BeklemmeBeklemme, go. (nt. beklemmen, se Sch. u. L.; sv. beklämma.) 1) klemme; mit legome oc mine been forfærdelse beklemmer (1623). Khist. Saml. III. 561. 2) gribe; naar nogen samme fugl der lefvende beklemmer. Hexaem. 209. 3) indeklemme, indeslutte; vil beklemme olien met sine hender. Herm. Weigere. 150v; vinteren haffde noget nær beklemt vore skib. Vedel, Saxo. 470; deris fiender, som beklemte dennom paa nogle trange diger. Vedel, Udv. Viser. II. nr. 49; haffde samme reysener oc skøtter beklempt dennom, at de icke haffde kund kommit bort. Hvitf. VIII. 304; vognene var der beklemt til stor hinder. P. Resen. 178.Beklemme, go. 1); hierte ve, som aff blod er beklemt. CPL 25. – trykke, betage; den sware drøuelse, som dit hierte beklemde. CP II. 434; de andre ere saa med rigdom oc werdsens ære beklemde, at de kunde icke befrij sit hiærte der af. TSd 113v; – vunder haffde beklummet hannom offuer thend fiske fang. Luk 59 (1524, jf mnt beklummen). 4) plage, undertrykke; wille forkorthe then hellighe kirche och henne beklemme och bekrenke. Gensv e 4. Jf angest-, sorgbeklemt. Vis mere +