DS V. 226. 6); Steph II. zz 4 (ikke under henvisn.). – tm.; Holst IX. 22 (ovf. I.* 6 b16). 7), se I.* 6 b; AB II. 134 (ovf. IV. 965 a15); at de en troskabs eed aflegge skal. GI 99. – svare; hvor paa bleff aflagt: det vaar fienden til beste. HiørP k 7v. 8) lægge (tage) af; gick hand vt oc afflade sin kongelige krone. PE 45 (jf ovf. II. 866 b39); Etym 964 (u. depono). – tm. udplantet. M. Jf sv aflägga; nuv. aflægger. se i sammenhæng Vis mere +