AnlobAnlob, no. (sv. anlopp.) 1) angreb; vdi alle haande fristelser oc anlaab. Pallad., S. Ped. Skib. b 5v; anloff. Tavsen. 299; sloge i det første anløb baade hertug Adolff oc Regnold. Vedel, Saxo. 415; Lyschand. 30; skulle icke regnis for nogen storm, men itt anløb (1611). N. D. Mag. III. 166; saa de lyckens anlob kunde imodstaae. B. Tott. I. a 2v. 2) tilløb; Abiathar offrer, der bliffuer anlob paa alle sider. Ranch. 14; fick der stort medhold oc anløb aff alle naboer. Lyschand. 62; daglig er et stort anløb aff fremmede lande saadant at besee. P. Resen. 335.Anlob, no. 1); commenderis den imod den fierde dags kaaldis anløb. FD 173 L. Jf på-, ålob. Anløbe, go. 1) (nt. anlopen, se Sch. u. L.) angribe; bleff strax aff de Holster anlobet oc indtaget. Hvitf. IX. g 2; er der blevet skudt til storm og med 4 faner knegte anlobet (1612). N. D. Mag. II. 44; smlgn. anrende. 2) løbe op til; skal ham derfor særdeles vorde betalt, som jeg dog haaber enten ringe eller intet kan anløbe (1665). Bruun. 7; smlgn. løbe.Anløbe, go. 1); naar de (ɔ: landsknecte) anløbe mure oc volde. Heg 217. Jf påløbe 1); løbe 6 b). 2), jf løbe 2). 3) tm. kommende. M. 4) l tm. havende en anden farve end den oprindelige (om metal); dend preussziske ordens - kiædde er meesten alt igiennembrudt arbeyd, anløben. JJR 23. Jf sv anlupen, t angelaufen. Vis mere +